Glemte barndomsminder sprang frem, da Catherine blev sprogpædagog. Nu har hun vundet pris

Jeg kom til Danmark i 1996. Min mor var blevet gift med Jens, som havde arbejdet i Cameroun i mange år. De fik to børn og flyttede til Rudkøbing, og så blev jeg og mine to storesøstre familiesammenført. 

Kort efter kom en dame fra kommunen og sagde, at når jeg var 13 år, skulle jeg gå i 7. klasse. Jens havde lært mig nogle korte sætninger på dansk, men jeg kunne hverken føre en samtale eller følge med i skolen. I nogle af timerne fik jeg hjælp af en pige i 20’erne, som jeg kaldte ’storesøster’. Hun kunne fransk og var en kæmpe hjælp.

I Cameroun er der cirka 300 sprog og dialekter. Fællessproget i nord er engelsk, og i syd lærer børnene fransk fra spæd, for ellers kan de ikke forstå hinanden i børnehave og skole. Derfor er mine modersmål bassa og fransk.

Lærte dansk på efterskolen

’Storesøster’ havde billedbøger med, hvor der stod, hvad motivet hed. Hun lærte mig, hvordan ordene skulle udtales på dansk. Men min ene søster gik også på skolen, og vi talte bassa sammen i frikvartererne.

For at bryde det kom vi på hver sin efterskole. Her lærte jeg at tale rigtigt dansk, så jeg kunne begå mig blandt veninder, kærester og i undervisningen.

Dengang tænkte jeg ikke over, at sprog altid har været centralt for mig. Det blev jeg først bevidst om, da jeg for cirka fem år siden deltog i kursusforløbet sprogklar om at spotte og hjælpe børn med sprogvanskeligheder.

Når vi drøftede cases, reflekterede jeg over min barndom, og hvordan det var at komme til Danmark. Det var spændende at analysere og forstå den gamle Catherine, og på et modul om tosprogede gik det op for mig, at jeg havde været hurtig til at lære dansk, fordi ’storesøster’ kunne oversætte fra dansk til fransk for mig.

Tosprogede børn spejler sig i mig

Fordi jeg selv har været der, så ved jeg, hvordan jeg skal møde vores tosprogede børn og deres forældre, som kan spejle sig i mig, fordi jeg taler med accent. Det får dem til at slappe af, og det er vigtigt for vores samarbejde om barnets sproglige udvikling.

Jeg har udviklet kasser med materiale til arbejdet med ordforråd, kommunikative strategier eller sprogforståelse. I kassen til ordforråd kan der ligge en ble, en fluesmækker, en mælkekarton, en handske og andre ting, som barnet kan se og føle på, mens vi snakker om genstanden.

Jeg arbejder med de tre-fire årige sprogbørn tre gange om ugen, fordi vi prioriterer at hjælpe dem.

Har sat ordkort på alt i børnehaven

Jeg har også sat ordkort på stort set alt i børnehaven: gulv, dør, tavle, dukkehus, reol…

Det minder mine kolleger om at arbejde med børnenes sprog i alle hverdagens stunder. Vi har også et bibliotek med bøger, som forældre og børn kan låne med hjem, og jeg arrangerer temauger.

For eksempel om vulkaner, som der er masser af sprog i: Hvad er en vulkan? Hvordan ser den ud? Hvordan er den opstået? Hvad betyder det, at den er i udbrud? Børnene formede deres egne vulkaner i saltdej, og vi satte ord på det hele.

Mine kolleger havde indstillet mig til Årets Sprogpædagog-pris i år. Det vidste jeg ikke, før de en dag tog imod mig med flag, fordi jeg havde vundet prisen.

Jeg stod med åben mund, for hold da op, hvor blev jeg glad. Jeg var nødt til at sætte mig ind på personalestuen og fordøje det. Det er et skulderklap, som viser, at de har lagt mærke til, at jeg gør noget særligt.