Millionindsprøjtning: Nu kan dobbelt så mange pædagoger få en forsker på besøg

’Få en forsker’ får en vitaminindsprøjtning på en million kroner i fondsmidler, så flere institutioner får muligheden for helt gratis at få en forsker ud til oplæg, diskussion og samtale om forskningen i praksis.
Studerende
Pædagogernes efterspørgsel på forskerbesøg har været stor, og nu har Velfærds- og forskningsfonden for Pædagoger givet ekstra midler, så endnu flere institutioner fremover kan få en forsker på besøg.

Over de næste to år får 220 institutioner mulighed for helt gratis at få en forsker på besøg i institutionen til oplæg. Velfærds- og forskningsfonden for Pædagoger har nemlig valgt at støtte BUPL’s indsats ’Få en forsker’ med en million kroner.

BUPL’s hovedbestyrelse har afsat 500.000 kroner årligt til initiativet, men det rækker ikke til at dække efterspørgslen på tilbuddet, som er meget populært. Derfor vækker de ekstra midler glæde i BUPL, der over de kommende to år kan imødekomme 122 ekstra ansøgninger.

”Med de ekstra midler kan vi nå ud til endnu flere institutioner og endnu flere får muligheden for helt gratis at få en forsker ud til oplæg, diskussion og samtale om, hvordan vi udvikler praksis. Det tror jeg, at rigtig mange oplever som en luksus i en travl hverdag, hvor man ellers ikke har meget tid til at reflektere med hinanden,” siger Lasse Bjerg Jørgensen, hovedkasserer i BUPL.

Forskning helt tæt på praksis

Der behov for, at pædagogisk forskning med udgangspunkt i pædagogers faglige dømmekraft, bringes i tættere dialog med pædagogerne, ifølge BUPL. For over de senere år har både forskning fra andre videnskabelige discipliner end den pædagogiske og også kommercielle koncepter fået mere betydning i pædagogisk praksis.

Derfor er ’Få en forsker’ er et vigtigt tiltag, for jo tættere forskningen kommer på praksis, jo mere bliver forskningen også brugt i hverdagen, forklarer Lasse Bjerg Jørgensen. 

”Med ’Få en forsker’ kommer forskningen helt tæt på praksis og kan bruges til at skabe forandring i hverdagen. Vi ved, at når man i en samlet personalegruppe får ny viden, er det nemmere at arbejde med den efterfølgende. Det er svært at tage på kursus alene og komme hjem og få den nye viden videreformidlet til kollegaerne på en måde, hvor det faktisk bliver brugt i personalegruppen,” siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Leder om ’Få en forsker’: ”Superfed mulighed”

Lasse Bjerg Jørgen har udelukkende hørt positive tilkendegivelser fra pædagoger, der har haft en forsker på besøg gennem ’Få en forsker’. 

”Pædagogerne er rigtig glade for det. De opdager, at BUPL kan mere end løn og ansættelse, men at vi sådan set også kan bidrage til at udvikle det pædagogiske arbejde og professionen i det hele taget,” siger han. 

Den foreløbige evaluering af ’Få en forsker’ viser også, at pædagoger og ledere er meget glade for tilbuddet. De adspurgte pædagoger nævner blandt andet, at forskeroplægget er ”en fed måde at møde sin fagforening på,” og ”et tiltrængt fagligt input”. 

Flere understreger især, at oplægget er helt gratis for institutionen. 

”Få en forsker er mega nice. Så fedt, at man ikke skal tænke i økonomi som leder. Super fed mulighed” lyder det blandt andet fra en leder.

Læs også: ”Det var en kæmpe øjenåbner": Nu kan I også få en forsker på besøg

Læs mere om Få en forsker'

Få en forsker på besøg: Ansøgning genåbner til efteråret

Siden 2006 har BUPL gennem sin forskningspulje aktivt støttet pædagogisk forskning og formidling, der bidrager til den faglige udvikling og anerkendelse af pædagogprofessionen. 

BUPL igangsatte initiativet ’Få en forsker’ i 2019. Gennem gratis forskeroplæg i institutionerne, får pædagogerne ny viden og inspiration til at udvikle den pædagogfaglige praksis.

Der har vist sig at være en meget stor interesse for initiativet. I 2023 var der 148 ansøgninger til ”Få en forsker” og BUPL kunne imødekomme de 37. 

Den kommende ansøgningsrunde til Få en forsker åbner i efteråret 2024. Ansøgningen sker via MitBUPL.

Læs mere om Få en forsker og ansøgning om forskerbesøg

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.