Kampen om børnesynet: Gør børn det altid, så godt de kan?

”Der er nogle, der mener, at børn altid gør det, så godt de kan. Det er jeg uenig i. Alle børn gør det ikke, så godt de kan. Nogle gange er der nogle børn, der opfører sig dårligere, end de egentlig kan.”

Sådan lød det fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), da han i et samråd blev spurgt til, hvorfor han vil revidere skolens ordensbekendtgørelse og blandt andet indføre mulighed for flere sanktioner overfor elever, der bryder skolens regler.

Dermed var ministeren med til at sætte gang i en debat, der har rullet lige siden. En debat, der handler om disciplin og anerkendelse, om opdragelse og ansvar, om lydighed og selvstændighed og til syvende og sidst: 

Gør børn det, så godt de kan? Eller gør de det, så godt de vil?

Pissedårlig opdragelse

Nu har ministeren kastet nyt brænde på bålet med sit begreb PDO: pissedårlig opdragelse. Og mange, blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S), bakker ham op i, at der er brug for, at forældre sætter tydeligere rammer for deres børn, og at pædagoger og lærere skal have flere beføjelser til at sikre børnenes gode opførsel.

De kritiserer blandt andet det, der bliver kaldt det ’nye’ børnesyn: Børn bliver i dag opdraget til at være små stjerner i eget univers, lyder kritikken, og så slår det gnister, når de møder et fællesskab, der ikke kun er til for deres skyld.

De har ikke lært at udsætte egne behov og afstemme deres følelser til andre. Hvis de ville, kunne de gøre det bedre, men de er simpelthen dårligt forberedt hjemmefra på at indgå i fællesskabet i dagtilbud og skoler. Derfor risikerer disse fællesskaber at gå i opløsning.

Børnesynet påvirkes af kultur og politik

Det børnesyn, der er under kritik, er som sådan ikke nyt. Man kan spore det langt tilbage i tiden, og det har været påvirket af væsentlige begivenheder og kulturelle og politiske tendenser.

Blandt andet det generelle opgør med autoriteter i samfundet, som begyndte i 1960’erne, og som også har haft betydning for måden, man ser på børn. Nemlig som selvstændige små mennesker.

Et børnesyn, der lægger op til at give børn særlige rettigheder, hvilket blev sikret med FN’s børnekonvention i 1989.

Er synet på børns selvstændighed gået for vidt?

Er udviklingen gået for vidt, og risikerer synet på børn som selvstændige individer i egen ret at gå ud over hensynet til vores fællesskaber? Ikke hvis man spørger Eva Gulløv, professor MSO ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).

”Når vi ser på udviklingen gennem historien, er det efter min mening en god ting, hvad der er sket med vores syn på børn. Vi har et samfund, hvor vi generelt kæmper for, at det individuelle barn bliver hørt og set. Det skal vi være glade for,” siger Eva Gulløv.

Skoler og dagtilbud må følge med udviklingen

Netop derfor bliver det efter hendes mening vigtigt, at skoler og dagtilbud følger med den udvikling, som børnesynet har været igennem.

”I stedet for at skælde ud på forældre over, at de tager deres børn alt for alvorligt, må vi kigge på, om vi har de institutioner og skoler, der passer til børnesynet. I stedet for at prøve at få børnene til at passe ind i en form for masseproduktion, må vi kæmpe for at gøre vores institutioner mere rummelige og individorienterede,” siger hun.

Udviklingen er gået hurtigt de seneste år

Når vi i dag taler om et ’nyt’ børnesyn med fokus på anerkendelse og ligeværd, så er det ’gamle’ børnesyn i højere grad præget af ord som respekt for autoriteter, konsekvens og opdragelse.

Det er en måde at betragte opdragelse på, som var gældende i en anden type samfund, end vi har i dag, mener Grethe Kragh-Müller, lektor emerita ved DPU.

”Udviklingen er gået meget hurtigt de seneste 50-60 år. Tidligere skulle børn opdrages til at kunne indgå i et industrialiseret samfund, hvor de skulle gøre, hvad der blev sagt. Ellers kunne man stikke dem et par, så de blev bange for den voksne og lærte at opføre sig ordentligt,” siger hun.

I dag skal børn have anderledes færdigheder

I dag er vores samfund mere komplekst og mangfoldigt, og det er derfor nye og anderledes færdigheder, vores børn skal have med sig. Det kræver blandt andet et stærkt selv at kunne begå sig i den moderne verden.

En opgave, som både forældre og daginstitutioner, ifølge Grethe Kragh-Müller, har taget på sig.

”Når opgaven er at udvikle barnets selv, er vejen blandt andet anerkendelse og den dialektiske relation: Hvis barnet skal kunne se og mærke sig selv, skal det ske i en refleksion fra en relation til andre. Det er en ganske anderledes måde at tænke på, end at børn bare skal gøre, hvad de voksne siger,” siger Grethe Kragh-Müller.

Ministeren lægger ansvaret i hjemmet

Alligevel dukker det gamle børnesyn op i debatten fra tid til anden, senest med børne- og undervisningsministerens udtalelser om pissedårlig opdragelse. Ifølge Bo Hejlskov, psykolog og forfatter til flere bøger om low arousal-pædagogik, lægger ministeren dermed ansvaret for udfordringer i institutioner og skoler i hjemmet.

