Ingen nye bud fra ministeren: Men ’selvfølgelig skal ligeløn ikke tage 100 år,’ siger han
Siden 1969 har pædagoger og andre fag, som fortrinsvis bestrides af kvinder, lidt af et lønefterslæb, som - helt forventelig - heller ikke bliver udlignet ved de overenskomstforhandlinger, der netop er afsluttet og nu bliver sendt til urafstemning i fagforeninger for offentligt ansatte.
Netop fordi det ved overenskomstbordet kun kan blive til museskridt mod ligeløn, havde Enhedslistens Pernille Skipper trukket ligestillings- og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd onsdag den 10. marts for at få ham til at redegøre for, hvordan regeringen vil bidrage til løse problemerne med uligeløn.
Peter Hummelgaard kunne fastslå, at han delte såvel problemanalysen som problemformuleringen:
”Anerkender jeg, at vi har udfordringer med uligeløn i Danmark, anerkender jeg, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked? Det er et rungende ja. Det er helt åbenlyst for enhver,” sagde ministeren på samrådet.
Ministeren: Løsningen skal findes i den danske aftalemodel
Men løsninger kneb det lidt mere med. Peter Hummelgaard gjorde det klart, at timingen for samrådet ikke var god, fordi overenskomstforhandlingerne endnu ikke er afsluttet.
”Det er en vanskelig diskussion på et vanskeligt tidspunkt. Politikere i absolut videst mulige omfang, i særdeleshed regeringer, skal holde snotten væk fra den danske model, i særdeleshed med overenskomstforhandlinger, der ikke er afsluttet,” fastslog han.
Netop derfor kunne ministeren heller ikke tilslutte sig et forslag på samrådet om en trepartsforhandling, hvor regeringen, arbejdsgivere og fagforeninger på det offentlige område kan diskutere mulige løsninger på problemet.
I stedet spillede han bolden tilbage til overenskomstbordet.
”Løsningen på ligelønsproblematikken må og skal findes i den danske aftalemodel. Det er afgørende, at vi som regering og Folketing fastholder, at løn og ansættelsesvilkår aftales i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter,” sagde Peter Hummelgaard.
Ligeløn skal ikke tage 100 år
Det blev påpeget på samrådet, at det vil tage langt over 100 år at skabe ligeløn, hvis løsningen bliver overladt til arbejdsmarkedets parter. Men det afviste Peter Hummelgaard.
”Selvfølgelig skal det ikke tage 100 år. Men jeg kan ikke svare på, hvor lang tid det tager.”
Hvorfor gælder tjenestemandsreformen stadig?
Ligestillingsministeren pegede også på, at der var stort fokus på betydning af tjenestemandsreformen fra 1969, en reform, som han var enig i ’i høj grad afspejler sin samtid.’
Det fik Pernille Skipper til at spørge:
”Hvis tjenestemandsreformen afspejler sin samtid, hvorfor gælder den så stadigvæk? Og er det så ikke et politisk ansvar at rette op på den politiske fejlslagne beslutning?”
Det svarede Peter Hummelgaard ikke direkte på:
”Der er løbet meget vand gennem åen siden tjenestemandsreformen. Derudover er det ikke let at svare på om og i givet fald hvilke lønmodtagere, der i dag får for lidt i løn, og hvor meget ekstra de burde få. Det giver analysen af tjenestemandsreformens betydning for lønhierarkiet heller ikke et svar på. Hvordan skal lønstigninger finansieres? Skal de betales af andre grupper i det offentlige, som så skal acceptere lavere lønstigning? Eller skal udvalgte grupper have mere,” lød det fra ligestillingsministeren.
”Der er løbet meget vand gennem åen. Det er ligesom det, der er problemet. Det er derfor, vi skal ændre på det,” konstaterede Pernille Skipper.
To løsninger
Peter Hummelgaard pegede selv på to løsningsmuligheder, hvis pædagoger og andre grupper med et lønefterslæb skal have rettet op på den uretfærdighed:
”Hvis man skal respektere overenskomsternes reguleringsordning (der sikrer en parallel lønudvikling mellem det offentlige og private arbejdsmarked, red), så vil det betyde, at andre fag i den offentlige sektor vil skulle have en lavere løn. Eller at regeringen hæver lønnen indenfor visse fag, uden at sænke den for andre fag og dermed så siger farvel til den model, hvor det er parterne, der aftaler løn og arbejdsvilkår. Der er ikke nogen af de to valgmuligheder, som vi som regering synes er en god måde at løse problemet på,” sagde Peter Hummelgaard, der også pegede på flere mænd i kvindefag og omvendt som noget, der kunne være med til at udligne de kønsbetingede lønforskelle.
Det lød ikke som en løsning på kvindefagenes udfordringer i Pernille Skippers ører:
”Hvad skal de gøre? De er låst lige nu. Hvis ansvar er det at gøre noget ved ligelønnen? Jeg kan konkludere, at det ikke er ligestillingsminsterens. Jeg synes jo, det er et samfundsproblem, vi står med. Det er ikke et overenskomstproblem eller et ligestillingsproblem. Det er lidt skuffende, at vi ikke har flere løsninger på de strukturelle problemer,” sagde Pernille Skipper.
BUPL: De skal løse et politisk problem
Også BUPL’s formand er skuffet over, at der ikke kom brugbare bud på løsninger fra ligestillingsministeren. Hun kalder det ’en automatpilot’, der bliver slået til, når ministeren ikke vil blande sig i overenskomstsystemet.
”Det er heller ikke det, vi beder om. Vi beder om, at de løser et politisk problem. Der er et politisk skabt lønefterslæb. At sige til os, at hvis vi skal løse lønefterslæbet, så skal vi bede andre om at gå ned i løn, vil svare til, at man på det private arbejdsmarked siger til medarbejderne på Danfoss, at de skal gå ned i løn, fordi de på Novo Nordisk skal have en højere løn. Det er urimeligt,” siger Elisa Rimpler.
En misforståelse
Hun peger også på, at Peter Hummelgaard misforstår reguleringsordningen, når han henviser til, at den er en barriere for at gøre noget ved lønefterslæbet.
”Reguleringsordningen er aftalestof. Det betyder også, at vi både kan opsige den og aftale løsninger udenfor reguleringsordningen, så det ikke kommer de andre medarbejdergrupper til last,” siger Elisa Rimpler.
Hun kan heller ikke forstå, at Peter Hummelgaard afviste trepartsforhandlinger, men i stedet pegede på overenskomstsystemet som løsningen.
”Trepartsforhandlinger er faktisk en del af den danske forhandlingsmodel. Det er en måde, hvor man kan løse nogle af de udfordringer, som vores overenskomst har svært ved at løse. Derfor peger vi på trepartsforhandlinger som en løsningsmodel,” siger Elisa Rimpler.
