Mareridtet er slut: Sådan kom Lysningen på fode igen
Kinderne er røde og smilene brede i Lysningens garderobe. De dryppende overtræksbukser driller lidt for de mindste, men med en smule hjælp kommer alle ud af det våde overtøj og får hentet deres madkasser med eftermiddagsfrugt.
Store som små tager plads ved bordene, de yngste efter først at have fundet deres billede på bordplanen på væggen. Roen sænker sig, mens madpakkerne bliver åbnet, og alle nyder en pause efter den faste eftermiddagstur på legepladsen.
Det var anderledes scener, der udspillede sig for bare to år siden: Børn, der blev slået af andre børn. Pædagoger, som fik nikket skaller eller blev kørt ned af mooncars. Opsigelser, der landede på ledelsens bord, hurtigere end nye pædagoger kunne træde til.
Arbejdstilsynet: Tag hånd om arbejdsmiljøet
Da problemerne var værst i forsommeren 2021, kom Arbejdstilsynet på besøg og gav et påbud om, at der skulle tages hånd om arbejdsmiljøet, så det ikke gik ud over medarbejdernes sikkerhed og sundhed.
Siden har ledelse og ansatte arbejdet hårdt for at komme på fode igen og undgå, at de kommer til at stå i så alvorlig en situation en anden gang.
Men hvordan kunne det gå så galt i Lysningen? Det er ikke et enkelt spørgsmål at besvare, lyder det fra Marianne Gammelby, der var daglig leder i institutionen under Arbejdstilsynets besøg.
Dårlig cocktail gav store problemer
”Der er altid flere svar på, hvorfor noget går galt, men en del af forklaringen var, at vi havde en håndfuld børn med særligt ulykkelige livsvilkår. På samme tid var noget af personalet forholdsvist nyt og uerfarent,” fortæller Marianne Gammelby, som i dag er AKT-konsulent i Dagtilbuddet Midt i Varde Kommune og stadig har sin gang i Lysningen hver uge.
I de måneder var coronapandemiens første bølge ved at lægge sig, og det kunne mærkes på jobmarkedet. Der var stor udskiftning blandt personalet i alle kommunens institutioner, og det var, ligesom det er i dag, svært at rekruttere pædagoger.
Vi skulle tænke alting anderledes
En særligt sårbar situation for et dagtilbud som Lysningen. Med sin beliggenhed i det område af Varde, der kendes som Boulevardbebyggelserne, har en stor andel af familierne problemer som arbejdsløshed, psykisk sygdom eller er ramt af skilsmisser, og der bor også mange flygtninge.
”Vi har altid haft børn og familier, der ressourcemæssigt, udviklingsmæssigt og trivselsmæssigt har behov for en speciel pædagogisk tilgang som kompensation for det, de mangler. Men de mønstre og den måde, som en håndfuld børn reagerede på, gjorde, at vi skulle tænke alting anderledes,” siger pædagog Ida Bjerre.
”Det er meget, meget voldsomt”
I påbuddet fra Arbejdstilsynet kan man se, hvilke voldsomme udfordringer Lysningens pædagoger måtte kæmpe med. Der er beskrivelser af børn, som er tidligt skadede og har brug for massiv omsorg og støtte. Der er eksempler på børn, som volder skade på sig selv og andre eller har en meget seksualiseret adfærd. Og der er beskrivelser af, hvordan børn søger at stimulere deres sanser ved at slikke på ting, de har haft i numsen. Eller bare sidder slukkede og apatiske hen.
Én ting er, hvordan arbejdsmiljøet bliver beskrevet i et officielt dokument. Men hvordan oplevede Lysningens pædagoger at stå midt i problemerne?
”Det er meget, meget voldsomt, når man har et barn på 5 år, som seksuelt krænker andre børn. Det er meget, meget voldsomt at have søskende på 3 og 6 år, som truer med at slå personalet ihjel, nikker skaller eller løber ind i folks hofter og maver. Eller kører andre ned med en mooncar,” fortæller Marianne Gammelby.
”Nogle børn havde brug for at være én til én eller behov for bestemte voksne. Selvom det var børn på 4-5 år, havde de brug for at hænge på os som abeunger og få hud mod hud. Det imødekom vi, hvis vi kunne, for vi ville gerne møde børnene i deres følelser,” tilføjer Ida Bjerre.
Din indsats er aldrig god nok – uanset hvor stor den er
Når pædagogerne i Lysningen fortæller om den svære tid, de var igennem, får man indtryk af en personalegruppe, der har været under et konstant og massivt pres gennem en længere periode. Hvor de hele tiden har skullet være på forkant for at undgå farlige situationer, og hvor der overhovedet ikke er plads til sparring og supervision.
