Jacob Mark har levet efter at vise, hvem han er. 'Så må jeg holde til det, så længe jeg kan'
Jacob Mark står med sin mor i hånden og ser på den store, blå fritidsordning, som han er begyndt i for kort tid siden. Det er en forårsmorgen i Alkestrup, syd for Køge, og året er 1997.
Ved siden af SFO’en ligger hans elskede, røde børnehave. Den hedder Alkereden, og der går Alexander, Nicklas og de andre stadig. For de er 92’ere, mens Jacob er fra 91 og derfor et af de kommende skolebørn.
”Hvor vil du helst hen?” spørger hans mor.
Hun kender godt svaret, for drengen er ulykkelig. Han har grædt og savnet sine venner. Følt sig forkert og for lille og har ofte fået lov til at komme på besøg i børnehaven, når han har stået på SFO’ens side af hegnet og kigget ind.
Et livsomvæltende valg
Nu er pædagogerne og hans forældre blevet enige om, at han vil have godt af et ekstra år i børnehaven. Det ved Jacob Mark ikke selv denne morgen. Men han er ikke lang tid om at beslutte sig.
Han går ind ad døren til Alkereden. Og her bliver han, indtil han et år senere, spændt og forventningsfuld, begynder i skole sammen med sine kammerater.
”Det har været sundt for mig, at jeg selv nåede at tage stilling. Og det valg blev livsomvæltende,” fortæller Jacob Mark, folketingspolitiker for SF, da Børn&Unge besøger ham i hjemmet i landsbyen Butterup.
Blev nær blind af stress
Børnenes Batman. Sådan er Jacob Mark blevet kaldt på grund af sine politiske mærkesager. Han er børne- og undervisningsordfører for sit parti og bliver af mange regnet for en af de ivrigste forkæmpere for loven om minimumsnormeringer.
På gården i Butterup bor han med sin forlovede, Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), og deres golden retriever Ebba. Vi sidder og kigger udover den store have, hvor et højt kastanjetræ og en lille sø er det første, der springer i øjnene.
Jacob Mark er vendt tilbage til politik efter en stresssygdom, der nær gjorde ham blind. Disse dage øver han sig i at passe på sig selv og tilbringer derfor, til Ebbas tilfredshed, mindre tid på Christiansborg.
Theodor er kommet til verden
Snart må hunden dog konkurrere om sin herres opmærksomhed, for nu er politikerparrets søn Theodor kommet til verden og blevet en del af den landlige idyl nær Holbæk. Her vil han få det, som Jacob Mark håber bliver en god start: bondegård, bedsteforældre tæt på, et dejligt lokalmiljø og en god daginstitution. Ligesom politikeren selv fik en god start på skoletiden med beslutningen om at blive et år længere i børnehaven.
”Jeg var utroligt genert. Det var først senere i skolen, at jeg blev lidt mere udadvendt og fik lyst til at bryde ud af de faste rammer. Og jeg er ikke sikker på, at jeg var kommet dertil, hvis jeg var blevet presset for hurtigt fremad,” siger han.
Spørgsmål om krig og uretfærdighed dukkede op
Hans lærere i folkeskolen kan skrive under på, at Jacob Mark lagde den tilbageholdne dreng bag sig. I takt med, at verden åbnede sig for ham, dukkede der spørgsmål om krig og uretfærdighed op. Og dem ville han diskutere.
”Politik strømmede ind i alt, hvad jeg så, i alt, hvad jeg tænkte, og i alt, hvad jeg gjorde,” siger Jacob Mark, som ellers havde svoret aldrig at ville bruge tid på politik.
For hans mor var glødende kommunist, mens faren var inkarneret venstremand, og den unge Jacob Mark havde givet politiske uoverensstemmelser skylden for deres skilsmisse. Men nu kom politikken alligevel til ham.
Meldte sig ind i ungdomsparti for at diskutere
”Mine lærere ville ikke diskutere, og mine venner talte helst om fodbold og piger. Så jeg meldte mig ind i SF’s Ungdom. Ikke for at blive politiker, men for at få nogle at diskutere med,” fortæller Jacob Mark.
Måske så han ikke sig selv som kommende politiker, men det gjorde andre. Som bare 17-årig blev han opfordret til at stille op til Køge Byråd, og i året efter, i 2009, blev han valgt ind. Her fik han hurtigt øje for dårlige normeringer i daginstitutioner, ringere mulighed for udskudt skolestart og nogle af de andre udfordringer, han siden har forsøgt at finde politiske løsninger på.
Vil ikke skjule sine følelser
'Jeg er så vred', kan Jacob Mark finde på at skrive på sin Facebook-profil. Vred over folkeskolereformen, en uretfærdig kritik eller den nye kvalitetsrapport. Følelserne kommer let til politikeren, når han kommunikerer til sine mange følgere. Og han vil ikke skjule dem. Tværtimod.
Allerede da jeg blev valgt ind som 18-årig, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville kunne holde til at være én type som politiker og én anden type som mig selv. Jeg er nødt til bare at være mig.
Jacob Mark, folketingsmedlem for SF
”Allerede da jeg blev valgt ind som 18-årig, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville kunne holde til at være én type som politiker og én anden type som mig selv. Jeg er nødt til bare at være mig. Og jeg har levet efter at vise, hvem jeg er. Så må jeg holde til det, så længe jeg kan,” siger Jacob Mark, som godt kan mærke, at ærligheden kommer med en pris.
”Når folk vurderer mig, er det jo ikke bare mit politiske jeg, men mit hele jeg. Jeg kan ikke bare sige, at det ikke har noget med mig at gøre, at det bare er mit arbejde. For det er meget mere end det,” siger Jacob Mark.
