Klart nej: Din chef kan ikke kræve, at du coronatester kollegerne

Op til genåbningen af landets 0.-4. klasser og SFO’er har flere kommuner ønsket, at lærere og pædagoger på skolerne skal uddannes til at coronateste deres kolleger. Men det er slet ikke muligt at pålægge pædagoger den opgave indenfor overenskomsten, understreger BUPL.

Det kan lyde besnærende for arbejdsgiverne, at pædagoger og lærere kan teste hinanden for coronavirus, mens de er på arbejde. Så holder man styr på smitteopsporingen, uden at de ansatte skal bruge tid på at finde hen til et testcenter.

Men kommunernes forslag om, at udvalgte lærere og pædagoger med et kort kursus i baglommen skal lynteste deres kolleger, er blevet skudt ned fra flere sider.

Og ifølge overenskomsterne er det slet ikke muligt at pålægge hverken pædagoger eller lærere at pode andre for coronavirus.

Den opgave ligger nemlig ikke i ’naturlig forlængelse af medarbejdernes sædvanlige opgaver og/eller uddannelse.’

Det fastslår BUPL i en fælleserklæring med Forhandlingsfællesskabet, der forhandler overenskomster for 565.000 kommunalt og regionalt ansatte.

Pædagogernes tid skal gå til børnene

BUPL’s formand, Elisa Rimpler, håber, udmeldingen kan give bekymrede skole- og SFO-pædagoger ro til arbejdet med at skabe en god og tryg genåbning for de yngste skolebørn, som har været hjemsendt siden december:

”Der ligger en enorm pædagogisk opgave for skoler og SFO’er i øjeblikket. Der er i forvejen ressourcemangel, så det er afgørende, at pædagogerne kan bruge alle deres kræfter på det pædagogiske arbejde med at skabe trivsel. De skal ikke bruge deres tid på at gå og pode hinanden for coronavirus” understreger hun.

Både etiske og økonomiske problemer

Der er også en række andre problemer, som får BUPL til at vende tommelfingeren nedad:

”Hvad gør man, hvis ens kollega får næseblod? Hvem har ansvaret for, hvis der sker noget? Podning kræver altså, at man er ordentlig uddannet. Det er ikke bare noget, man lige gør,” siger Elisa Rimpler.

Samtidig vil det give en række udfordringer med både økonomi og normering, påpeger hun.

”Skal den tid, en pædagog går fra for at pode kolleger, vikardækkes? Hvor skal udgifterne til det lægges? Hvad gør man, hvis ekstraopgaven gør, at pædagogen skal afspadsere overarbejde? Der er en række usikkerheder," siger Elisa Rimpler.

Kommunerne ved godt, at den ikke går

De kommunale arbejdsgivere har over for Forhandlingsfællesskabet anerkendt, at hverken lærere eller pædagoger kan pålægges at udføre lyntest på kollegerne.

Men derfor kan pædagoger og lærere godt frivilligt påtage sig opgaven. Det kræver dog, at der indgås aftale mellem en kommune og den lokale fagforening. I så fald kan pædagoger - efter at have modtaget et kursus - udføre de såkaldte antigentest.

Ikke udsigt til BUPL-aftaler

Elisa Rimpler har dog svært ved at forestille sig, at BUPL kommer til at indgå sådanne aftaler.

”Pædagogerne skal bruge deres tid hos børnene,” understreger hun.

Under alle omstændigheder vil pædagoger, som hellere vil podes af en fagperson end af en kollega, fortsat kunne blive testet på de eksisterende testcentre.

”Nogle kommuner, eksempelvis Aalborg, har allerede aftaler om, at pædagoger kan få en times løn for at blive PCR-testet i fritiden en gang om ugen. Det kunne andre kommuner sagtens lade sig inspirere af,” siger Elisa Rimpler.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.