Hver 9. pædagog har fået COVID-19 på to uger: Nu nødlukker kommuner

Efter flere uger med tårnhøj coronasmitte i mange af landets daginstitutioner og opråb fra pædagoger, begynder flere kommuner nu at nødlukke og begrænse åbningstiden. ’Positivt, men vi ser stadig uforsvarlige situationer, som kalder på klare rammer fra regeringen,’ mener BUPL.

Coronasmitten blandt landets pædagoger er fortsat rekordhøj. Nye tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at mere end hver niende medarbejder i landets daginstitutioner er blevet smittet med COVID-19 alene i perioden fra 3.-16. januar.

Tæller man alt personale, som var væk på grund af corona - også som eksempelvis nærkontakt - viser nye tal fra Kommunernes Landsforening, at mere end hver femte medarbejder i landets daginstitutioner mellem 17. og 19. januar var fraværende på grund af corona.

En række pædagoger har advaret om uforsvarlige situationer, hvor daginstitutioner har været nødt til at holde åbent selvom man på grund af manglende personale ikke kunne garantere for børnenes sikkerhed og trivsel.

Eksempelvis fik en børnehaveleder fra København afslag fra kommunen på akut at dimensionere en dag, hvor der på grund af coronafravær kun var tre ansatte til 38 børn.

Trods grønt lys fra minister: Flere kommuner har sagt nej

Flere pædagogfaglige ledere fra forskellige kommuner fortæller i en BUPL-undersøgelse foretaget fra 7.-11. januar 2022 om lignende afslag fra de kommunale forvaltninger.

Det på trods af, at Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) allerede 4. januar understregede, at daginstitutioner kunne nødlukke fra dag til dag, hvis eksempelvis halvdelen af personalet var akut syge.

Og ministeren understreger over for Børn&Unge, at kommuner ikke skal frygte sanktioner fra regeringen, hvis de lukker en institution på grund af akut coronafravær:

”Ingen kan naturligvis forpligtes til det umulige, og derfor kan der – som ministeriet også har oplyst kommunerne om – være helt ekstraordinære situationer, hvor kommunen ved, at alle muligheder for at finde ekstra personale er udtømte, og hvor kommunen kan bryde pasningsgarantien, uden at det får økonomiske konsekvenser,” lyder det i et skriftligt svar.

3 voksne til 38 børn: Ingen kommentar

Ministerens udmelding bunder i reglerne om ’force majeure,’ som blandt andet også gælder, hvis en daginstitution brænder ned over natten.

Pernille Rosenkrantz-Theil ønsker dog ikke at kommentere på situationen fra København eller andre kommuner, som har givet afslag på nødlukning.

”Det er den enkelte kommune, der vurderer, om der foreligger en sådan situation. Jeg kan derfor heller ikke kommentere på konkrete situationer og lokale forhold. Vi følger naturligvis situationen tæt og vurderer løbende, om der er behov for andre håndtag,” skriver ministeren til Børn&Unge.

’Brug for helt klare rammer fra regeringen’

De kommuner, som har afvist ledernes opråb, frasiger sig deres ansvar for børnenes sikkerhed og for børneperspektivet i det hele taget, mener BUPL-formand Elisa Rimpler.

”Vi står i situationer, som specifikt ligner dem, ministeren nævner, og alligevel ser vi ledere, som får afslag. Det er uholdbart og uforsvarligt for både børn og pædagoger,” siger hun.

Elisa Rimpler opfordrer i forlængelse af de tårnhøje smittetal til, at regeringen udstikker helt klare rammer for lovgivningen og kommunernes ledelsesrum.

”Den krisekommunikation har været helt fraværende, selvom vi står i en unik akut situation. Og nogle kommuner har tilsyneladende oplevet det som en begrænsning i deres ledelsesrum, som har ført til de her uforsvarlige situationer med ganske få voksne til store børnegrupper,” påpeger pædagogernes formand.

Børnechefer: Kan ikke altid træffe hurtig beslutning

Spørger man børnechefernes formand, giver regeringens udmelding kommunerne mulighed for at agere hurtigt i de fleste situationer.

”Men jeg kan ikke sige ’ja, alle kommuner vil helt sikkert kunne træffe en hurtig beslutning i alle situationer.’ For det her er kompliceret, og i nogle tilfælde vil det tage længere tid at sikre, at alle muligheder er udtømte. Det stiller store krav til dialogen mellem ledere og forvaltninger,” siger Henning Bach Christensen, som ud over at være formand i Børne- og Kulturchefforeningen også er direktør i Rudersdal Kommune.

Han understreger, at han generelt oplever en stærk dialog mellem ledere og forvaltninger.

”I forhold til Christiansborg er det afgørende for os som forvaltninger, at vi får nogle tydelige retningslinjer, vi kan reagere på. Og udmeldingen om force majeure er tydelig,” siger han.

Høj smitte: Flere kommuner reagerer

Elisa Rimpler glæder sig over, at flere kommuner, kommunalpolitikere og forvaltningschefer i løbet af de seneste dage har fået øjnene op for behovet for at reagere.

”Oven på den store medieopmærksomhed på baggrund af pædagogernes opråb begynder vi at se, at flere kommuner begrænser åbningstiden, kontakter forældre og så videre i de hårdt ramte institutioner, så vi undgår risikoen for omsorgssvigt,” vurderer hun.

Det gælder blandt andet kommuner som Aalborg, Ballerup og Stevns, hvor man akut har forkortet åbningstiden i hårdt ramte institutioner, da man ikke finder det forsvarligt at holde åbent på fuld tid.

Læs også: Kommuner om akut coronafravær: Sådan sikrer vi hurtig nødlukning

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.