Ny coronakortlægning: Dagtilbudsledere har været under maksimalt pres

En ny rapport fra DPU tegner et billede af hårdt pressede dagtilbudsledere, som har arbejdet nærmest i døgndrift under pandemien. Lederne har været udfordret af nedlukninger, genåbninger og konstant skiftende retningslinjer.

Pædagogisk personale og ledelse har befundet sig i en form for undtagelsestilstand igennem det seneste år. Sådan lyder meldingen fra Kirsten Elisa Petersen, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet:

"Først skulle de lukke alting ned, så skulle de genåbne med meget kort varsel, og siden skulle de løse det pædagogiske arbejder under en lang række sundhedsfaglige restriktioner og skiftende retningslinjer, siger hun.”

Kirsten Elisa Petersen har igennem et år undersøgt daginstitutionernes indsatser under COVID-19 pandemien. Resultaterne er samlet i en ny rapport, der peger på erfaringer, vi bør lære af som samfund.

 

Arbejdede hele døgnet

Især genåbningen i foråret satte lederne under et maksimalt pres, da meldingen kom lige før påskehelligdagene.

“Daginstitutionslederne beskriver, hvordan de nærmest arbejdede i døgndrift på at fortolke og implementere de sundhedsfaglige retningslinjer, som jo især handlede om, at børnene skulle være i små grupper, krav om mere plads, ekstra rengøring, mere fokus på hygiejne, at forældrene ikke måtte komme ind på institutionerne, og at børnene skulle opholde sig så meget udenfor som muligt. Lederne og medarbejderne skulle jo samtidig få etableret en pædagogik, der kunne leve op til de retningslinjer,” siger Kirsten Elisa Petersen.

 

Vild kreativitet

I mange kommuner var der ikke fysisk plads til børnene som følge af det større arealkrav pr. barn. Og det blev for alvor en organiseringsudfordring for daginstitutionslederne, der i samarbejde med kommunerne skulle finde nye lokationer til nogle af børnene og samtidig omlægge det pædagogiske arbejde til mindre grupper, imens retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne hele tiden blev ændret.

”Der kunne komme beskeder ind kl. 20 om aftenen fra den kommunale forvaltning om, at nu var der lige kommet nye retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, og så rettede de ind og tilpassede praksis efter det frem til næste morgen,” siger Kirsten Elisa Pedersen og understreger:

”De pædagogiske ledere måtte udvise den vildeste form for kreativitet for at kunne løse opgaven.”

Derfor er Eva Munck Immertreu en stolt formand for Lederforeningen i BUPL.

“Lederne har løst de udfordringer, der har fulgt med krisen, med stor faglig dygtighed. De har skullet balancere mellem skiftende retningslinjer og hele tiden afveje mellem at opretholde et højt fagligt niveau og sundhedsfaglige retningslinjer, der er modstridende eller ikke har givet mening. Lederne har knoklet og formået at navigere sikkert igennem, og det er så godt gået!” siger hun.

 

Manglede medarbejdere

I efteråret og vinteren 2020 var der fortsat enormt pres på daginstitutionerne, som var åbne, mens resten af samfundet lukkede ned. Mange institutioner var udfordrede af, at der hele tiden var medarbejdere, som skulle til test, hvorefter de skulle blive hjemme i isolation, indtil resultaterne kom.

Flere ledere beretter om at mangle tre-fire medarbejdere om ugen. En leder fortæller om en uge, hvor ni medarbejdere var fraværende, fordi de var til test, ventede på svar eller var i isolation.

De fleste lederne har i flere omgange måtte lukke en eller flere stuer på grund af smitte med COVID-19.

I undersøgelsen beskriver en leder situationen i oktober 2020 sådan her:

’Det er fuldstændig skørt... nogle gange tænker jeg, at jeg slet ikke ved, hvordan vi får det til at hænge sammen i hverdagen. Hvis der kun mangler 2-3 medarbejdere, fordi de er til test eller i karantæne, så tænker jeg, det er en god dag, som vi nok skal klare at komme igennem...’

“Oplevelsen blandt flere af daginstitutionslederne var, at personalet var meget presset efter næsten et år med mange sundhedsfaglige restriktioner. Det var for eksempel svært at afholde møder og diskutere det faglige arbejde. Det var vanskeligt at håndtere de mange pludselige nedlukninger af stuer og konstant mangel på personale som følge af smittetryk og testprocedurer,” siger Kirsten Elisa Petersen.

Hun peger på, at det har været svært i praksis at arbejde med udviklingsplaner og mål, når hverdagen i lange perioder efter genåbningen har handlet om, hvorvidt der var nok personale på arbejde.

 

Pres oppefra

Alligevel har flere ledere ifølge undersøgelsen oplevet et pres oppefra: 68 procent af lederne angiver, at der har været udfordringer i samarbejdet med kommunen –  både i kommunikation af retningslinjer og på grund af pres på udviklingsopgaver.

“Kommunikationen med kommunerne har klart været udfordret af, hvordan retningslinjerne blev tolket. Eller mangel på tolkning. Det har betydet, at lederne nogle steder har følt sig alene i forhold til, om de tolkede rigtigt, og om de kunne stilles til ansvar efterfølgende, hvis noget gik galt. Og det er ikke ok!” understreger Eva Munck Immertreu.

Derfor mener hun, at det nu er nødvendigt sammen med kommunerne at prioritere i opgaverne og vurdere, om tiden måske er løbet fra noget, eller om erfaringerne har ført til nye fokusområder.

“Evalueringen af den styrkede læreplan er udsat ad flere omgange, og nu hvor personalet kan mødes på tværs igen, er vi klar til at lave det arbejde færdigt,” siger hun og understreger:

“Men dialogen må ikke forsvinde. En vigtig læring, som vi godt kan tage med, er at lederne leverer, også uden at forvaltningerne forstyrrer med alle mulige krav og mål. Så inddrag lederne, når der sættes nye politiske tiltag i gang.”


 

Om rapporten

'Danske daginstitutioners indsatser og disses betydninger for pædagogisk personale, børn og familier under COVID-19-pandemien 2020/2021' er skrevet af Kirsten Elisa Petersen. Rapporten er udgivet af DPU, Aarhus Universitet.

Læs hele rapporten her

 

Sådan svarer lederne i undersøgelsen

80 % af lederne er enige/meget enige i, at der har været udfordringer knyttet til personaleopgaver i form af spørgsmål, bekymringer og generel uvished om situationen

78 % er enige/meget enige i, at der har været udfordringer knyttet til institutionens forældre

70 % er enige/meget enige i, at der har været udfordringer knyttet til institutionernes børn

68 % vurderer, at der har været udfordringer knyttet til samarbejdet med kommunen

68 % vurderer at have udfordringer knyttet til frygt for COVID-19 smitte blandt medarbejderne

23 % angiver, at de har haft udfordringer forbundet med smitte blandt medarbejderne

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.