Hun begyndte at sætte ord på angsten: Kan du huske, jeg blev bange for masker?

Et angstanfald hos en pige i 0. klasse lærte den nyuddannede pædagog Emilie Lindegaard Svendsen, at det er vigtigt at turde være i det svære sammen med børn, så de ikke er alene. Læs hendes beretning om oplevelsen, der blev et vendepunkt for hende.

Artikel

Mikkel Prytz, journalist

Udgivet den 28. januar 2021

Det kunne ske på en helt almindelig eftermiddag, når vi sad og spillede et spil eller tegnede. Så kunne pigen pludselig sige: »Kan du huske, dengang jeg blev rigtig bange, Emilie?«

Det kunne jeg. Det er en episode, der virkelig har bidt sig fast hos mig, og som jeg har reflekteret over adskillige gange siden. Både alene og sammen med kolleger. For gjorde vi nu også det rigtige i den situation, der var så svær for både hende og mig?

Dengang gik pigen i 0. klasse, og hun var meget udfordret i forhold til angst. Hun reagerede voldsomt på udklædning, figurer og den slags. Det gør mange børn, og hun gjorde det i særdeleshed.

Angst for julemanden

Der var juleafslutning i fritidsordningen, og en af kollegerne skulle være klædt ud som julemand. Det ville pigen ikke bryde sig om, vidste vi, og derfor havde vi på forhånd været i dialog med hendes forældre om, hvordan vi skulle gribe dagen an. Pigen var inde i en god udvikling, og derfor var vi enige med forældrene om, at nu tog vi den. Vi aftalte, at vi ikke skulle gøre så meget ud af at forberede hende, for så ville hun formentlig gå i baglås på forhånd.

Vi fortæller først pigen, hvad der skal ske, da vi henter hende i skolen. Det er mig, der følger hende i SFO den dag. Jeg holder hende i hånden hele vejen. Vi når helt frem til matriklen, helt hen til hoveddøren. Så kan hun ikke mere.

Hun bliver så angst. Hun er ikke særligt stor, men hun får mobiliseret helt utrolige kræfter. Flere gange er hun lige ved at løbe fra mig og direkte ud på vejen, og jeg må holde fast med alt, hvad jeg har. Imens bliver jeg ved med at gentage:

»Det er ok. Jeg passer på dig. Du skal ikke løbe ud på vejen.«

Refleksionerne kom bagefter

Det tager fem eller ti minutter, før hun er faldet så meget til ro, at jeg kan tage hende med ind på kontoret. Her er jeg sikker på, at hun ikke vil møde vores julemandsudklædte kollega. Til alt held bliver hun hentet tidligt, så der går ikke lang tid, fra vi er kommet indendørs, til hendes mor er der.

Senere oplevede vi flere situationer som denne, men det var første gang, jeg for alvor mærkede hendes angst. Og det var første gang, jeg oplevede et barn så meget i affekt. Jeg var nyuddannet, så jeg havde ikke en kæmpe bagage med mig, og derfor blev oplevelsen formativ for mig som pædagog.

Bagefter kom refleksionerne:

Skulle jeg have gjort noget anderledes? Men nej, jeg gjorde det rigtige ved at stå fast, holde om hende og passe på hende. Hun skulle vide, at jeg var der for hende, og det er den erkendelse, jeg har taget med mig fra oplevelsen: Børnene skal vide, hvor de har mig, og at jeg altid er der. Det kan godt være, jeg ikke er den pædagog, der hver dag sætter gang i en fodboldkamp eller en vild aktivitet. Men jeg er klar med et knus, jeg ser barnet og drager omsorg, når det er ude af stand til at tage vare på sig selv.

Ord på angsten

Var det den rigtige beslutning at tage pigen med til juleafslutning? Det har jeg reflekteret meget over. Vi følte, vi havde truffet det rigtige valg i samarbejde med forældrene, men efterfølgende kan jeg tænke, at vi måske godt kunne have bedt forældrene gå med i SFO’en den dag. Det er klart, at sådan en oplevelse giver anledning til at reflektere over sin egen pædagogiske praksis.

Og der er ingen tvivl om, at pigen og jeg fik et helt særligt bånd. Hun kom til at søge mig i de udfordringer, hun stod overfor, fordi jeg kunne være i dem sammen med hende. Når vi skulle i teatret, eksempelvis, var jeg med hende. Vi så forestillingen på afstand, men var stadig en del af gruppen. Og hun begyndte at kunne sætte ord på sin angst:

»Kan du huske, jeg blev meget bange for masker, Emilie?«

»Ja, det kan jeg. For du vidste ikke, hvad der gemte sig bagved dem.«

Det er i min optik vanvittigt vigtigt. At kunne være i det svære rum sammen med børnene, så de ikke skal være der alene.