For kan du trække dig tilbage og reflektere, hvis situationen udvikler sig kaotisk, mens du er væk? Vil du så ikke hellere tage et barn med dig til pause eller møde syg på job, så det ikke går ud over dine kolleger? Hele tiden føler du dig grundlæggende utilstrækkelig, fordi din indsats, uanset hvor stor den er, aldrig er god nok.
”Noget af det sværeste er, at man prøver at gøre en indsats for børnene, men samtidig sender man dem hver dag hjem til det, som man ved er årsagen til deres problemer,” siger Ida Bjerre.
Nogle var bange for at blive slået
Sådan et arbejdsmiljø påvirker medarbejdere forskelligt, fortæller Marianne Gammelby:
”Nogle var bange for at blive slået. Det kan trigge noget i det barn, der har tendens til at slå. Og så bliver man slået. Det betød, at resten af personalet var på overarbejde. De skulle både passe godt på børnene og skærme de kollegaer, som havde det svært.”
Miljøet i Lysningen blev så hårdt, at pædagogernes forståelse af, hvad der var normalt, flyttede sig.
”Når så mange børn kommer hjemmefra uden basale egenskaber, bliver det næsten en stjernestund, når man oplever børn, der opfører sig, som man kunne forvente i andre institutioner. Man kan blive så glad, at man får tårer i øjnene og gåsehud af at se to børn sidde og lege sammen. Det burde være det normale, men normalitetsbegrebet flyttede sig,” forklarer Marianne Gammelby.
Roen har sænket sig over Lysningen
Da madkasserne er pakket væk i Lysningen, går eftermiddagens aktiviteter i gang. Ved bordet i det store rum har en gruppe børn fundet kopitegninger frem og øver sig i at tegne indenfor stregerne. I et hjørne danner en afskærmning en lille krog, hvor et par børn leger med magneter og biler.
En dreng kan godt lide at kaste biler op ad væggen og bemærker ikke, at de lander i magnetbyggeriet. Det er ved at blive lidt voldsomt, men den nuværende daglige leder, Kirsten Skjerning, sidder sammen med børnene og hjælper roligt den gode leg tilbage igen.
Roen har sænket sig over Lysningen. Men forud for den positive forandring er gået et kæmpe arbejde fra både medarbejdere og ledelse for at efterkomme Arbejdstilsynets krav.
Sammen med dagtilbudschefen begyndte Lysningens ledelse at se på, hvilke aftaler de i forvejen havde. Der var blandt andet en politik for vold og magtanvendelse, men hvornår havde de sidst kigget på den? Og var den dækkende for den situation, de stod i nu?
Fem handleplaner skal redde arbejdsmiljøet
Med hjælp fra kommunens arbejdsmiljøkoordinator og dagtilbudskonsulent fik de arbejdet Arbejdstilsynets påbud igennem og oversat det til fem handleplaner, der tilsammen skal sikre pædagogernes arbejdsmiljø:
30. november 2021, godt fire måneder og mange møder efter påbuddet, kunne Lysningen sende en kvittering til Arbejdstilsynet og redegøre for de fem handleplaner. Planerne har hjulpet til at brede den tavse viden ud til alle og sikret en fælles forståelse for, hvornår den følelsesmæssige belastning i arbejdet er for høj.
Især en mentorordning for nyt personale har skabt større tryghed og en bevidsthed om, at der altid er en kollega at gå til, hvis man er i tvivl om noget.
Personalet har arbejdet forbilledligt
Er det nok til at undgå, at læsset kan vælte en anden gang? Det ville pædagoger og ledelse i Lysningen gerne kunne svare ja til. Men der findes ingen garantier. Alle ved, at hvis de igen får en alt for stor gruppe børn med behov for en høj grad af voksenstyring og ydre regulering, vil det gå ud over læringsmiljø, pædagogik og arbejdsmiljø.
Af samme grund er der også en anden vigtig årsag til, at arbejdsmiljøet i institutionen er blevet bedre, og det handler hverken om planer og tilsynsbesøg.
”En del af forklaringen er, at flere af de børn, som havde det værst, er gået ud. Hvis man ikke har været her, kan man slet ikke forestille sig, hvor voldsomt ulykkelige de børn var, og hvor forfærdeligt deres liv har været,” siger Marianne Gammelby, som sender den største ros til de medarbejdere, der var med i Lysningens mørke tid.
”Det er forbilledligt, at personalet under så svære vilkår alligevel har formået at arbejde kompenserende, fagligt, sagligt og grundigt. Der er børn, som på grund af den måde, de er blevet mødt her, har fået et helt andet og meget bedre liv, end de ellers havde i vente. Det er egentlig miraklet her,” siger Marianne Gammelby.
