Nyt studie: Dagtilbud med høj faglighed har fokus på skriftlighed

Ifølge en ny undersøgelse har dagtilbud med fokus på skriftlighed ofte høj faglig kvalitet. Hvad betyder det for dig som leder? Det giver forskeren bag studiet nu bud på.
Studerende modtager rådgivning
Det er en vigtig del af lederens rolle insistere på skriftlighed og skabe en kultur, hvor det indgår, mener forskeren bag nyt studie. Blandt andet kan det gavne at sikre pædagogerne tid til skriftligt arbejde.

Institutioner med fokus på skriftlighed har i langt de fleste tilfælde også en høj faglig kvalitet. Det konkluderer lektor Søren Voxted på baggrund af en undersøgelse blandt pædagogiske ledere i 126 børnehuse i Odense Kommune. 

I undersøgelsen svarer lederne på en række spørgsmål, der indikerer, om den faglige kvalitet er høj eller lav.

”Dem, der scorer højest i forhold til faglig kvalitet, scorer samtidig også højest i forhold til skriftlighed,” fortæller Søren Voxted.

Han er lektor på Institut for Virksomhedsledelse på SDU og forfatter til den aktuelle bog ’Ledelse i dagtilbud.’

Forsker: Derfor understøtter skriftlighed høj faglighed

Der er flere grunde til, at skriftlighed kan gavne fagligheden, vurderer Søren Voxted.

"De skriftlige oplysninger kan understøtte de ansattes hukommelse, ligesom det vil være et nyttigt sted for nyansatte pædagoger at søge oplysninger. Det handler blandt andet om, at man kan fastholde erfaringerne i personalegruppen som afsæt for faglige diskussioner og refleksion," siger han.

Samtidig kan man være mere præcis, når man skal igangsætte en indsats.

“Man er ikke afhængig af, om man husker det helt præcist, for det står sort på hvidt. Man har detaljerne med,” siger Søren Voxted.

Skriftlighed og faglig kvalitet hænger sammen - tre råd fra forskeren

Daginstitutionsledere bør arbejde aktivt med at udvikle en kultur, hvor skriftlighed indgår, lyder opfordringen fra Søren Voxted, lektor på Institut for Virksomhedsledelse på SDU på baggrund af det nye studie.

Han har blandt andet disse tre råd til lederne:

  1. Skab en kultur, hvor skriftlighed indgår. Efterspørg og præmiér det skriftlige arbejde
  2. Gør en indsats for at sikre pædagogerne tid til at lave skriftligt arbejde
  3. Brug skriftlige oplysninger til at understøtte de ansattes hukommelse og fastholde erfaringer i personalegruppen

Kilde: Søren Voxted

Klassisk fortælling om pædagogik 'holder ikke en meter'

Søren Voxteds undersøgelse er endnu et argument for, at pædagogik er et fag, som kræver en vis grad af teori, mener Søren Voxted.

“I visse kredse hersker der en fortælling om pædagogikken som en slags autentisk fag, hvor nogle uden at kende teorierne bag bare naturligt gør de rigtige ting. I den optik behøver man ikke teori og skriftlighed, men det holder ikke en meter,” siger han.

Søren Voxsted kommer med sit bud på, hvordan lederen kan fremme skriftligheden i hverdagen.

"Lederens rolle er at insistere på skriftlighed og arbejde aktivt med at udvikle en kultur, hvor det indgår. Man skal efterspørge og præmiere det. Det er for eksempel en god idé at give pædagogerne tid til det skriftlige arbejde og samtidig insistere på, at det skal gøres," siger han.

Tilbud til ledere: Gratis webinar med Søren Voxted

Har du lyst til at høre mere fra Søren Voxsted? Så kan du helt gratis deltage i et spændende webinar om, hvordan man lokalt kan prioritere og praktisere pædagogfaglig ledelse, og hvordan vi bedst muligt skaber rammerne for, at pædagogfaglige ledere kan udøve faglig ledelse af høj kvalitet.

Webinaret afholdes 10. september kl. 14.30 - 16.00, og fristen for tilmelding er 9. september kl 10.

Læs mere her: Pædagogfaglig ledelse i dagtilbud – inspiration til egen praksis

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.