Leder af Årets Dagtilbud: Jeg kommer ikke med fredagskagen

»Jeg servicerer ikke de ansatte. Min vigtigste opgave er at udfordre og udvikle dem,« siger Ronni Mathiassen, der er leder af Troldhøj, som er kåret til Årets Dagtilbud for at have en stærk evaluerings- og feedbackkultur.

Når 0-6 årsinstitutionen Troldhøj i Roskilde i år er kåret som Årets Dagtilbud, så er det blandt andet, fordi institutionen udmærker sig ved at have en stærk evaluerings- og feedbackkultur.

’Gennem daglige evalueringer … og en systematisk feedbackkultur har Børnehuset Troldhøj opbygget en faglig stærk og sammentømret personalegruppe’, lyder det i nomineringen af Troldhøj til æresprisen, som institutionen modtog den 30. august 2021.

Det er forældre til børn i institutionen, som har indstillet dagtilbuddet til prisen. Et fagudvalg med repræsentanter fra blandt andre BUPL, FOA, FOLA og KL har valgt vinderen med det formål at sætte fokus på dygtige pædagogers arbejde i dagtilbud landet over.

Har klare samarbejdsaftaler

Prisen gives altid for et arbejde af høj kvalitet, og i Troldhøj er særligt pædagogernes kontinuerlige arbejde med feedback og evaluering med til at skabe kvalitet for både de ansatte og børnene. Feedback er naturligt blevet en del af kulturen i huset og gives såvel i den daglige praksis som på fælles stuemøder og igennem individuelle medarbejdersamtaler.

»Man får ikke en feedbackkultur ved at sige, nu skal vi have en feedbackkultur. Det skal bygge på klare samarbejdsaftaler og være noget, alle forpligter sig på. Så aftalen er, at hvis man bliver ramt af noget, nogen gør, så skal man gå til rette vedkommende og man har max to dage til at få det clearet. Det samme gælder for mig som leder i forhold til medarbejderne,« siger pædagogisk leder Ronni Mathiassen.

Feedback går på kerneværdier

Feedback er altid faglig og kan gå på, om personalet lever op til børnehusets kerneværdier og samarbejdsaftaler om eksempelvis at være deltagende i børnenes leg og nærværende i samværet.

Ronni Mathiassen kommenterer det blandt andet, hvis han ser, at pædagoger, der kommer fra pause og ud på legepladsen, vælger at stille sig sammen med andre voksne.

»Det lever ikke op til vores værdier om at være deltagende i legen,« siger han og giver også et eksempel, hvor en medarbejder sad med en iPad foran børnene.

»Hun var i gang med at dokumentere, og det er også vigtigt, men jeg syntes ikke, at hendes nærvær var godt nok. Så giver jeg feedback ved at forklare, hvad jeg har set og siger til hende, at jeg ikke synes, at det er hensigtsmæssigt med en iPad i den situation, fordi hendes nærvær forsvinder, og det sender også et dårligt signal. Hun svarer: ’Det er fuldstændig rigtigt, men jeg skulle også nå at dokumentere’. Og det kan jeg godt forstå, men siger: ’Bed nogle andre om at være nærværende imens, eller også må det dokumentation vente til en anden dag’. Det var bare et eksempel på feedback, og jeg skal jo gøre det lige så meget som medarbejderne og være rollemodel i det, for ellers bliver det ikke til så meget,« siger Ronni Mathiassen.

Holder forventningssamtaler

Feedback skal også kunne gå den anden vej, fra ansat til leder, og løbende holder Ronni Mathiassen ’forventningssamtaler’ med de 25 ansatte.

»Det handler om, at vi indbyrdes skal justeres på vores forventninger til hinanden. Det er jo der, der ofte kan opstå misforståelser. Hvis de tror, at lederen kommer med kage hver fredag, må jeg sige til dem, at sådan en leder er jeg ikke. Jeg henter heller ikke kaffe. Jeg servicerer ikke, men jeg gør andre ting for medarbejderne,« siger Ronni Mathiassen.

Blandt andet sikrer han, at medarbejderne har fagligt dygtige kollegaer ved at have en pædagogandel på 75 procent i institutionen.

»Vi har prioriteret at have to-tre pædagoger på hver stue. På nogle stuer er der kun pædagoger, og det er der også kvalitet i, for fagligt stærkt funderede pædagoger smitter hinanden,« siger Ronni Mathiassen, som også løfter ved kontinuerlig feedback fra leder til ansatte.

»Min vigtigste opgave er at udfordre og udvikle medarbejderne. Og jeg må også være lydhør, når nyansatte stiller spørgsmålstegn ved den praksis, vi har etableret. Vi må aldrig bare gøre ’som vi plejer’, fordi vi plejer det. Og derfor er feedback og evaluering så vigtigt. Det gør os skarpe på, om vi gør det rigtige lige nu,« siger Ronni Mathiassen.

Så er der fest

Troldhøj gør i hvert fald så meget rigtigt, at forældrene og et fagudvalg tilsammen har kåret institutionen som Årets Dagtilbud. Og Ronni Mathiassen er glad for anerkendelsen, men fremhæver, at institutionen skal blive ved med at udvikle sig.

Og måske er han ikke en leder, der kommer med kage hver fredag, men de 20.000 kroner, som følger med prisen som Årets Dagtilbud, skal også gå til en masse fest og fejring.

»Vi fejrer det med guldmedaljer til børnene og festlige arrangementer hele ugen. Både noget formelt for forvaltning og noget for forældrene og en guldfest for personalet. Alle, som har været med til at præge huset de seneste 10 år, er jo medvirkende til, at vi er nået hertil, hvor vi er i dag, og det må alle gerne mærke,« siger Ronni Mathiassen.

Læs mere om kåringen af Årets Dagtilbud her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.