Ny corona-nedtur: Hver tredje pædagog bliver først vaccineret til efteråret

Nye forsinkelser i vaccineplanen betyder, at yngre pædagoger må vente flere måneder på at blive vaccineret mod COVID-19. Dermed fortsætter corona-hverdagen i skoler og institutioner efter sommerferien. Det stiller krav til beskyttelse af pædagogerne, påpeger BUPL.

Mange pædagoger havde sikkert håbet på en mere normal hverdag på den anden side af sommerferien.

Men efter at Sundhedsstyrelsen har valgt at stoppe brugen af COVID-19-vaccinerne fra både AstraZeneca og Johnson & Johnson, ser corona-hverdagen i daginstitutioner, skoler, SFO’er og klubber ud til at fortsætte til efteråret.

Ændringen medfører nemlig så store forsinkelser i tidsplanen for vaccinationer, at personer under 40 år – det gælder hver tredje pædagog – først har udsigt til at være færdigvaccineret flere uger efter sommerferien.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at beslutningen om at stoppe brugen af de to vacciner skyldes, at de kan være årsag til sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper. Det vil dog stadig være muligt at bede om at få en af de droppede vacciner (se faktaboks).

’Det er hamrende ærgerligt’

En af de pædagoger, som nu har udsigt til længere ventetid på tilbud om corona-vaccine, er 32-årige Sabrina Heslou, som er ansat ved Brøndby Strand Skole og SFO:

”Jeg synes, det er hamrende ærgerligt, at corona-hverdagen nu kommer til at fortsætte efter sommerferien. For vi havde håbet på at kunne starte på en frisk til august. Men samtidig er vi blevet vant til at tage det en dag ad gangen her i Brøndby,” fortæller hun.

Sabrina Heslou arbejder i en sprogfunktion i en specialklasse, som har været åben selv når resten af skolen har været nedlukket. Derfor har de skiftende vilkår ikke påvirket hendes egen hverdag så meget.

”Men mine kolleger er presset af de konstante ændringer. Og restriktionerne og usikkerheden om op- og nedlukning går børnene på. Samtidig ser vi, at forældre begynder at tage deres børn ud af SFO’en, og vi er efterhånden blevet bekymrede for, om det faldende børnetal kan føre til, at nogen må afskediges. Det er en anden måde, hvor corona-hverdagen giver usikkerhed,” fortæller hun.

Stadig behov for test og rengøring

30-årige Dogan Öztürk, pædagog i den integrerede institution Firkløveren i Ishøj Kommune, tager det roligt, selvom han og flere af kollegerne nu må vente til efter sommerferien på vaccinen:

”Jeg har ikke personligt noget imod at skulle vente lidt længere. Men jeg kan godt forstå de af mine kolleger, som er nervøse. For vi har meget nær kontakt med børnene, især i vuggestuen,” siger han.

Han vælger at fokusere på det positive nu, hvor corona-hverdagen fortsætter efter sommerferien:

”Vi har haft god vikardækning og har kunnet arbejde i små grupper, og de erfaringer skal vi tage med os,” siger han.

Både Dogan Öztürk og Sabrina Heslou peger på, at der med udsigten til corona-hverdag efter sommerferien fortsat er behov for adgang til test samt midler til øget rengøring:

”Muligheden for test har helt sikkert gjort folk mere rolige. Den mulighed skal fortsætte, ligesom muligheden for at bruge værnemidler i det omfang, det kan lade sig gøre,” lyder opfordringen fra Sabrina Heslou, som selv har adgang til lyntest på Brøndby Strand Skole, hvor hun arbejder.

BUPL: Vi holder arbejdsgiverne op på deres ansvar

Selvom der ligger en sundhedsfaglig vurdering til grund for udsættelsen i vaccinationsprogrammet, er det fuldt forståeligt, hvis nogle er frustrerede over, at corona-hverdagen bliver forlænget til efter sommerferien. Sådan lyder det fra Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL:

”Men der skal ikke være tvivl om, at BUPL vil holde arbejdsgiverne op på, at beskyttelsen af pædagogerne skal være i orden, indtil alle er vaccineret. Det gælder nu, og det gælder også efter sommerferien,” understreger hun.

Birgitte Conradsen peger på, at der i løbet af foråret har været flere eksempler på lokale udbrud på skoler og i daginstitutioner.

”Der er stadig behov for styrket adgang til test samt mulighed for dimensionering og lokale nedlukninger, så vi kan begrænse eventuelle udbrud. Desuden bør der fortsat være krav om, at forældre bærer mundbind, ligesom kommunerne er nødt til at afsætte midler til øget rengøring og vikardækning, indtil alle har fået mulighed for vaccine,” siger hun.

Du kan stadig få en af de droppede vacciner

Selvom vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson er taget ud af det officielle vaccinationsprogram, vil man umiddelbart stadig kunne bede om at få dem.

Et flertal i Folketinget har bestemt, at man frivilligt skal kunne vælge AstraZeneca eller Johnon & Johnson, hvis man hellere vil have en af disse vacciner end at vente på en vaccine fra det officielle vaccinationsprogram. Den frivillige ordning vil være gratis, og forventningen er, at den kan begynde senere i maj.

Personer, som har fået første dosis af den nu droppede AstraZeneca-vaccine, vil modtage tilbud om nyt vaccinationsforløb via deres e-boks. Invitationen bør komme inden for 12 uger efter første stik med AstraZeneca-vaccinen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.