Hans engagerede og oprigtige fremtoning er en stor del af forklaringen på hans popularitet som politiker. Og også en del af forklaringen på, at han blev syg. Efter i perioder at have været nærmest konstant online. Hele tiden med tanke på, hvordan hans egne præstationer påvirkede partiets resultater. Og med visheden om, at selv det mindste fejltrin øjeblikket efter kunne ende som en push-besked til hele Danmark.
Der stod kun ét ord på tavlen: Minimumsnormeringer
På Christiansborgs måske mindste kontor sidder Jacob Mark med sin praktikant. Det er juli 2015, og det nyvalgte folketingsmedlem vil gerne slå igennem med sin og partiets politik. Men hvordan? På en planche vil han notere alle sine ideer. Han når dog kun at skrive et enkelt ord, inden telefonen afbryder brainstormen: ’Minimumsnormeringer’.
Et begreb, der ikke er officiel SF-politik på det tidspunkt, men til gengæld bliver brugt flittigt af eksempelvis BUPL. I de kommende år får ideen om at sikre en prop i besparelserne på dagtilbud større og større opbakning, og Jacob Mark bliver en af dens ivrigste fortalere.
Jacob Mark bliver træt, som om han havde løbet et maraton
Knap fire år senere kan man igen læse ordet ’minimumsnormeringer’ på Christiansborg. Det er juni 2019, og Mette Frederiksen har lagt en aftaleskitse frem efter tre ugers intense regeringsforhandlinger. Indtil nu har især ét spørgsmål skilt Socialdemokraterne fra de mulige støttepartier: Minimumsnormeringer.
Statsministeren ser forventningsfuldt på Jacob Mark. Og mens han læser en sætning, der ikke stod i udkastet dagen før, forstår han hvorfor: ’Der indføres minimumsnormeringer i Danmark fra 2025’.
Smilene breder sig om bordet, og en politisk sejr, der er blevet kaldt en af de største i nyere tid, er en realitet. Samtidig sker der noget i Jacob Mark: Med et fingerknips bliver han træt. Som om han havde løbet et maraton.
Kører på, for der er nok at tage fat på
”Der skulle jeg have taget en pause for ikke at blive rigtig syg,” forstår Jacob Mark nu.
På det tidspunkt indser han det ikke. For nu skal loven forhandles, og pengene skal findes i finansloven. Der er nok at tage fat på, og der er medvind til både ham og partiet.
Så han kører på. Og hver gang, han føler sig presset og utilstrækkelig, skruer han op for tempoet. Han ignorerer selv voldsomme symptomer som angst, søvnløshed og synsproblemer og stopper ikke, før hans krop gør det for ham: Ved næsten at gøre ham blind.
Men der er stadig én ting, Jacob Mark må gøre, før han kan slappe af: Han vil på talerstolen, når loven om minimumsnormeringer træder i kraft. Der er ikke noget, han hellere vil end at følge sejren til dørs.
Sådan kommer det ikke til at gå.
"Vil du ikke holde talen for os?"
Jacob Mark sidder i en rundkreds. Det er november 2021, kun tre dage efter, at han har meldt ud til først partiet og siden hele Danmark, at han holder pause for at passe på sig selv. Nu vil han forsøge at gøre sin lederuddannelse færdig, og derfor er han på Orø, hvor kursusdeltagerne som vanligt skal sætte ord på, hvordan de har det.
Men Jacob Mark kan ikke mærke sig selv. Han ved kun, at han er ked af at have sygemeldt sig, før han kunne holde sin tale.
”Vil du ikke holde talen for os?” spørger underviseren. Og det gør han. Eller noget af den i hvert fald, inden han bryder sammen og bare græder og græder.
Bagefter kan man blive træt og sove en måned
”Når man er i det stadie, har man brug for, at nogen får hul på en. Og så kan man blive træt bagefter og sove en måned,” siger Jacob Mark, som ikke er i tvivl om, at det har hjulpet ham videre at tale om det, der er svært.
De daglige, lange gåture med Ebba har også hjulpet. Og så er Jacob Mark blevet bedre til at sige nej og sige fra.
”Det vigtigste for mig har været at skabe rum, hvor jeg ikke arbejder. Et af mine stresssymptomer er, at jeg føler mig utilstrækkelig og får dårlig samvittighed. Det får mig til at skrue op og gøre mere, hvor jeg i stedet burde tage to dage ud af kalenderen og bare slappe af. Så må nogle af de andre redde SF imens,” siger Jacob Mark.
Kan man både være forælder og politiker?
Der bliver ikke mindre at se til for Jacob Mark nu, hvor hans søn er kommet til verden. Og tvivlen har da også meldt sig: Skal han blive i politik? Kan man være en god forælder og en succesfuld politiker samtidig?
I virkeligheden traf han allerede valget, da han kom tilbage fra sin sygemelding i juni 2022:
”Jeg vælger at blive i politik, fordi jeg elsker det. Og jeg bliver, så længe folk synes, at jeg gør en forskel,” siger Jacob Mark.
Så han bliver ved. Og forsøger at passe på sig selv og sin familie samtidig.
”Det ville være sørgeligt, hvis man ikke kunne lave politik og have et familieliv ved siden af. Familielivet er jo kernen i det danske samfund. Jeg vil hellere forsøge at rykke på de politiske rammer, så der er plads til den, end at gå på kompromis med mit familieliv og blive topstresset igen. Og blive en dårlig forælder,” siger Jacob Mark.
Lyt også til podcasten 'Jacob Mark: Jeg vil ikke være topstresset og en dårlig far'. Klik i afspilleren nedenfor, eller hent Børn&Unge Podcast i din app.