Min leder ser mig ikke som farlig, fordi jeg bliver dygtigere. Tværtimod.

En diplomuddannelse og et efterfølgende stort ansvar blev et vendepunkt for pædagog Nanna Sams, da hun mærkede arbejdsglæden blomstre i takt med de nye opgaver. Og fordi hendes leder og kolleger ikke var bange for at visne i sammenligning.

Artikel

Mikkel Prytz (journalist)

Udgivet den 27. september 2021

Det var i 2018. Det var hver dag i tre måneder, det var fagnørderi på fuldtid, og det var så fedt. Jeg fulgte to moduler på den pædagogiske diplomuddannelse og fordybede mig i leg, kreativitet og udvikling af læringsmiljøer. I UCN’s lokaler i Aalborg mødte jeg de dygtigste, mest engagerede undervisere og dykkede ned i opgaver og udfordringer, som jeg kunne tage med tilbage til børnehaven og bruge i praksis.

Og det må man sige, at jeg fik mulighed for. For jeg fik senere til opgave at være med til at stå for implementeringen af den styrkede pædagogiske læreplan.

Som min leder sagde til mig: ”Du ved mere om det end mig. Så kom med det! Hvordan skal vi gribe det an?”

Den udfordring tog jeg op.

Skæve borde

Jeg har altid joket med, at jeg som pædagog arbejder i proces. Det gør ikke noget, at bordene står lidt skævt på stuen, eller at vi ikke får udfyldt et skema over vores aktiviteter. Vi skal nok nå det hele. Og når jeg laver temaer med børnene, kan det strække sig over flere måneder, fordi vi bliver grebet af nye ideer og ikke når til en afslutning. På diplomuddannelsen blev jeg med et teoretisk afsæt bekræftet i, at det netop er afgørende for børnenes udvikling, at vi griber deres initiativer og lader dem være i processen. Men jeg har også fået blik for, at det kan være gavnligt at træde et skridt tilbage og tænke nærmere over det pædagogiske grundlag.

Som nu legens betydning. I børnehaven har vi altid tænkt meget over forskellige typer af leg, men ikke meget over legestemninger. Så jeg gav mine kolleger en opgave: Gå ud i institutionen, find eksempler på børnenes lege, og overvej, hvilke lege vi som pædagoger bakker op om, og hvilke vi kommer til at lukke ned for. For der kan også være læring i pruttelyde og højspændt risikoleg, hvis vi pædagoger er mere nysgerrige på, hvad børnene laver, når de larmer. Og hvis vi ikke automatisk skruer ned for den slags leg til fordel for den rolige fordybelse i dukkekrogen.

Med vores læreplansarbejde har vi fået skabt en praksis, som blandt andet er mere reflekterende over legetyper og -stemninger. Og den tillid og det skulderklap, min leder gav mig ved at give mig ansvar for processen, blev et vendepunkt for mig.

For jeg elsker at dygtiggøre mig som pædagog. Jeg har været uddannet siden 2007, men jeg søger stadig ny viden og gør mig umage i mit arbejde. Og jeg har fortsat en stor gejst for mit fag. Men det er ikke alle ledere, der vil lade deres medarbejdere blive så dygtige, at de ender med at blive overgået af dem.

Det her kan Nanna

Min leder er ikke bange for mig. Hun ser mig ikke som farlig, fordi jeg bliver fagligt dygtigere. Tværtimod. Hun kender mine spidskompetencer og bruger mig der, hvor jeg er bedst. Og det bliver også sagt højt: ”Det her kan Nanna, så derfor sparrer jeg med hende”. Sådan er det også med mine kolleger. Vi plejer at sige, at bare fordi den ene blomst blomstrer, får det ikke de andre blomster til at visne. Vi trives og udvikles som medarbejdere, og vi kan mærke, at vores leder bliver stolt af os, i takt med at vi bliver dygtigere.

Det betyder ikke, at der er tvivl om vores roller. Hun er leder, jeg er medarbejder, og hun har altid det sidste ord. Hun kender udmeldingerne fra forvaltningen og ved, om det er den rette tid til at sætte bestemte initiativer i værk. Sådan skal det være. Men hun ser samtidig et stort potentiale i mig, og det bekræfter mig i, at jeg er havnet på rette hylde. Samtidig giver det mig en stor gejst og arbejdsglæde.

Og det smitter. Min leder bliver inspireret og beder mig om at læse bestemte bøger, så vi kan afgøre, om vi kan bruge indholdet i vores arbejde. Mine kolleger spørger ind til min viden og kan finde på at bede mig om at lave opslag eller holde oplæg.

For blomster bliver ikke mindre smukke af, at andre blomstrer. Nogle gange får det dem til selv at blomstre op.