Kærlighed er ikke nok: Professionel omsorg er en krævende opgave

Hvad er professionel omsorg i pædagogisk arbejde?

»En af mine værdier er, at alle børn har ret til omsorg og lige meget omsorg. De børn, der er svære at drage omsorg for, fordi de afviser os, råber ad os, skælder ud hele tiden eller bare opfører sig mærkeligt, er tit dem, der har allermest brug for omsorgen for at kunne ændre adfærd. Der er det godt at tænke på, at de har lige så meget ret til omsorg og så bare blive ved. At stå der, selvom de siger ’skrid kælling’, at stå der igen næste dag, at starte forfra, smile til dem og vise, at ’jeg gider dig godt’. Det er, hvad professionel omsorg går ud på.«

Hvad er forskellen for dig på omsorg i professionel og privat sammenhæng?

»Hvis en person hele tiden behandler mig dårligt i mit private liv, vil jeg tænke, at det gider jeg ikke længere. Jeg ville holde op med at lave aftaler og gå udenom personen. Den går ikke, når vi går på arbejde. Der skal vi være professionelle. Det vil sige blive ved med at være der og blive ved at prøve at forstå. Er det helt umuligt, skal vi sørge for, at en kollega tager over.«

Hvad kræver det af dig at blive ved?

»Jeg skal holde mine følelser i ro og så vælge, hvordan jeg reagerer, når et barn står og råber grimme ting til mig eller opfører sig på måder, jeg ikke forstår. Det kan fx være et barn, der bliver ved med at sætte sig under bordet i klassen eller gå rundt, når han skal sidde ned. Så kan jeg jo godt blive irriteret og få lyst til at råbe: ’Hvad er det, du ikke forstår. Jeg har jo sagt det 10 gange?!’ Men det vil kun skubbe barnet længere væk. Så jeg skal i stedet blive ved med stille og roligt at sige: ’Jeg vil gerne have, du gør sådan her’. Eller måske prøve at forstå, hvorfor det er så vigtigt at sidde under bordet.«

Hvad gør du, når det ikke virker?

»Nogle gange er jeg nødt til at tale med nogle kollegaer om, om de har erfaring med noget, der virker. Andre gange prøver jeg noget andet, og så sker det faktisk tit, at det heller ikke virker. Så går jeg tilbage til udgangspunktet og møder barnet med omsorg og åbenhed. Indtil det virker. Det handler om gentagne gange at møde barnet med ro og en vilje til at vise, at ’jeg gider dig godt, men det er sådan her, jeg vil have, vi skal gøre, når vi er sammen her’. Jeg vil gerne forstå, hvad der ligger bag adfærden. Det kan være, at barnet skal have en pause mere eller en anden plads i klassen. Nogle gange er jeg løbet panden mod en mur, fordi nogle kollegaer forventer et resultat med det samme og siger: ’Det virker jo ikke, hvorfor bliver du så ved?’ Men min er faring er, at det kan tage et halvt år for et barn at ændre adfærd, fordi det handler om tryghed og tillid til den voksne.«

Hvordan bruger du dine egne følelser, når du arbejder med omsorg?

»Det handler meget om at holde dem i ro. Når jeg bliver irriteret, må jeg finde ud af, hvad der irriterer mig. Min irritation bunder ofte i, at jeg føler mig utilstrækkelig. Det handler ikke om barnet, men om mig selv, og det må jeg gøre noget ved, så det ikke bliver barnets ansvar.«

Hvordan gør du det?

»I praksis kræver det, at der er tid til at tænke over tingene. Men det kræver også en enorm tillid i personalegruppen, og at man har kollegaer at tale om det med. Jeg har god erfaring med at være et sted, hvor der er supervision, og hvor jeg kan tale med en psykolog og blive mødt med de følelser, jeg har. Psykologen kan komme med forslag til, hvad jeg kan lave om, men det hjælper også tit bare at blive lyttet til. Jeg bliver lidt klogere på mig selv. Vi har jo alle sammen forsvarsmekanismer, så nogle gange bliver jeg klar over, at noget, jeg selv gør, står i vejen for mit arbejde.«

Hvornår oplever du omsorg fra kollegaer?

»Det bedste jeg ved, er det, der er allermest mangel på: Når vi har tid til at sætte os sammen og snakke om de børn, som udfordrer. Finde ud af sammen, hvordan vi kan møde dem bedst. Hvor det er ok at sige; ’jeg føler mig utilstrækkelig’, eller ’jeg bliver helt vildt jaloux på dig, for jeg kan se, at I har det skide­godt sammen’. Det er hårdt, når jeg en gang imellem har fortalt, at jeg har det svært med et barn, og nogle så har sagt til mig: ’Ej, sådan har jeg det bare aldrig, han er simpelthen så sød, når jeg er sammen med ham’. Det bedste, jeg ved, er, når andre også fortæller, at noget er svært for dem. Det gør det lettere at drage omsorg for hinanden og hermed også omsorg for sig selv.«

Om Rikke Smedegaard Hansen

• Har gennem en årrække været debattør og skrevet flere ­artikler, klummer og kronikker samt stillet op til interviews i aviser, fagmagasiner og på tv.
• Uddannet pædagog i 1996 og har arbejdet som skolepædagog i 10 år. Arbejder på en folkeskole i Slagelse.
• Aktuel med bogen ’Ida er pisseprovokerende – En bog om følelser i pædagogisk arbejde’, Akademisk Forlag. I bogen argumenterer forfatteren for, at pæda­goger ikke skal skamme sig over at knytte tætte bånd til børnene, være i ­vildrede og føle sig utilstrækkelige og afmægtige. Pædagoger skal ranke ryggen og blive bedre til at sætte ord på, hvad deres arbejde og faglighed består i.

Læs Børn&Unges spændende sommertema om professionel omsorg her.