Helt uholdbart: Pædagoger står med ansvaret for over 15 børn flere steder

Der er enorme kommunale forskelle på, hvor mange børn, hver pædagog står med ansvar for. I flere kommuner er der i gennemsnit over 15 børnehavebørn og over 7 vuggestuebørn for hver pædagog, viser nye tal.
voksen med børnegruppe
Ifølge lovn om minimumsnormeringer må der højest være 3 vuggestuebørn og 6 børnehavebørn pr. personale i landets daginstitutioner. Men kigger man specifikt på antallet af børn pr. pædagog, ser det langt værre ud, viser nye tal.

Hvis du som daginstitutionspædagog ofte oplever at stå alene med ansvaret for et stort antal børn, er du ikke alene.
Det viser nye beregninger af den såkaldte ’pædagognormering,’ hvor pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter er trukket fra i normeringen, så man kan se antallet af børn pr. pædagog.

  • I landets børnehaver er der i gennemsnit 11,7 børn pr. pædagog
  • I landets vuggestuer er der i gennemsnit 5,9 børn pr. pædagog

Udregningerne er lavet af BUPL på baggrund af de nyeste normeringstal fra Danmarks Statistik. Tallene viser pædagognormeringen i 2024.

Store forskelle: Flere steder står hver pædagog med ansvar for over 15 børn

De nye tal viser enorme kommunale forskelle i pædagognormeringen.

I kommunerne Hørsholm, Dragør, Glostrup, Allerød og Rudersdal er der over 7,5 vuggestuebørn pr. pædagog og over 15 børnehavebørn for hver pædagog.

På Langeland og i Sønderborg er der kun halvt så mange børn pr. pædagog.

Desuden er der flere eksempler på nabokommuner med vidt forskellige pædagognormeringer.

  • Se mere i Danmarkskortet nederst i artiklen

BUPL: Helt uholdbar udvikling

Det kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten, når hver pædagog står alene med ansvaret for så mange børn, som det er tilfældet i en række kommuner. Så klart lyder udmeldingen fra Johnny Gaardsdal, faglig sekretær og medlem af BUPL’s forretningsudvalg.

”Pædagogers arbejde med at sikre trivsel, omsorg og deltagelse i fællesskaberne afhænger af, at vi kan have en tæt relation til det enkelte barn og samtidig arbejde med hele børnefællesskabet. Det siger sig selv, at det bliver noget nær umuligt, når man er ene pædagog til så mange børn,” siger han.

Samtidig har pædagoger også brug for tid til forberedelse, sparring med pædagogkollegaer og det gode forældresamarbejde, understreger Johnny Gaardsdal.

”Derfor er det helt uholdbart med så dårlige pædagognormeringer, som vi ser i nogle kommuner.”

Kommuner bør have særligt fokus på 3 ting

Hvis kommunerne vil styrke pædagognormeringen, bør de først og fremmest sikre, at der er budget til at ansætte flere pædagoger i daginstitutionerne, lyder det fra Johnny Gaarsdal.

”Hvis der er problemer med at rekruttere pædagoger, bør kommunerne lægge en lokal strategi for, hvordan de kan uddanne deres erfarne medhjælpere og pædagogiske assistenter til pædagoger via meritpædagoguddannelse og hvordan de kan tiltrække flere pædagoger ved at sikre gode arbejdsvilkår,” siger han.

Johnny Gaardsdal peger på især tre ting, kommunerne bør fokusere på i den forbindelse:

  1. Tid til faglighed med gode muligheder for forberedelsestid
  2. Sparring med pædagogkollegaer og pædagogfaglig ledelse tæt på
  3. Gode muligheder for vikarer ved sygdom og ordentlige normeringer

Landsdækkende problem: Folketinget skal skrue op

Når kun hver anden ansatte i landets daginstitutioner er pædagog, er det åbenlyst, at pædagogmanglen er et nationalt problem, understreger Johnny Gaardsdal.

Det kræver handling på Christiansborg. Og skulle nogen være i tvivl om alvoren, bør de læse de nedslående resultater i kvalitetsundersøgelserne for vuggestuer og børnehaver, påpeger han.

”Christiansborg skal sikre en national rekrutteringsplan for flere pædagoger, som gør det mere attraktivt at blive og være pædagog. Der skal være tid til at bruge sin faglighed og pædagogkolleger at sparre med i hverdagen. Det kræver ordentlige normeringer og pædagoger nok omkring børnene. Man kan starte med at sikre, at der er mindst to faste pædagoger på alle stuer. Behovet for flere pædagoger til vores børn bør være et stort tema ved det kommende folketingsvalg,” siger Johnny Gaardsdal.

Læs også: Kvaliteten skranter i dagtilbud: Op til 50 børn for hver pædagog

’Nogle kommuner løser opgaven bedre end andre’

Johnny Gaardsdal understreger, at der skal være penge nok til, at kommunerne reelt kan investere i børn og både styrke normeringerne, rammerne og ikke mindst fagligheden i daginstitutionerne.

”Samtidig skal der blandt andet være råd til at uddanne flere pædagoger via merit. I BUPL så vi gerne, at politikerne fordobler den nuværende opkvalificeringspulje. Men vi kan også se, at nogle kommuner løser opgaven bedre end andre, og det viser mig, at der er mulighed for at skabe bedre kvalitet for børnene, hvis politikerne virkelig gør, hvad der skal til,” siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.