Institutionsleder efter TV2-eksperiment: Jeg blev så stolt af mine medarbejdere

Det er med børns leg som med bybussen. Du kan håbe på, at den kører som forventet. Men du kan også godt forberede dig på, at du må tænke i andre baner, hvis den pludselig stopper og ikke kan komme i gang af sig selv igen.

Sådan plejer Pernille Dam Marcussen at tænke om børns aktiviteter, men i to uger oplevede hun en anderledes ro og fordybelse blandt børnene i institutionen Unoden i Viborg, hvor hun er leder. Det var, som om legen og aktiviteterne aldrig stoppede. Børn, pædagoger og assistenter blev bare ved og ved, og det var der tid og plads til, for som en del af en ny TV2-dokumentar var normeringen i institutionen fordoblet i løbet af 14 dage: Fra at være 2 pædagoger og 1 pædagogisk assistent til 35 børn var der nu 4 pædagoger og 2 assistenter til samme børneflok.

»Der var så meget nærvær og omsorg for det enkelte barn. Jeg kunne mærke glæden og se den i øjnene på både børn og voksne, og jeg blev så glad og stolt over mine medarbejdere og dybt imponeret over den ændring, som de kunne skabe nærmest fra dag 1 af eksperimentet. De fik lov til at vise, hvor dygtige pædagoger de er,« fortæller Pernille Dam Marcussen.

Ro og fordybelse

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober, og anden del kunne ses torsdag d. 7. november. Her oplevede man blandt andet pædagog Tanja Helstrup Frost, der fandt sprogkufferten frem og sad på gulvet sammen med en lille gruppe børn. Når et barn skulle på toilettet, hjalp en kollega til, så den fælles aktivitet ikke blev afbrudt.

»Pludselig kunne fordybelsen vare en halv time eller mere, og der var tid og overskud til at følge med, når et af børnene fik en idé eller havde en tanke eller historie, som Tanja lige skulle høre. Hun og de andre medarbejdere kunne være 100 procent til stede der, hvor de var, og det gav en fantastisk pædagogisk fordybelse,« siger Pernille Dam Marcussen.

Det var ellers et noget andet billede, man fik af Tanja Helstrup Frosts arbejde i første del af udsendelsen, mens normeringen var på sit normale leje. Her så man en pædagog, der sjældent kunne reagere på børnenes henvendelser, og som havde svært ved at yde den nødvendige omsorg.

Det gav sig tydeligt udslag i den vurdering af den pædagogiske kvalitet, som psykolog og lektor ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Grethe Kragh-Müller gav Unoden efter sine indledende observationer i institutionen: Under middel.

Som det fremgår af udsendelsen, stiger den vurdering til over middel i løbet af de 14 dage med en forbedret normering.

Ikke fuldt udbytte

Man kan spørge sig selv, hvorfor ekspertens vurdering af den pædagogiske kvalitet ikke stryger helt til tops i den periode, hvor normeringen i Unoden ligger på det niveau, som pædagoger, forældre og forskere har krævet i løbet af den seneste tids offentlige debat om minimumsnormeringer.

Det kan Pernille Dam Marcussen godt svare på:

»Pædagogik er båret af relationer, og børnene havde brug for at lande i de nye forhold. Nu oplevede de pludselig voksne, der rent faktisk kunne blive i aktiviteterne med dem. Med min bedste faglige vurdering mener jeg, at der skete en kæmpe stigning i den pædagogiske kvalitet, taget i betragtning at eksperimentet kun varede i 14 dage,« siger Pernille Dam Marcussen, som mener, at kvaliteten kun ville være steget, hvis eksperimentet havde fået lov til at fortsætte en måned eller endnu længere tid.

»Mine medarbejdere havde kun fået begrænset forberedelsestid, og de var kun i gang med at få bygget de rigtigt tætte relationer til børnene. Så reelt har vi ikke set det fulde udbytte,« siger hun.

Børn i en slikbutik

Da de to uger var gået, vendte hverdagen og den sædvanlige normering tilbage i Unoden. Og mødet med virkeligheden var hårdt for både børn og medarbejdere, fortæller Pernille Dam Marcussen.

»Det føltes, som om vi havde taget børnene med ind i en slikbutik og sagt: I må smage et enkelt stykke, men så skal I også gå igen,« siger lederen, som dog sammen med sine medarbejdere har forsøgt at vende oplevelsen til det positive.

»Det har givet os blod på tanden. Mine medarbejdere kan mærke, hvorfor de valgte at blive pædagoger, og det giver en masse plusser på selvtilliden at mærke, at de stadig kan deres kram, selvom smagen selvfølgelig er bittersød,« som Pernille Dam Marcussen siger det.

Helt ned i hug

Noget andet, der har hjulpet på selvtilliden i Unoden, er de mange reaktioner fra kolleger, forældre, bedsteforældre og mange andre både lokalt og fra resten af Danmark, der er strømmet til dem. Flere end 350 henvendelser alene de første 5 dage efter første del af udsendelsen blev vist, fortæller lederen.

»Vi var både spændte og nervøse over, hvordan folk ville reagere, for det er enormt sårbart at blotte sig, velvidende at selvom man gør sit arbejde så godt, som man kan, er det ikke så godt, som man gerne ville, og som børnene har brug for,« siger Pernille Dam Marcussen og fortsætter:

»Vi har udelukkende fået positive henvendelser. Respekt, anerkendelse, ros og opbakning. Vi mærker også opbakningen fra vores egne forældre, som er stolte over vores hus og synes, vi kæmper en vigtig kamp. Ikke bare for børnene i Unodens skyld, men for alle børn i Danmark.«

Faktisk har Pernille Dam Marcussen kun én enkelt bekymring i forhold til tv-udsendelserne: Nemlig om de kommer til at rykke ved noget.

»Hører de nu efter, derinde bag ved Christiansborgs mure? I de her programmer kommer vi helt ned på hug og ser problemerne i børnehøjde. Og vi ser, hvordan det ville være, hvis vi havde bedre vilkår. Men det er sidste skud i bøssen. Hvis ikke det hjælper at se effekten af dårlige normeringer direkte i børnenes ansigter og i deres adfærd, så ved jeg ikke, hvad der skal til,« siger hun.