Pædagog og leder: Vi finder plads til ytringsfriheden

Kl. 13.30 var jeg 1 pædagog til 17 børnehavebørn.

Sådan stod der på skiltet, som pædagog Malene Seest Holmqvist holdt i hænderne. Facebook-opslaget fra den 26. september 2018 var en del af kampagnen #Minnormering og har i skrivende stund givet flere end 2.000 delinger og 300 kommentarer.

Også internt i den integrerede institution Stakhaven i Valby, hvor Malene Seest Holmqvist arbejder, gav opslaget anledning til diskussioner. Men ikke til sanktioner, frygt eller skænderier. For der er plads til kritikken, fortæller hun.

»Min leder og jeg er ikke altid enige om, hvordan vores vilkår er. Hun accepterer dog, at jeg deler oplysninger fra min hverdag. Hun har bedt mig om at holde institutionen ude, når jeg eksempelvis skriver på Facebook, men hun anerkender min ytringsfrihed og forsøger ikke at indskrænke den,« fortæller pædagogen, der også blogger på hjemmesiden voresvirkelighed.dk.

Eksempler fra hverdagen

Malene Seest Holmqvist sørger for, at børn og situationer er anonymiserede, når hun ytrer sig i offentligheden – men hun kan ikke lade helt være med at give eksempler fra sin hverdag.

»Hvis jeg skal have omverdenen til at forstå, hvordan mine arbejdsvilkår er, bliver jeg nødt til at bruge mig selv og min hverdag,« siger pædagogen, der flere gange har hørt fra forældre i institutionen, som har genkendt hende i den offentlige debat.

Nogle forældre har givet hende skulderklap og spurgt ind til situationen. Andre har været utilfredse med, at hun fortæller om sin hverdag og sit arbejde.

»Jeg prøver at forklare dem, at der ikke er noget særligt galt hos os. Det er et generelt billede af vilkårene i en daginstitution, jeg vil tegne. Som forælder vil man jo helst tro på, at ens børn har det godt og får tilbudt de bedste vilkår der, hvor man afleverer dem. Og hvis jeg så stiller mig op og siger, at det ikke er så godt, som de tror, så tvinger jeg dem jo til at tage stilling til, om de vil se gennem fingre med det, eller om de vil gøre noget ved situationen,« siger hun.

Netop, fordi forældre bekymrer sig meget om deres børn, tænker Malene Seest Holmqvist sig altid godt om, inden hun ytrer sig offentligt.

»Det må aldrig være brok for brokkens skyld. Det skal være en konstruktiv kritik, som også rummer forslag til, hvordan man kan gøre vilkårene bedre. Jeg synes omvendt også, at forældrene har ret til at vide, hvordan vores hverdag nogle gange ser ud. Vi får tit at vide af forældre, at vi pædagoger gør et godt stykke arbejde for deres børn, men de skal vide, at vi kunne gøre arbejdet endnu bedre, hvis vi havde de rette vilkår.«

Tilfreds leder

Malene Seest Holmqvists leder, Rikke Gade, er tilfreds med at have medarbejdere, der ytrer sig i den offentlige debat.

»Det er en vigtig sag, så jeg er glad for, at nogle råber op. Udfordringen for mig som leder er, at jeg godt kan se, hvor medarbejdernes frustrationer kommer fra. Og det kan sagtens være større udfordringer, som vi deler med hele vores fag, men ud fra deres udtalelser kan man få det indtryk, at det er lige præcis hos os, der er problemer,« siger Rikke Gade.

Hun mener derfor, at en vigtig opgave for ledere er at klæde medarbejderne på til at bruge deres ytringsfrihed med omtanke.

»Jeg kunne ikke drømme om at give nogen et plaster for munden. Men der er stor forskel på at skrive et indlæg og på at snakke med en kollega i kaffepausen. De skrevne ord, der kommer ud til offentligheden, kan virke hårde, og det har altid en konsekvens at råbe op, som man skal være forberedt på,« siger Rikke Gade.

Ledere tier også

Mange pædagogiske ledere vælger dog, modsat Rikke Gade, også at tie stille med deres kritik. Blandt de ledere, der har deltaget i BUPL’s undersøgelse, svarer et flertal ja til, at der er emner, som de ikke kan ytre sig offentligt om.

Eva Munck Immertreu, formand for BUPL’s Lederforening, ser tavsheden blandt både pædagoger og ledere som et udtryk for det stigende pres, der er på de pædagogiske arbejdspladser.

»Det burde være en styrke, at nogen tør åbne munden og sige: Det her fungerer ikke. Men mange er bange for at sige noget, og det gælder hele vejen op gennem systemet. For når der skal skiftes ud på posterne, er det så dem, der brokker sig, eller dem, der retter ind, som står for skud?« spørger lederformanden.

Hun er ærgerlig over at læse nogle af de udsagn, som pædagoger kommer med om deres ledere i undersøgelsen.

»Man skal som leder ikke kigge medarbejderne ekstra over skulderen eller bede dem tie stille, fordi de ytrer sig. Lederne skal tage kritikken alvorligt. Og det tror jeg også, ledere som udgangspunkt vil. Men de er også pressede. Og måske ved de samtidig noget, som medarbejderne ikke ved,« siger Eva Munck Immertreu.