Fritidsområdet bløder: Se, om din kommune også sparer

Mere end halvdelen af landets kommuner enten sparer eller har planer om at spare på fritidsområdet. Det er dumt og kortsigtet at spare på fritidsområdet, når så mange børn og unge mistrives, mener BUPL.
Foto af penge, der bliver stablet
En stram økonomiaftale tvinger mange kommuner til at spare. 54 kommuner har kig på fritidsområdet.

Pressede kommuner kigger i stor grad på fritidsområdet, når der skal spares i den enkelte kommune. 54 af landets 98 kommuner har i skrivende stund således allerede vedtaget eller har planer om besparelser på fritidsområdet i 2024, viser BUPL’s gennemgang af kommunale sparekatalog og forlig på fritidsområdet (Se Danmarkskortet længere nede. Bemærk, kortet bliver hele tiden opdateret).

Kun tre kommuner, Herning, Gladsaxe og Middelfart, har valgt at tilføre fritidsområdet ressourcer. Der er indgået forlig i alle tre kommuner. 

Ballerup er blodrødt

Anderledes slemt ser det ud i blandt andet Ballerup Kommune.

”Ballerup er blodrødt,” lyder det fra Jon Olufson, formand for BUPL Storkøbenhavn.

Kommunen har fremlagt et sparekatalog, hvor SFO og fritidshjem skal spare 13,7 millioner kroner, og klubberne skal spare 9,55 millioner kroner.

”På SFO-området skal de 13,7 millioner kroner findes ud af et samlet budget på 70 millioner. Det er 20 procent, man vil skrælle af. Det er voldsomme tal,” siger Jon Olufson. 

På klubområdet skal 3 af de 9 millioner kroner, der skal spares, findes ved at omlægge klubberne til SFO2 og 3, et forslag, der kommer med i stort set ethvert besparelseskatalog fra kommunen ifølge Jon Olufson.

”I Ballerup har de haft en stærk klubkultur, og klubfolkene er selvfølgelig stærkt bekymrede, hvis de skal overgå til skolen,” siger han.

Jon Olufson håber, at kommunalpolitikerne kommer på bedre tanker.

”Midt i en galopperende mistrivselskrise vil man fjerne noget af det, der skal hjælpe børn ud af mistrivslen. Hvis de gennemfører det, så går det ud over børn og unges trivsel.” 

Spareforslag skaber usikkerhed

I andre kommuner har der også været udsigt til en rundbarbering af fritidsområdet. Fredericias sparekatalog havde forslag om at lukke fritidstilbuddene for 4.-6. klasse. Det er nu endt med en mildere besparelse, hvor fritidsklubberne nu skal have reduceret åbningstiden med 54 timer årligt. 

Det skaber stor usikkerhed, når klubområdet i den grad bliver udset til nedskæringer i de kommunale sparekataloger, påpeger Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL’s forretningsudvalg.

”Man peger på klubber som spareområde, fordi de er så uregulerede. Man foreslår endda at lukke klubber, men heldigvis går lokalpolitikerne ikke altid så vidt, som sparekatalogerne foreslår. Problemet er, at det skaber en stor usikkerhed for de ansatte, for forældrene og for børnene og de unge,” siger Lars Søgaard Jensen.

BUPL: Dumme og kortsigtede besparelser

Han ærgrer sig over, at fritidsområdet i den grad er spareobjekt.

”Det er utroligt dumt og kortsigtet af kommunerne at spare her. Vi står lige midt i en krise, hvor mange børn og unge har ondt i livet, og så sparer man på noget af det, man helt klart ved er godt for børn og unge,” siger han. 

En del af kommunernes økonomiske trængsler kommer, fordi kommunerne i maj indgik en stram økonomiaftale for 2024, påpeger Lars Søgaard Jensen.

”Man kan undre sig over, at kommunerne er gået med til at lave en økonomiaftale, som sætter dem sådan under pres. Vi har masser af penge i samfundet, og nu skal vi spare på noget af det, der er allervigtigst for, at børn og unge kan have en god trivsel,” siger han.

Forstå kortet

  • Rød=besparelser
  • Gul=Uændret budget
  • Grøn=budgetforbedringer

Bemærk, kortet opdateres løbende, så derfor viser tallene i artiklen kun et øjebliksbillede, mens kortet viser det aktuelle billede.

Klik på den kommune, der interesserer dig, og se kommunens budgetforslag eller forlig.

Daginstitutionsområdet

Du kan også følge med i budgetudviklingen på 0-6-års området på BUPL's side om de kommunale budgetter. Her kan du også se, hvor mange penge den enkelte kommune har fået i bloktilskud til minimumsnormeringer.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.