Minister understreger: Her skal kommuner bruge coronanødbremsen

Hvis pædagoger kontakter kommunerne, fordi det på grund af akut coronafravær ikke er muligt at sikre en pædagogisk forsvarlig hverdag for børnene, så skal kommunerne reagere på det. Sådan lyder det nu fra børne- og undervisningsministeren. Vigtige præciseringer, mener BUPL.

Coronasmitten i landets pædagogiske institutioner har slået rekord flere uger i træk, og omkring hver fjerde daginstitutionsmedarbejder er i øjeblikket syg eller coronahjemsendt.

På den baggrund har Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil nu understreget, at kommunerne skal udnytte force majeure-bestemmelsernes muligheder for at nødlukke coronaramte daginstitutioner, når situationen er pædagogisk uholdbar.

Det skete på et åbent samråd i Folketinget torsdag den 3. februar om netop, hvad regeringen ville gøre for at sikre børnenes trivsel i landets daginstitutioner trods den akutte situation med stort coronafravær.

Her påpegede børnenes minister også, at de kommuner, der i hendes øjne håndterer den aktuelle situation bedst, har uddelegeret beslutningskompetencen til de pædagogiske ledere med hjælp fra en coronataskforce i kommunen.

’Kommunerne har fået rigtigt hånd om nødbremsen’

Pernille Rosenkrantz-Theil henviste under samrådet til BUPL’s lederundersøgelse fra januar 2021:

”Man er spændt meget hårdt for derude, og undersøgelsen afspejler i høj grad at vi står midt i en pandemi og med de højeste smittetal, vi har haft i hele pandemien,” sagde hun.

Ministeren påpegede dog samtidig, at kommunerne, siden BUPL offentliggjorde undersøgelsen, er begyndt at udnytte force majeure-bestemmelsernes muligheder i langt højere grad.

”Noget tyder på, at den nødbremse, hvor man har mulighed for at lukke helt eller delvist ned, den har man rigtigt fået hånd om nu,” sagde hun uden dog at forholde sig til, om en øget brug af nødbremsen alene skyldtes, at antallet af ugentlige smittetilfælde blandt daginstitutionsansatte i sidste uge var mere end tre gange højere end i første uge af 2022.

BUPL: Nu har kommuner ingen undskyldning

Også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var indkaldt til samrådet, og han understregede, at det er arbejdsgivernes ansvar at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø for pædagogerne.

På baggrund af ministrenes udtalelser kan kommunerne ikke længere være i tvivl om, at de skal handle, når pædagoger slår alarm, mener BUPL-formand Elisa Rimpler:

”Det blev skåret ud i pap, at kommunerne bør benytte sig af nødbremsen, når en situation er pædagogisk uholdbar. Ikke bare sikkerhedsmæssigt uforsvarlig. Og børne- og undervisningsministeren understreger, at det er pædagoger og ledere i institutionerne, som har kompetencen til at vurdere, hvornår noget er pædagogisk uforsvarligt, og at kommunerne bør lytte til dem,” siger hun.

BUPL-formanden fremhæver også børne- og undervisningsministerens ord om, at kommunerne har midler til rådighed til at indsætte vikarer, men at det ikke er pædagogisk forsvarligt, at børnene overvejende mødes af ukendte voksne uden pædagogisk uddannelse.

Flere dages nødlukning: ’Løsning skal ikke være klar med det samme’

Ministrene var kaldt i samråd af SF’s Charlotte Bromann Mølbæk og Lotte Rod fra Radikale Venstre. Sidstnævnte ’oversatte’ Pernille Rosenkrantz-Theils opfordringer til, at kommuner gerne må nødlukke eller reducere i åbningstiden flere dage ud i fremtiden.

Hertil svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, at kommunerne hellere skal gå for langt end for kort for børnene, og selvom de skal gå i gang med at finde en løsning med det samme, så betyder det ikke nødvendigvis, at løsning skal være klar med det samme.

Elisa Rimpler ser ministerens svar som en opfordring til kommunerne om at være deres ansvar meget bevidst:

”Ministeren opfordrer kommunerne til at bruge lovens bogstav i videst muligt omfang. Det er en opfordring til kommunerne om at prioritere det gode børneliv og en pædagogisk forsvarlig hverdag højere end al mulig juridisk rygdækning. Kommunerne kan ikke styre efter, at en jurist fra ministeriet måske ringer og skælder ud, fordi man har reduceret åbningstiden i en institution i nogle dage,” siger hun.

Elisa Rimpler opfordrer til, at de tydelige beskeder, ministrene gav under samrådet, også sendes formelt og skriftligt til kommunerne.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.