Mere tilknytning, tak: Sådan kan pædagoger styrke børnefællesskaber
Børnefællesskaber er i høj kurs. De er centrale i den styrkede læreplan for dagtilbud, der forskes i børn og unges egne fællesskaber, og de fleste kommuner har øjnene rettet mod potentialet i dem.
Og børnefællesskaber er vigtige, understreger lektor Simone Weng Facondini. Alligevel har hun sammen med kollega Sara Dørken Christiansen udgivet en forskningsartikel med titlen ”Børnefællesskaber i dagtilbud - et pædagogisk ideal eller en trussel mod trivsel?”
De advarer mod et fokus på børnefællesskaber, der undervurderer, i hvor høj grad børn har brug for at være omgivet af kompetente voksne, de kan spejle sig i og regulere sig i forhold til.
Børnefællesskaber må ikke bunde i pædagogmangel
”Tidens store ønske om at arbejde med børns fællesskaber kræver pædagoger tæt på. Mange kan tænke på børnefællesskaber som en slags Peter Pan’sk ønskeø, hvor voksne er fraværende. Men at skabe gode, udviklende børnefællesskaber kræver det modsatte - pædagoger, der er fysisk og mentalt nærværende,” siger Simone Weng Facondini.
Det er også vigtigt at holde sig for øje, hvorfor børnefællesskaber netop nu har fået så stor kommunal og politisk bevågenhed:
”Kan det for eksempel hænge sammen med, at dagsordenen passer godt ind i debatten om normeringer og manglen på uddannede pædagoger i daginstitutioner,” spørger hun.
Børn skal have retning fra nogen, der kender retningen
Det er med afsæt i udviklings- og tilknytningsteori, at de to eksperter fra VIA advarer mod, at børn og unge i for høj grad kommer til at orientere og regulere sig over for hinanden.
Ifølge de pædagogiske sværvægtere John Bowlby og Daniel Stern er børns medfødte tilknytningssystem skabt til at søge voksne, der kan fungere som trygge pejlemærker i deres udvikling. Derfor vil børn med erfaringer om nærværende voksne orientere sig mod de voksne og regulere deres adfærd i samspil med dem, fortæller Simone Weng Facondini. Hun peger også på de canadiske forskere Gordon Neufeld og Gabor Maté, der understreger, at ’først når behovet for afhængighed bliver mødt, begynder rejsen mod ægte uafhængighed’.
”Børn har brug for en retning fra nogen. Vel at mærke nogen, der kender retningen. Her taler Jesper Juul for eksempel om førerulve og Susan Hart om karavaneførere,” siger hun.
Kun Gudrun kan spejle Alma korrekt
Simone Weng Facondini underviser pædagoger, lærere og ledere på VIA’s efter- og videreuddannelse. Herfra stammer praksiseksemplet, hvor en travl pædagog, Gudrun, beder en lille pige, Sofie, hjælpe en anden lille pige, Alma, med at vinke farvel til far i en svær afskedssituation.
Det er pædagogen, Gudrun, der med sine ord, mimik og bevægelser ville kunne spejle Almas kropslige og sproglige signaler korrekt og give hende en oplevelse af at blive genkendt og mødt. Ikke den jævnladende Sofie, understreger Simone Weng Facondini.
Pædagoger skal have tid til tilknytning
Gode mødeøjeblikke mellem børn og pædagoger kan ifølge tilknytningsteori give barnet en fornemmelse og forståelse af sig selv, som udvikler barnets begyndende selv.
”Vi ved fra forskning, at mange gode mødeøjeblikke mellem børn og deres omsorgspersoner giver trygt tilknyttede børn. Det er problematisk, hvis børn skal lade sig regulere af andre børn, når de fx er kede af det eller utrygge. Det er derfor afgørende, at pædagogerne har tid til og fokus på tilknytningen til børnene,” uddyber Simone Weng Facondini.
Genkender jævnalder-regulering fra praksis
Siden Simone Weng Facondini og Sara Dørken Christiansen udgav forskningsartiklen, har ’rigtig mange’ pædagoger henvendt sig. De genkender, at børnene i højere grad orienterer sig mod jævnaldrende end tidligere.
”Det kan for eksempel være, at de ikke lytter, når de voksne taler, men i stedet kigger på og regulerer sig efter hinanden: Gider vi det her? Skal vi høre efter? Eller hvad skal vi i stedet gøre? Pædagoger oplever børn, det er sværere at få kontakt til, som er urolige og nogle gange udadreagerende,” siger Simone Weng Facondini.
Pædagoger som pejlemærker for børns udvikling
Pædagogerne ønsker først og fremmest at forstå, hvorfor det kan være så svært at nå igennem til børnene. De vil også have hjælp til at kunne skabe pædagogiske miljøer, hvor de som de voksne i højere grad er pejlemærker for børnenes udvikling, fortæller Simone Weng Facondini.
Hun peger på en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, der viser, at 2 ud af 3 børnehaveklasseledere oplever, at børnene er mindre klar til at starte i børnehaveklasse end for fem år siden.
Samtidig er andelen af pædagoger faldet, kvaliteten er presset i daginstitutioner, og børn og unge mistrives i stigende grad. I medierne fylder historier om børn, der er grænseoverskridende og nærmest tager magten fra de voksne.
Nej til straf, ja til mere tilknytning
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye taler om børn med ’PDO’, altså som er pissedårligt opdragede, og vil give lærerne bedre mulighed for at gribe fysisk ind over for børn, der forstyrrer fællesskabet. Men det er en fejlslutning, mener Simone Weng Facondini:
”Man kan ikke først fratage børn tilstrækkeligt med tilknytning og kompetent voksenkontakt, bl.a. i daginstitutioner, og derefter forvente, at de lytter til de voksne i skolen. Børnefællesskaber er vigtige, men når børn bliver nødt til at bruge hinanden i stedet for at bruge de voksne, er det umodne individer, der skal udvikle andre umodne individer. Det giver umodne fællesskaber. Det er det, vi ser ude i praksis,” siger hun.
