Nu indser forældrene betydningen af pædagoger

Pædagoger med høj faglig viden om børns trivsel og udvikling er noget, som forældre lægger vægt på. Således siger 96 procent af forældre til børn i dag- eller fritidstilbud, at det i høj eller nogen grad er vigtigt med uddannede pædagoger i deres barns institution. Det viser en ny forældreundersøgelse, som Epinion har lavet for BUPL.
Det er væsentligt flere end i tidligere undersøgelser, Epinion har lavet for BUPL. Selvom resultaterne ikke kan sammenlignes direkte, kan det konkluderes, at det er et rekordhøjt antal forældre, der nu tilkendegiver, at de synes, det er vigtigt med uddannet personale til at varetage arbejdet i institutionerne.
Nu er der fokus på pædagogmanglen
Forældrenes pædagogbegejstring skyldes blandt andet, at der nu er fokus på pædagogmanglen, mener Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation, FOLA.
”Flere og flere forældre oplever, at der ikke er en pædagog tilgængelig i deres dagtilbud, eller at en pædagog skal dække flere stuer,” siger hun.
Samtidig er forældrene også blevet mere opmærksomme på, at der arbejder forskellige faggrupper i dag- og fritidsinstitutionerne, påpeger hun.
”Før i tiden tænkte man ikke så meget over, at der både var pædagoger, medhjælpere og pædagogiske assistenter. Det gør man nu. For når pædagogerne pludselig mangler, så kan man se, hvad man fik før, i forhold til hvad man har nu,” siger hun.
Utilfredse forældre går ned i tid
Forældreundersøgelsen viser også, at 19 procent af forældrene har valgt at gå ned i tid, fordi de ikke er tilfredse med kvaliteten i institutionen og derfor vil begrænse barnets tid der.
Det kommer ikke bag på Signe Nielsen, at forældrene forsøger at have børnene mindre i dagtilbud.
”Det har vi set i lang tid. Vi har set forældre, der hentede tidligere og arbejde om aften og natten, for at børnene skulle have korte dage, eller forældre, hvor den ene møder på arbejde tidligt for at kunne hente tidligt, mens den anden møder senere og først afleverer barnet kl. 9, så man undgår ydertimerne. For os er det en gammel kending,” siger hun.
Hun peger på flere pædagoger og bedre ledelse som nogle af de tiltag, der kan hæve kvaliteten i dagtilbud.