Fritidsjob i børnehave giver Asger smag for pædagoglivet

På gul stue i dag er der rift om pladsen ved siden af 16-årige Asger Bolwinkel, som sammen med pædagog Anja Fryland faciliterer, at en lille gruppe børn tegner regnbuer.
Tam fylder tegningen ud med blå prikker, og pædagogen spørger, om børnene kan huske sangen om regnvejr?
”Når regnen regner… ,” nynner Asger, og et af børnene genkender også Bamses regnvejrssang.
Nu tegner Valde regndråber ligesom Tam, mens Isabella tager en gul tusch.
”Jeg skal bruge masser af sol,” smiler hun og hiver proppen af.
Asta er blevet færdig med den lilla tusch, og da hun vil sætte proppen på, holder Asger holder øje med, at hun ikke får fingerhuden klemt. Da et af børnene stiller sig op på sin stol, er han hurtig til at sige ’ned på numsen’.
En hjælpende hånd og en ekstra ressource
Imens Asger har styr på alt det praktiske, kan pædagogen Anja fortsætte samtalen med børnene om alle regnbuens farver.
”Asger er en hjælpende hånd på stuen, og det fungerer bare godt. Han er aldrig alene med børnene, men altid en ekstra ressource, og han giver noget særligt til børnene og huset. Vi pædagoger leger også med børnene, men han er måske mere umiddelbar i legen, og han er jo megapopulær,” siger Anja Fryland.

Firstmover som fritidsjobber
Egentlig fik Asger fritidsjob i Sct. Severin Børnehus, afdeling Ejsbølhus allerede for et år siden, og før Haderslev Kommune i samarbejde med FOA fra i år oprettede såkaldte inspirationsansættelser for unge, der ønsker at arbejde i en daginstitution.
”Asger har gået her som barn og var i 9.-klasses praktik hernede, hvorefter han fik jobbet. Hans far havde hørt om muligheden i medierne, og Asger var meget motiveret for at komme herned, så han blev firstmover,” fortæller afdelingsleder Ditte Andersen.
Dagtilbudschef: Ungarbejdere aldrig erstatte pædagogisk personale
Nu er Asgers ansættelse blevet tilpasset den nye aftale mellem FOA og Haderslev Kommune, og kommunens plan er at få mange flere unge i job på det pædagogiske område.
”Vi ser gode muligheder for, at de unge kan varetage ikke blot praktiske opgaver, men også opgaver sammen med børnene i samarbejde med det øvrige personale. Vi tror på, at sådanne ansættelser kan give både børnene og de unge medarbejdere en masse godt. De unge må aldrig erstatte pædagogisk personale, men vi håber, at der på sigt kommer flere pædagoger ud af, at de får lov til at prøve kræfter på feltet,” siger dagtilbudschef Thomas Vestergaard Andersen.
Asger vil være pædagog
Asger Bolwinkel sigter netop efter at blive pædagog. Hans mor er dagplejer, og siden han var 10 år, har han hjulpet og leget med de små hjemme i stuen eller ude i haven, når han fik fri fra skole. Nu er der ikke tid til at hjælpe så meget hjemme, men Asger elsker at lege med børnene i børnehaven to eftermiddage om ugen i 2-3 timer.
”Jeg laver alt muligt. Jeg kan både lege prinsesse og spille fodbold. Det er ret hyggeligt, bortset fra at jeg jo lader dem vinde,” griner Asger.
Jeg kan altid få hjælp
Han vil især være pædagog, fordi han kan lide at være sammen med børnene, men også for sammenholdet.
”Jeg kan godt lide, at man samarbejder. I starten var jeg meget nervøs ved at komme herned og møde nye folk, men det er blevet bedre. Jeg har gode samtaler med de voksne, og jeg oplever ikke noget negativt. Der er altid nogen, jeg kan få hjælp af,” siger Asger Bolwinkel, der har stor respekt for pædagoger.
”Nogle af mine venner synes, at det er lidt fjollet, at jeg har et arbejde i en børnehave, men for mig er det vigtigste, at jeg har et arbejde, jeg kan lide,” siger Asger Bolwinkel.
Læs stort tema om fritidsjobbere i fagbladet Børn&Unge nr 3/2025