Institutionsleder om normeringseksperiment på tv: Reaktionerne bliver voldsomme

TV2 Dokumentar har med ny dokumentar taget hul på et eksperiment: Hvad betyder det for børnenes trivsel, hvis normeringen i en almindelig dansk daginstitution fordobles til BUPL´s anbefalede minimum? Resultatet vil komme til at vække stor opsigt, mener leder fra den medvirkende institution Unoden.

Børnehuset Unoden i Viborg spiller en central rolle i TV2’s fokus på børnenes hverdag og på normeringerne i landets daginstitutioner. Det sker over to udsendelser med titlen ’Eksperimentet med vores børn’, og første afsnit blev bragt den 31. oktober 2019.

Om udsendelserne siger TV2 Dokumentar selv, at man vil undersøge ’hvordan det påvirker børns trivsel, hvis der kommer mere personale i institutionerne’.

Leder i Unoden, Pernille Dam Marcussen, må ikke referere fra eksperimentets resultat, men hun kalder det »tankevækkende«.

Knytnæve til finanslovsforhandlinger

I den første udsendelse blev forholdene, som de er nu, skildret, mens der i næste udsendelse ses på forholdene med højere normeringer. Og Pernille Dam Marcussen forventer en voldsom reaktion:

»Det her kommer til at slå en kæmpe knytnæve ind i forhandlingerne om finansloven. Og set fra vores side er det hammergodt. Eksperimentet ser isoleret på, hvad normeringerne betyder. Formålet har været at afdække, hvilken forskel, det gør for børnene, om der er tre eller seks medarbejdere,« siger lederen af Børnehuset Unoden.

Under begge normeringer kommenteres dagligdagen løbende af eksperter, blandt andet en stressforsker.

Nu skal der handles

For at kunne gennemføre eksperimentet har Pernille Dam Marcussen i perioden blandt andet haft ansat studerende som vikarer andre steder i institutionen, så der kunne frigøres fastansat personale til at opnormere på de pågældende to stuer. Her følges nogle udvalgte børn tæt, men der gives samtidig et billede af trivslen i hele børnegruppen.

»Jeg er ikke overrasket over de konklusioner, der præsenteres i program nr. to, men det gør mig ikke mindre bekymret for forholdene i de danske dagtilbud her og nu. Og jeg er endnu en gang blevet bekræftet i det forkastelige i, at regeringen snakker om først at gennemføre minimumsnormeringer fra 2025. Det er nu, der skal handles. Vi svigter og taber børn hver dag i hele landet, og det er en regning, vi skubber foran os – det bliver dyrt,« siger Pernille Dam Marcussen.

Tre ugers forsøg

Forsøget gik over tre uger, først en uge med den normale normering, som den er i dag, det vil sige to pædagoger og en pædagogisk assistent til 35 børn. Herefter var der så to uger med dobbelt op i normeringerne med fire pædagoger og to pædagogiske assistenter til de samme 35 børn. Udover måling af stressniveauet blev der foretaget meget grundige tilsyn af forholdene, trivsel m.v. i den første uge og i uge tre. I næste udsendelse, der bringes den 7. november 2019, præsenteres forskellen.

Forældrene har været meget positive over for at lade ’deres’ børnehus medvirke i eksperimentet, fortæller lederen.

»Ud af i alt 107 børn i institutionen, var der fire forældrepar, som takkede nej og i alt ni børn, der ikke blev filmet. Så opbakningen fra forældrene var meget stor. De har enorm stor respekt for, at vi kæmper børnenes kamp. Ikke kun deres børns, men Danmarks børns. Jeg har ligeledes oplevet stor opbakning fra både min områdeleder og dagtilbudschef. Jeg ville ønske, at flere pædagoger og ledere ville give børnene deres stemme i offentligheden. Hvis ikke jeg som dagtilbudsleder skal ytre mig på børnenes vegne, hvem skal så?« siger Pernille Dam Marcussen.

For børnenes skyld

Én af de forældre, som bakker op om Unodens deltagelse i tv-dokumentaren er Rene Bjerregaard, der er far til to børn i Børnehuset.

»Vi talte selvfølgelig om det hjemme hos os, og vi var enige om, at dette jo hverken er for Pernilles eller Unodens skyld. Det er for børnenes skyld. Og vi synes, det er modigt af pædagogerne at gå med. De er jo ikke ligefrem vant til at have et tv-hold med i deres hverdag, og alt andet lige bliver de jo udstillet,« siger Rene Bjerregaard.

For ham er det vigtigt, at udsendelserne viser forholdene i børnehøjde.

»Vi afleverer vores børn klokken 7.30 og henter dem klokken 16, og så vil vi selvfølgelig gerne, at de har de bedst mulige rammer i dette tidsrum. Vi kan jo se, at pædagogerne i institutionen gør en kæmpe indsats, og vi kan se, at børnene er glade for dem og giver dem krammere. Men vi kan også se, at som forholdene er i dag, er der ikke tid til alt,« siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.