OK-aftale i hus: Lønstigninger og større valgfrihed til lederne

BUPL og KL har aftalt en ny overenskomst. Lederne får del i generelle lønstigninger og en fritvalgsordning, hvor de kan vælge, om 0,6 procent skal udbetales eller spares op til pension.

BUPL og KL er enige om en ny overenskomst. Den sikrer reallønstigning for både ledere og pædagoger, og samtidig er der enkelte forandringer på vej for lederne.

De kommunalt ansatte – herunder lederne – stiger de næste tre år 5,29 procent i løn. Fratrukket den forventede inflation giver det en stigning i reallønnen på omkring 1,34 procent. Det er en del af det generelle forlig.

Torsdag forhandlede BUPL, FOA og SL om særlige aftaler for lederne. Det førte blandt andet til en aftale om, at lederne får 0,6 procent, der kommer som en fritvalgsordning, hvor lederne hvert år selv kan vælge, om de vil have dem udbetalt over lønnen, eller om de vil sætte dem ind på pensionsopsparingen.

Det resultat glæder Eva Munck Immertreu sig over.

”Det giver lederne mulighed for at vælge den løsning, der passer til, hvad de vil, og hvor de er i deres liv. Samtidig sætter det en gang om året fokus på ledernes løn. Det er positivt,” siger formanden for Lederforeningen i BUPL.

Fokus på faglig ledelse

Parterne blev også enige om i de kommende år at gennemføre såkaldte AUA-projekter, der skal sætte fokus på faglig ledelse. AUA står for ”Aftale om udviklingsmæssige aktiviteter,” og projekterne vil på længere sigt blive en fordel for lederne i BUPL, vurderer Eva Munck Immertreu.

”I første omgang foregår det på et overordnet plan, hvor man får undersøgt, hvilken effekt pædagogfaglig ledelse har på udviklingen af det pædagogiske arbejde. På længere sigt kan det betyde noget for for den enkelte leder, fordi vi får større viden om, hvor og hvordan den faglige ledelse gør en forskel,” siger hun.

Ingen krav om BUPL-ledere på alle matrikler

Lederforeningen i BUPL havde endnu et krav med til forhandlingerne. Det handlede om at genindføre den såkaldte normeringspligt, hvilket betyder, at der skal være en leder på en BUPL-overenskomst i hver afdeling i en institution. Kravet er særligt blevet relevant i SFO'er og klubber, hvor mange lederjob er forsvundet gennem de seneste ti år. Det lykkedes dog ikke at få kravet igennem.

”Det positive er, at KL anerkender, hvor vigtigt det er med faglig ledelse i hver enkelt institution, men de henviser til det kommunale selvstyre, så de vil ikke lave centrale aftaler på det punkt. Vi fortsætter derfor arbejdet i kommunerne,” fortæller Eva Munck Immertreu.

Sådan foregår urafstemningen

BUPL og KL er enige om en ny overenskomst. Det betyder, at medlemmerne af de enkelte organisationer nu skal stemme om forliget. Her er tidsplan for urafstemningen:

Fredag den 12. marts
BUPL sætter urafstemningen i gang. Medlemmer modtager en mail med link til afstemningen.

Mandag den 29. marts
Urafstemningen slutter.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.