Margrethe Brun om børns frygt for krig: Vi skal turde tage snakken

Med Ruslands invasion i Ukraine har bekymringer og frygt for krig også invaderet hverdagslivet for børn i Danmark.

Tv-billeder hjemme i stuen, bilradioen på vej til børnehaven, snakken nede i skolegården og et bombardement af foruroligende videoer, billeder og overskrifter i nyhedsfeeds på de sociale medier gør krigen meget nærværende overalt, hvor børn og unge færdes.

Selv små børn kan mærke de voksnes bekymringer. Og på BørneTelefonen ringer flere og flere større børn allerede og fortæller om deres frygt for russiske bombefly over Bornholm, at Ruslands præsident Vladimir Putin starter en atomkrig, og at tredje verdenskrig bryder ud.

Læs også: Pædagoger sender støtte: Donerer 100.000 kroner til hjælpearbejde i Ukraine

Direkte fra pandemi til krig

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er meget optaget af, at forældre, lærere og ikke mindst pædagoger i denne tid gør sig umage for at møde børnene i deres frygt og bekymringer. Ikke mindst i lyset af, at vi kun lige er på vej ud af en verdensomspændende pandemi.

”Vi skal tænke over, hvad børnene de sidste to år allerede har skullet rumme af corona-restriktioner og frygt for at kunne blive syg eller komme til at smitte andre. Nu hvor restriktionerne lige har sluppet taget i livet på rød stue og i skolerne, så rammer det næste: En krig, der skaber frygt for hele verdensfreden. Så der vokser nogle børn op, der fra 3-4-årsalderen allerede har skullet rumme alt for meget. Derfor er det så vigtigt, at vi voksne tackler det rigtigt," siger den erfarne børnepsykolog og tidligere pædagog.

Læs også: Bare rolig: Pædagoger har ingen pensionspenge i Rusland

Vigtigst at turde tage snakken

Det er ikke altid, forældre er opmærksomme på, hvad børnene har hørt, når radioen kører. Eller hvad de har snakket med kammeraterne om i skolen. Eller hvilke videoer, de har set på TikTok og Instagram.

Men pædagoger er uddannede i at opfange, hvad der fylder i børnefællesskaberne, og de vil ofte mærke, hvis børn ændrer adfærd eller virker berørte, påpeger børnepsykologen.

"Pædagoger i daginstitutioner, SFO'er og klubber var der og tog hånd om børnenes bekymringer under corona-krisen, og nu har de igen en kæmpe samfundsopgave i at betrygge og hjælpe de børn, som er bekymrede for krig og for fremtiden," siger Margrethe Brun Hansen.

Pædagoger skal dog hverken angst- eller traumebehandle, understreger hun.

"I sådanne tilfælde kan de sørge for, at barnet får hjælp et andet sted i systemet. Det vigtigste er, at alle vi voksne omkring børnene tør tage snakken med dem om det, der bekymrer og gør bange, og det må vi hjælpe hinanden med. Det værste, vi kan gøre, er at møde deres bekymringer og spørgsmål med tavshed. Hverken børn eller pædagoger må stå alene med med det her," siger Margrethe Brun Hansen.

Læs Margrethe Brun Hansens bedste råd til, hvordan pædagoger kan gribe opgaven an i boksen herunder:

10 gode råd til at tale med børn om krig

1. Skærm børnene for jeres egne følelser og voksensnak om krig

Pædagoger kan selv være personligt berørte af situationen i Ukraine fra at have fulgt med i medierne, eller hvis man selv har familie og venner i det krigsramte land. Her er det som professionel vigtigt at erkende sine følelser og aldrig overføre egen frygt eller smerte til børnene. Børn spejler sig i deres voksne og kan blive sekundært traumatiserede. Af samme grund skal voksensamtaler om krigen holdes på personalestuen og ikke føres foran børnene.

2. Kend jeres børnegruppe

Har I børn i gruppen af ukrainsk eller russisk afstamning, børn, som har tidligere traumer fra krig og flugt til Danmark, eller børn af danske soldater, der risikerer at blive udsendt til et NATO-land tæt på krigen, kan de have brug for en særlig opmærksomhed. Tal derfor på et personalemøde om, hvilke børn og familier hos jer, der kan være særligt ramt af krigen.

3. Lad de yngste leve i lykkelig uvidenhed

Fra 0-6 år kan børnene have hørt om krigen fra større søskende, men ofte lever de i lykkelig uvidenhed, og det skal man endelig lade dem gøre. Uopfordret snak om krig risikerer blot at plante frygt hos børnene. Men hvis et barn stiller spørgsmål om krigen, skal man altid svare. Helst kort og ukompliceret: 'Ja, der er krig. Men Ukraine er langt væk fra Danmark'. Og hold derefter hold øje med, hvor meget det fylder for barnet. Leger han ubekymret videre? Eller sidder han og ser tænksom ud? Og man kan også nævne for kollegaerne, at barnet spurgte.

4. Afvent ikke, at skolebørnene selv kommer

Fra 6-7 årsalderen og opefter går børn i dag på nettet, hvor de på sociale medier ser krigsbilleder og videoer af børn på flugt. Og mange kan selv google sig frem til billeder af atombombesprængninger og præsident Putin. Vi må ikke undervurdere mediernes enorme indflydelse på børn i dag. Så hvis et barn kommer ind i klassen eller SFO'en og meddeler, at nu har missiler ramt skoler og beboelse, må vi også spørge lidt ind til, om der er andre, som har hørt det? Hvad børnene har hørt? Og hvor de har hørt det? Man skal ikke dyrke det, men turde tage snakken med udgangspunkt i de ting, som børnene selv kommer med.

