Opdag og hjælp børn med begyndende skolevægring
Et nyt skoleår er lige begyndt. De fleste børn ser frem til at komme tilbage til skolen og undervisningen. Men flere og flere børn får ondt i maven ved tanken om, at skolen starter igen, og nogle af dem vil bare helst blive hjemme. Det vigtigste er, at pædagogerne tidligt ser tegnene på skolevægring, mener ressourcepædagog på Sølystskolen i Aarhus, Bjarne W. Andresen, der møder børn med både let og massiv skolevægring. Og at pædagogerne har rammerne til at sætte ind med hjælp, der modvirker, at barnet ender i den sidste kategori.
Hvad, der hjælper, kan man finde ud af ved at spørge børnene selv.
”I stedet for at spørge, 'hvorfor bliver du væk', kan vi vende den om og spørge, 'hvad skal der til for, at du kommer?'” pointerer han.
Hvis barnet svarer, at der ikke er noget godt i skolen, som kan få barnet til at komme, har skolen fejlet:
”Så har vi ikke fanget barnet på et så tidligt tidspunkt, at der stadig var meget at bygge videre på,” siger Bjarne W. Andresen og understreger vigtigheden af tidlig indsats.
”Heckmann-kurven om gevinsten ved tidlig indsats gælder ikke bare vuggestuebørn. Også senere i børns liv gælder den store sandhed om, at det er bedre og billigere at forebygge end at helbrede,” siger han.
Skolen er børnenes primære sociale arena
Børns liv udspiller sig i mange arenaer – både hjemme i familien, hos venner, i nabolaget, til fritidsinteresser og i skolen. Men den primære sociale arena er for mange børn netop skolen.
Derfor har skolens fagfolk et stort ansvar for at spotte og hjælpe de børn, som viser tegn på mistrivsel. Og pædagoger i skolen har et særligt blik for det sociale – både når det fungerer og ikke fungerer – fremhæver Bjarne W. Andresen.
”I skolen møder børn mange jævnaldrende, og de har mulighed for at få og udvikle venskaber. Hvis børn med massivt skolefravær var fraværende, fordi de brugte al deres tid på at gå til fodbold eller spejder eller sidde med venner og fiske krabber nede på havnen, så kan jeg godt se, at det er et uddannelsesmæssigt problem. Men som pædagog og trivselsmæssigt ville jeg ånde lettet op. Realiteten er bare, at de børn, som skolevægrer, meget ofte er børn, som er meget alene,” siger Bjarne W. Andresen.
Jeg bryder mig ikke så meget om udtrykket skolevægring, men man må undersøge, hvad det er, barnet vægrer sig eller beskytter sig mod.
Bjarne W. Andresen, ressourcepædagog, Sølystskolen
Se de første tegn
Nogle af de første tegn på skolevægring kan være, at et barn har meget fravær eller bare kommer lidt for sent i skole eller til timen. Eller barnet går ofte på toilettet eller bliver der længe. Når der er frikvarter eller pause i undervisningen, kan det være, at barnet ikke er tilbage til den aftalte tid. Eller smyger sig udenom. Eller barnet virker fraværende i undervisningen, uden fysisk at være det.
”Det skal man være opmærksom på, fordi det for mange af børnene er de første trin til et egentligt skolefravær,” siger Bjarne W. Andresen.
Han understreger vigtigheden af at inddrage børnene og tale med dem om fraværet ud fra barnets perspektiv.
”’Jeg ser, at du ofte er på toilettet eller forlader undervisningen. Og det er fint nok en periode’, kan man sige til dem. Altså komme dem i møde. Og også spørge til deres behov. Jeg bryder mig ikke så meget om udtrykket skolevægring, men man må undersøge, hvad barnet vægrer sig eller beskytter sig imod,” siger Bjarne W. Andresen.
Hvis barnet føler, at ingen må vide, at det har behov for at trække sig, vil det også være svært for barnet at sige 'jeg har det skidt', eller 'jeg har fået det dårligere'.
Bjarne W. Andresen
Vi skal legalisere fraværet
For nogle børn findes årsagen til skolevægring i det sociale i skolen. Andre har svært ved at være i undervisningen. Ofte er det en kombination.
Uanset årsagen kan man for at tage noget af presset fra barnet indgå aftaler, der legaliserer barnets fravær, foreslår Bjarne W. Andresen.
”Så barnet ikke skal komme med alle mulige undskyldninger, kan man aftale: ’Du løfter lige hånden sådan der’. Eller gøre det legalt at sige ’Jeg går lige’. Det fjerner skyld og skam fra barnet. Hvis ikke man gør det, vil barnet ud over at have et behov for at komme væk, også skulle kæmpe med skammen over at gøre noget, man ikke må. Det gør det ekstra hårdt for barnet at være i den skole, som barnet i forvejen har kæmpet for at slæbe sig hen i,” siger han.
Det, vi ikke ved, kan vi ikke spørge til
Mange af de børn, der mistrives i skolen, gemmer sig på toiletter. Det er simpelthen for uværdigt, mener Bjarne W. Andresen, som prøver at lave aftaler med børnene om, at de kan gå hen i SFO’en på lederens kontor, over i aulaen eller hen til særligt sted på legepladsen.
”Jeg havde en elev, hvor vi havde aftalt, at når det hele blev for meget, så kravlede han op i et bestemt træ. Og aftalen var, at hvis han bare gjorde det hver gang, så ville jeg komme ned til ham på et tidspunkt. Ikke for at hente ham ned fra træet. Men så vidste jeg, hvor han var, og han vidste, at jeg kom. Sådan en løsning er meget bedre, end at barnet gemmer sig et eller andet sted, hvor vi så heller ikke har det tilsyn, vi som skole skal have,” siger han.
For nogle vil aftalerne løbe kort tid, for andre i et halvt år. Men når det ikke sker i det skjulte, er det lettere at holde styr på, hvor meget barnet trækker sig, og hvad barnet har brug for.
”Kun hvis jeg ved, at det sker, kan jeg spørge ind til det. Hvis barnet føler, at ingen må vide, at det har behov for at trække sig, vil det også være svært for barnet at sige ’jeg har det skidt’, eller ’jeg har fået det dårligere’. Men det er en vigtig samtale at kunne have med de her børn,” siger Bjarne W. Andresen.
Læs mere om skolevægring
Børn&Unge nr. 6/2023
