Når det bliver værre endnu: BUPL er klar til at sikre rammerne for nød-arbejde

Pædagoger risikerer at blive bedt om at passe børn om natten eller hjælpe på bo- og opholdssteder. BUPL er klar til at indgå aftaler, der kan give tryghed i en turbulent corona-tid.

Corona-krisen er næppe toppet i Danmark. I takt med at antallet af syge vokser, og presset på sundhedssystemet stiger, kan der blive brug for, at pædagogerne træder til og hjælper med at løfte nye opgaver. Det mest nærliggende kan være, at man skal indgå i natpasning, eller måske hjælpe til på bo- og opholdssteder, hvor det normale personale er blevet ramt af sygdom.

Og selvfølgelig skal pædagoger også hjælpe til, siger BUPL’s formand Elisa Rimpler.

»I den her særlige situation skal vi hjælpe hinanden med, at vi kan få Danmark til at køre på bedste beskub. Vi har brug for at syge, ældre og svage tages godt hånd om - også når der bliver flere syge af corona,« siger hun.

Aftaler skal sikre tryghed

Men selv om der er brug for alle kræfter, er der også brug for aftaler, der kan sikre den enkelte medarbejders tryghed og sikkerhed selv i en krisetid. Derfor har Forhandlingsfællesskabet og Kommunernes Landsforening udarbejdet en fælleserklæring, som BUPL har tiltrådt, der opfordrer til, at der både centralt og lokalt laves aftaler for, hvordan det skal foregå, når offentligt ansatte bliver bedt om at bidrage på områder, der ligger ud over deres sædvanlige ansættelsesområder.

»Vi gør os klar til et worst case-scenario, der kan betyde, at vi som pædagoger sammen med alle andre offentligt ansatte skal bidrage ekstraordinært,« siger Elisa Rimpler.

Selv om der skal indgås fleksible aftaler, så skal den danske forhandlingsmodel fastholdes, understreger Elisa Rimpler:

»Overenskomsterne er ikke tilsidesat. De er stadig udgangspunktet. Men hvis pædagoger for eksempel skal arbejde om natten, skal vi selvfølgelig have lavet nogle rammeaftaler, der betyder, at pædagoger ikke både skal arbejde om dagen og om natten, men også har nogle rettigheder, så de kan føle sig trygge i det,« siger hun.

Vi skal sikre de frivillige

Elisa Rimpler forventer, at de fleste aftaler bliver indgået lokalt, helst på kommunalt niveau, men det kan også blive nødvendigt at lave aftaler for en enkelt institution, som måske skal tilbyde natpasning, mens mor og far arbejder på det lokale sygehus.

Men BUPL vil arbejde for, at i hvert fald en aftale bliver indgået centralt med arbejdsgiverne, Kommunernes Landsforening, nemlig om frivillighed, fortæller Elisa Rimpler.

»Der er rigtig mange pædagoger, der gerne vil stille op og løse andre opgaver, blandt andet i sundhedssektoren. Udfordringen bliver at få lavet nogle aftaler, der betyder, at det ikke får ansættelsesmæssige konsekvenser for pædagoger, der for eksempel gerne vil bidrage til sundhedssektoren, men som så ender med at blive syge eller ramt på anden måde, så vi kan holde hånden under dem,« siger hun.

Tidsbegrænsede aftaler

Alle aftaler, der indgås både centralt og lokalt, vil dække ekstraordinære opgaver i en ekstraordinær tid, understreger Elisa Rimpler.

»Det gælder kun funktioner, der bliver berørt i forbindelse med corona-krisen. Det er ikke alle mulige andre ting. Og aftalerne kan gælde til 31. maj, så skal vi kigge på dem igen,« siger hun.

Nu er BUPL og resten af fagbevægelsen i hvert fald klar til at indgå de aftaler, der kan få tingene til at glide lidt lettere.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.