Nye regler: Sådan håndterer I smitteudbrud nu

Sundhedsstyrelsen har skruet på retningslinjerne og blandt andet gjort det sværere at sende hele klasser eller børnegrupper hjem. Se, hvordan I håndterer smitteudbrud efter de lempede retningslinjer.

Der skal mere til, før skoler og daginstitutioner bliver lukket ned efter et tilfælde af coronasmitte. Det sker med de nye retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen for nyligt har offentliggjort.

Baggrunden for de nye retningslinjer er ifølge Sundhedsstyrelsen, at ’det vurderes sundhedsfagligt forsvarligt at lempe yderligere på restriktionerne i dagtilbud, skoler og på uddannelsesinstitutioner, så børn og unge oplever færre afbrydelser af deres hverdag i dagtilbud, skole og uddannelsesinstitutioner’.

Lempelser i retningslinjerne betyder blandt andet, at det kun er ved større smitteudbrud eller andre særlige situationer, at hele skoler eller institutioner kan lukkes og hele klasser sendes hjem. Spørgsmålet om, hvem der er en nær kontakt til en smittet, bliver også ændret med de lempede retningslinjer.

De nye retningslinjer gælder for både dagtilbud, grundskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser og trådte i kraft 6. august. Se, hvordan lempelserne påvirker din arbejdsplads, i denne oversigt:

Færre lukninger og hjemsendelser

Det er kun i særlige tilfælde, at hele klasser skal sendes hjem, eller hele skoler og dagtilbud skal lukkes. Ifølge Sundhedsstyrelsen handler det bl.a. om ’superspredningsbegivenheder’, om større udbrud med 30-40 smittede eller flere, om smitteudbrud med nye og bekymrende varianter af COVID-19 samt om smitteudbrud i områder, hvor mange endnu ikke er vaccineret.

Hvem er nær kontakt?

Med de nye retningslinjer er man nær kontakt til en smittet, hvis man har været indenfor 1 meter af den smittede person i mere end 15 minutter. Man er ikke længere automatisk en nær kontakt, fordi man har sin gang i en bestemt børnegruppe eller klasse. Hvis man har været i direkte fysisk kontakt med fx et smittet barn, eller hvis man har været i berøring med smittefarlige sekreter, fx efter host og nys, bliver man også regnet som nær kontakt.

Konkrete vurderinger af nære kontakter

I skolen bliver elever, der går i samme klasse som en smittet, ikke længere automatisk regnet for nære kontakter. Her kommer det an på en konkret vurdering af, hvor nær man har været på den smittede. I dagtilbud bliver børn på samme stue dog regnet for nære kontakter, mens kontakt på tværs af stuerne skal vurderes konkret.

Selvisolation og test

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal nære kontakter generelt gå i selvisolation og lade sig teste på dag 4 og 6 efter kontakt med en smittet. Hvis man er tidligere smittet eller færdigvaccineret, behøver man ikke blive isoleret, men skal alligevel testes på dag 4 og 6.

Anbefaler test af andre kontakter

Hvis man ikke er nær kontakt, men alligevel er i risiko for at være blevet smittet, er man ’anden kontakt’. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man som anden kontakt bliver testet for COVID-19 hurtigst muligt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.