13-årige kan nu få fritidsjob i institutionerne: Kend reglerne som AMR 

Siden nytår har unge ned til 13 år måttet udføre en række nye opgaver i dag- og fritidstilbud. Det er som udgangspunkt ikke en god ide, mener BUPL, men som AMR skal du forholde dig til de nye regler
Flere unge i fritidsjob i daginstitutioner
En række regler om unges arbejde er fra årsskiftet blev lempet. Det betyder bl.a., at unge ned til 13 år kan udføre "lettere arbejde" i dag- og fritidsinstitutioner.

Højtlæsning. Tegne med børnene. Spille spil. 

En række nye regler medfører, at unge ned til 13 år nu må udføre flere opgaver i dag- og fritidstilbud end før årsskiftet. Regelændringerne, der ifølge Beskæftigelsesministeriet skal gøre det ”lettere for unge at få et fritidsjob”, betyder også, at AMR skal forholde sig til en række nye spørgsmål.

Idéen er ikke groet BUPL's baghave, pointerer Johnny Gaardsdal, som er medlem af forretningsudvalget i BUPL med politisk ansvar for arbejdsmiljø. 

“Vores udgangspunkt er, at børn ikke skal passe børn, men vi noterer os, at kommunerne er begyndt at ansætte unge ned til 13 år, efter reglerne blev lempet ved årsskiftet,” siger han.

Det er afgørende at være opmærksom på, at det pædagogiske personale – altså de voksne – har ansvaret, når de unge går til hånde i institutionerne. 

“Men pædagogerne har travlt, så arbejdsgiverne skal sørge for, at det bliver en god oplevelse for de unge, og at de unge ansatte ikke bliver en belastning for personalet. Pædagoger og ledere skal for eksempel have overskud til at instruere de unge,” siger Johnny Gaardsdal.

Pædagogiske opgaver

Konkret står der i reglerne, at de unge kan udføre "lettere arbejde". Det kan være opgaver som borddækning eller lettere rengøring. Men som noget nyt kan det også være opgaver, som retter sig mod børnene såsom at tegne, læse højt eller eller være med på en gåtur. Men det er ikke bare "lettere opgaver", påpeger Johnny Gaardsdal.

"Det er pædagogisk arbejde. Jeg har tegnet og læst højt for mange børn, og imens har jeg holdt øje med, hvordan de reagerer, hvordan de taler sammen, og hvad der optager dem, så jeg kunne medvirke til, at børnene fik en god oplevelse eller var med i fællesskabet", siger han.

Det er derfor afgørende, at det pædagogiske personale holder opsyn, så den unge ikke står alene med ansvaret. Det gælder også, hvis den unge er med på en gåtur.

"Hvad nu hvis et barn ikke vil gå mere, løber væk eller der sker noget andet? Skal den unge på 13 så pludselig være alene med børnehavebørn? Man skal sikre sig, at arbejdet foregår på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlig måde, og at alle får en positiv oplevelse," siger Johnny Gaardsdal.
 

Gode råd til AMR, når din institution ansætter unge i fritidsjob

  • Tag en drøftelse i arbejdsmiljøgruppen eller TRIO inden ansættelsen. Her skal det aftales, hvem der gør hvad i forhold til blandt andet instruktion, tilsyn og APV
     
  •  Bliv enige om, hvilke opgaver den unge helt konkret skal udføre, og hvilke han eller hun ikke skal udføre. Formålet er, at det ikke skal udvikle sig til en glidebane, hvor den unge ansatte for eksempel ender med at stå alene med en uoverskuelig opgave.
     
  • Drøft i arbejdsmiljøgruppen eller TRIO, hvordan I informerer og instruerer hele personalegruppen, så den uge får en god oplevelse af arbejdet i institutionen.

Læs mere om reglerne for unge i fritidsjob på Arbejdstilsynets hjemmeside under afsnittet ”Unge, der er fyldt 13 år, eller unge, som ikke har afsluttet 9. klasse”.

Læs også, hvordan pædagoger og forskere reagerer på udsigten til flere unge i fritidsjob i Børn&Unge.  

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.