5. Lav temaundervisning for de ældste

Med de ældre børn fra 10-14 årsalderen kræver børnene en ordentlig begrundelse, når de spørger 'hvem er Putin?' Og 'hvorfor er der krig?' Man kan som lærer og pædagog samarbejde om fx at sammensætte en temaundervisning om Rusland og Ukraine, hvor man på geografiske kort kan vise, hvor og hvorfor krigen er startet, og hvor flygtningestrømmene går hen, og hvor det varme tøj, mad og soveposer, som mange danskere indsamler, sendes hen. Man kan også forklare, at Putin er en bisse, der imod internationale love og også mange russeres mening er gået ind i Ukraine, men at andre lande, også Danmark, nu står sammen om at hjælpe Ukraine og forsøger at stoppe krigen. Demokrati, NATO-samarbejdet og fake news er temaer, man her kan tage op med børnene.

6. Gør børnene trygge

Uanset, om børnene er 6 eller 14 år, har de brug for, at vi som pædagoger betrygger dem, når de kommer med deres bekymringer og frygt for krig. Ved at holde os til enkle, konkrete udsagn fra eksperter i lødige medier, kan vi svare dem, at 'sandsynligheden for, at der kommer krig i Danmark er meget lille'. Det har statsministeren sagt, og Danmark er desuden med i NATO, der er en magtfuld klub af lande, som har skrevet under på at beskytte hinanden. Og vi kan berolige med, at 'selvom Putin taler om at bruge atomvåben, så har militæreksperter vurderet, at det er tomme trusler'. Når pædagogerne udstråler og fortæller, at der er mange voksne, der har styr på det, så vil børnene også blive trygge. Det værste, børn kan mærke, er når deres voksne mister fodfæste.

7. Lyv aldrig for børnene

Ingen kender fremtiden, og mange spørgsmål fra børnene kan vi derfor ikke svare fyldestgørende på. Og det er helt OK at sige til børnene, at der er ting, vi ikke kan vide. Hellere det, end ikke at svare eller at tale usandt. En skræmt 4-årig, der har set et billede af en dræbt civil på en avisforside, kan man godt give en hvid løgn og sige, 'han havde det meget dårligt. men fik hjælp til at komme på hospitalet'. Men den hopper en 8-årig ikke på, og generelt må man ikke lyve, så børnene ved, de kan stole på det, de voksne fortæller dem.

8. Undgå haderetorik

Når du taler om krigen, skal du undgå at tage stilling og at tale hadsk om russere, der også er hårdt ramt af krigen. 'Det er Ruslands leder, der har bestemt, der skal være krig. Men ikke alle russere er enige, og mange russere demonstrerer imod det,' kan du sige. Du kan også forklare krig i billeder, børnene genkender: 'Det Rusland gør, må man ikke, ligesom dem på grøn stue ikke må gå ind og tage alle legeklodserne fra dem på rød stue'.

9. Sæt tingene i rette perspektiv

Børn opfatter kun brudstykker af det, de ser og hører, og da de i øvrigt har en veludviklet fantasi, er det vigtigt, at de voksne hjælper dem med at sætte tingene i rette perspektiv. For ellers udfylder de selv hullerne, og de kan derved lave billeder i hovedet, der er meget værre end virkeligheden: 'Drengen græder, fordi hans far er i krig. Min far skal også i krig', kan de tænke, og går de alene med det, uden nogen korrigerer dem, kan de i værste fald udvikle angst.

10. Søg hjælp til barnet i krise

Pædagoger kender deres børnegruppe og kan klare meget med den gode samtale med børnene, men det er ikke pædagogers opgave at give kriseterapi eller løse et traume. Her skal pædagoger i samarbejde med forældrene søge hjælp til barnet fra kommunen og den pædagogiske psykologiske rådgivning. Pædagoger er gode til at iagttage, hvis et barn ændrer personlighed eller adfærd: Måske begynder barnet ikke at ville lege eller spise. Eller det udvikler aggressivitet, negativitet eller passivitet. Ligesom barnet ikke må lades alene med traumatiserende tanker, så skal pædagoger også vide, at de ikke er alene om ansvaret for at hjælpe barnet.

Kilde: Interview med børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Her får du hjælp til formidling i børnehøjde

DR's nyhedsprogram for de større børn Ultra Nyt besvarer i en 10 minutter lang særudsendelse børns spørgsmål om Ruslands angreb på Ukraine og frygt for krig i Danmark, og udsendelsen den 28.2.2022 portrætterer Putin.

Børneavisen har produceret 5 siders baggrund og interview med blandt andet statsminister Mette Frederiksen om krigen. Alle kan læse avisen gratis her.

Podcasten GoLittle tager fat i konflikten i en række gratis episoder. Søg efter 'GoLittle Update' i din foretrukne podcast-app eller lyt med her.

Børns Vilkår har samlet en række råd om at tale med børn om krigen. Også for undervisere.

UNICEF giver dig fakta og opgaver om børn i krig.

Red Barnet har opdateret et tema om krig og konflikt, som særligt retter sig mod de ældre børn i klub og udskolingen.

Husk også, at ligesom børnene kan benytte sig af BørneTelefonen (læs hvad børnene ringer om her), så findes også FagTelefonen. Her kan pædagoger og andre professionelle, som arbejder med børn, kan få råd og vejledning til svære de samtaler. Ring mandag til torsdag fra 11-15 på telefon: 3555 5558.