Om han har ret, kan man selvfølgelig diskutere, men set fra et pædagogisk synspunkt er det en dårlig idé, mener Bo Hejlskov.

Vi kan skabe et pædagogisk rum at arbejde i

”Når ansvaret for problemerne placeres hos forældrene eller barnet selv, lægger vi samtidig nøglen til at løse dem i hjemmet. Så får lærere og pædagoger pludselig ingen værktøjer til at hjælpe barnet. Det er et dårligt udgangspunkt for både barnet og medarbejdernes trivsel,” siger Bo Hejlskov, som hellere vil flytte handlemulighederne hen til det pædagogiske personale.

”Vi kan selvfølgelig fastslå, at et barn ikke vil. Men hvis vi i stedet siger, at barnet har svært ved forandringer eller ved at se en mening i det, vi foreslår, skabes der et pædagogisk rum at arbejde i. Så giver vi barnet mulighed for at udvikle sig, og vi giver pædagogen mulighed for at lykkes i arbejdet,” siger Bo Hejlskov.

Pædagogik har større politisk bevågenhed

Når det nye og det gamle børnesyn støder sammen, giver det dønninger i den offentlige debat, og det får også betydning for den enkelte pædagogs arbejde. 

I dag er pædagogik en mere synlig del af samfundet og har større politisk bevågenhed end tidligere. Det er en fordel for pædagoger, når de vil gøre opmærksom på deres betydning og vilkår, lyder det fra Jan Kampmann, professor emeritus ved RUC.

”Samtidig gør det også pædagoger mere sårbare i forhold til selv at definere pædagogikken. Jo mere man er en del af den offentlige og politiske debat, desto mere vil andre have meninger om eller forsøge at forvalte ens arbejde. For pædagoger betyder det reelt, at det i stadig større omfang er blevet eksterne eksperter, der definerer, hvilke pædagogiske koncepter og modeller de skal arbejde med,” siger Jan Kampmann, som har set et andet nyt børnesyn vokse frem de seneste omkring 20 år.

Børn kan styres fra A til B

Dette ’nyeste’ børnesyn er koblet til en tankegang om, at pædagoger og andre voksne ved hjælp af bestemte metodiske tilgange og redskaber kan styre børnene fra A til B.

Hvad enten det handler om at styrke børns sprog, følelsesliv eller mentale trivsel, er der en metode til at træne børnene.

Og det er vel at mærke ikke en måde, der tager udgangspunkt i barnets egne nysgerrigheder, men derimod i nogle særlige kompetencer, som det skal opnå for at kunne være klar til resten af livet.

”På den ene side er der et fokus på at møde børn der, hvor de er, og hjælpe dem til at indgå i fællesskaber. På den anden side ser jeg et fokus på at træne det enkelte barn og give det bestemte typer af indhold og kvalifikationer. Det er i den kamp, at jeg ser fronterne trukket skarpest op lige nu,” siger Jan Kampmann.

Mød to pædagoger, der er kede af, at debatten om børnesyn er blevet så unuanceret, og find også 5 spørgsmål til refleksion over børnesyn i jeres egen praksis. Alt sammen i Børn&Unge nr. 8/2025.

Børnesynet har udviklet sig glidende i takt med samfundet. Forskerne er enige om, at der har eksisteret flere strømninger i børnesynet sideløbende gennem historien. Nogle stammer helt tilbage fra de gamle grækere, men her fokuserer vi på de vigtigste nedslagspunkter i de seneste års udvikling i vores børnesyn.

Kilder: Børn&Unge Studiestart 2021, Eva Gulløv, Jan Kampmann, Grethe Kragh-Müller, Bo Hejlskov m.fl.

Børnesynet er præget af tanken om lydighed. Børn skal indrette sig og anerkende voksne som autoriteter. Det er en tankegang, der kan føres tilbage til Martin Luthers (1483-1546) idé om det syndige menneske, som kun med streng disciplin og afstraffelse kan opnå frelse.

Der er et generelt opgør med autoriteter i samfundet, og tendensen breder sig til børnesynet. Opdragelsen bliver mere demokratisk og rettet mod barnets egne tanker og følelser. Man gør op med idéen om det kuede barn og ønsker i stedet at skabe fællesskaber, hvor det enkelte barn kan udvikle sig sammen med andre.

Der kommer stadig større fokus på det enkelte barns mulighed for at udfri sine potentialer. I 1989 vedtog FN børnekonventionen, som giver børn særlige rettigheder udover de generelle menneskerettigheder. I 1995 udgiver Jesper Juul bogen ’Dit kompetente barn’, som i høj grad kommer til at præge debatten og børnesynet.

Det individuelle syn på barnet bliver stærkere, men der opstår også et mere læringsorienteret fokus på børn. Gennem internationale målinger er der fokus på, om børn lever op til prædefinerede forståelser af, hvad man skal kunne på bestemte udviklings- og klassetrin.

Debatten om børnesynet får nyt liv, da børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) introducerer begrebet ’pissedårlig opdragelse’. Har fokus på børns rettigheder og individuelle behov taget overhånd, eller er det institutioner og skoler, der ikke har fulgt med samfundets udvikling? Det er et af de spørgsmål, der trækker konflikten hårdt op.