Pernille blev så stolt: Tænk, at børnehavebørn selv kan være med til at løse konflikter
Det var, mens alle børn var på vej ind i gymnastiksalen, at drengen slog hende. Jeg opdagede det, da pigen råbte op. Hun var ked af det, og jeg gik hen for at trøste hende. De andre børn samledes om os. Nogle ville vide, hvad der var sket, mens andre ville fortælle, hvad de havde set.
”Lige nu trøster vi bare,” sagde jeg.
Først senere, efter at hun var faldet til ro igen, kunne vi tale sammen om, hvad der var sket. Og det gjorde vi.
Jeg var joker
På det tidspunkt var vi med i et projekt, hvor improvisatorer hjalp os med at lære forumteater. Vi valgte en række dilemmaer, som to skuespillere og tre pædagoger skulle spille for børnene. De bød ind med løsninger på udfordringer. Nogle gange gik de også ind i stykkerne og prøvede af, hvad der skete, hvis man gjorde tingene på en anden måde.
Jeg havde fået jokerrollen. Jeg spurgte børnene, hvad de så, og jeg kunne finde på at stoppe stykket og spørge, hvad man kunne gøre anderledes. Uden selv at være dommer eller have meninger om konflikten prøvede jeg at oversætte børnenes ideer til nye handlinger i teaterstykket. Oplevelsen har ændret min tilgang til, hvordan jeg møder børn i konfliktsituationer og generelt.
Jeg havde fået et nyt værktøj
På vej ind til gymnastiksalen blev jeg for første gang klar over, at jeg havde fået et nyt værktøj, som jeg kunne bruge i min pædagogik. Da jeg havde trøstet pigen, talte vi alle sammen om, hvad der var sket. Vi gik tilbage til situationen, og børnene bød ind med, hvad de havde set. Jeg hjalp dem med at sætte ord på og skelne mellem deres oplevelser og deres tolkninger af dem.
Der havde været larm og uro, da vi skulle ind i salen, for alle ville ind ad den lille dør samtidig. Sådan var det altid, fortalte børnene. Og det kunne drengen ikke klare. Det var ikke rart for ham at være i så meget larm og uro, og da pigen pludselig skreg højt ved siden af ham, kom han til at slå hende.
Pigen spillede sig selv
Vi talte om, hvordan vi andre kunne hjælpe drengen til ikke at slå. Børnene bød ind med forslag til, hvad vi kunne gøre anderledes næste gang. Vi kunne jo aftale, hvem der gik først og sidst ind i salen, og vi kunne alle sammen øve os på ikke at være for urolige.
Da vi skulle vælge, hvad det sidste forumteater i projektet kunne handle om, blev vi enige om, at det skulle være episoden foran gymnastiksalen. Da vi opførte stykket sammen med improvisatorerne, gik pigen på scenen og spillede sig selv. Drengen var tilskuer, og det havde han det fint med. Alle vidste, at der var en grund til, at han havde slået. Så han følte sig ikke udstillet.
Tænk engang, hvad børn kan
Det var så spændende for mig at se stykket udvikle sig. Jeg kan huske den stolthed, jeg følte. Tænk engang, at børn i børnehavealderen selv kan være med til at finde løsninger på et dilemma, selv finde frem til, hvordan en konflikt kan vendes til noget brugbart, som vi alle tager del i og tager ejerskab over.
Jeg kunne bare have sagt: ’Du må ikke slå, og du må ikke skrige.’ Men så var vi aldrig kommet videre, og børnene havde ikke selv været med til at skabe de løsninger, der hjalp dem videre i fællesskab.
Vi pædagoger kan godt lide kontrol
Jeg har lært at give mere slip. Vi pædagoger kan godt lide at have kontrol. Selvom vi ikke har meget forberedelsestid, har vi som regel snakket om aktiviteterne på forhånd. Vi har tilpasset os, og vi har et overblik, når vi går i gang. Jeg har opdaget, at der er en frihed i at slippe kontrollen og se, hvad der sker, når børnene er medskabere.
Det kræver, at jeg ikke skal være andre steder. Når jeg står med en konflikt, stopper jeg op og giver det den tid, det tager. Hvis vi skal skynde os med at finde en løsning, eller hvis jeg på forhånd er fokuseret på en bestemt retning, kan vi ikke gøre det. Det kan godt gå meget værre, før det bliver bedre. Men børn er fantasifulde og løsningsorienterede. Og hvis jeg er klar til at gribe deres ideer, kan vi finde løsninger i fællesskab, så ingen står alene med deres problemer.
