For og imod: Unge fritidsjobbere i børns institutioner deler vandene


Nej tak! Børn skal ikke passe børn
Kirsten Kronborg Hansen er faglig konsulent i BUPL MidtVestjylland og hører fra flere pædagoger, at det er en ekstra belastning også at skulle have ansvar for en ung fritidsjobber.
”Jeg oplever en bekymring blandt pædagogerne for, at det bliver en ekstra opgave også at tage sig af de unge. De kan ikke være selvkørende, men kræver en pædagog ved deres side og instruktion og vejledning. Derfor kan man ikke bare tro, at de kan sendes med børnene ud at lege, og så går det hele godt. Der skal være en, der er uddannet i at konflikthåndtere. Man kan heller ikke bare sætte den unge til at læse højt, for nu har vi i så mange år arbejdet med at fremme børns sprog gennem dialogisk læsning og andre metoder.”
”Der ligger altid pædagogiske overvejelser bag det, som foregår med børnene i en daginstitution, og debatten her viser det evige skisma, vi har, når der sendes frivillige og andre, der ikke er pædagoger, ud i institutionerne: Man tænker, at det frigiver tid til pædagogerne, men det vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, for erfaringen siger, at der skal en professionel ind over.”
”Jeg kan godt forstå, at man i en rekrutteringsdagsorden har lyst til at gøre de unge nysgerrige på faget og interesseret i at blive pædagog. Jeg er bare ikke sikker på, at det er den aldersgruppe, man i sidste ende får til at vælge uddannelsen. Når de er så unge, er der meget bedre måder at lade dem snuse til faget på. For eksempel er der ungdomsskoler, der inviterer pædagoger ud og lave barnepigekurser. Eller man kan komme i skolepraktik som pædagog.”
”Fritidsjobordningen handler jo om, at vi ansætter dem, og der er min holdning, at børn ikke skal passe børn i en professionel sammenhæng. Så siger man, at de bare skal tømme opvaskemaskiner, stille på plads og gøre rulleborde rene, men hvis de skal blive interesseret i pædagogik, er de jo nødt til at have arbejde med børnene også. Og så er vi tilbage ved, at det bliver en ekstra opgave for pædagogerne. De får jo løn, så der vil udover tiden også være penge, som bliver taget fra institutionens eller kommunens budget til det pædagogiske område.”

Ja tak! De løfter vores pædagogik
Pernille Dam Marcussen er leder af Børnehuset Unoden i Viborg og har i otte år haft glæde af unge fritidsjobbere. Vi vinder på så mange parametre. Alle burde have dem, siger hun.
”Jeg har erfaring med forskellige unge og ordninger, og jeg bliver lidt træt, når kritikerne farer op. Vi ledere tager jo ansvar for, at alle får og har opgaver, de kan håndtere. Jeg tror ikke på, at nogen ledere eller pædagoger ser fritidsjobbere som en del af normeringen.”
”Hos os er de en ekstra hjælp i hverdagen, især med de praktiske opgaver, der er i et børnehus: Rulleborde skal frem og tilbage, der er opvask og vasketøj, stole skal op på bordene, og der skal fejes. Ofte må vi pædagoger bryde op med det fællesskab, vi lige har etableret med børnene, for at ordne sådan nogle ting, men når ungarbejderen tager sig af det, får vi mere tid til kerneopgaven. På den måde løser de unge ikke bare nogle praktiske opgaver. De løfter faktisk den pædagogiske kvalitet.”
”Jeg har to ungarbejdere ad gangen. De deler ugen mellem sig, og vi har lavet en opgaveliste til dem. En dag kan det være, at vi siger ’du kan bare lige springe ned til punkt fire’. Og en anden dag siger vi måske ’kom bare med ud på legepladsen den sidste halve time’. For selvfølgelig må de også være sammen med børnene. Børnene går jo også til dem, ligesom de går til alle mulige andre, der kommer i vores hus, for eksempel praktikanter eller folk i arbejdsprøvning. Så de unge får også snuset til vores fag, og i forhold til de udfordringer, området har med rekruttering, er det tåbeligt ikke at gribe muligheden for at inspirere de unge. Hvis vi giver dem følelsen af at mestre noget, og de oplever, at deres arbejdsindsats gør en forskel, så vil de da tænke tilbage på, hvor fedt det var, når de skal vælge studieretning.”
”Jeg mener også, at vi som pædagoger har et samfundsansvar for at tage imod dem. Når vi har en generation af unge, der kæmper med mistrivsel, og forskning viser, at det gør unge godt at få et ansvar, forpligtelser og at være i et arbejdsfællesskab, så er det da oplagt, at de kommer ind i vores dagtilbud, hvor vi er uddannede i at få mennesker i trivsel. Vi vinder på så mange parametre. Alle dagtilbud burde have både fritidsjobbere og ældrevenner, hvis du spørger mig.”