Forebyg racisme: Læg først din egen farveblindhed væk
’Nigger’, ’abe’, ’hundelort’, ’sorte svin’ og ’skrid hjem, hvor du kommer fra’.
De seneste uger er fortællinger om racisme og forskelsbehandling i Danmark kommet frem i lyset i kølvandet på mordet på amerikaneren George Floyd. Et mord, der har skabt demonstrationer mod racisme verden over.
En mor skriver for eksempel i Politiken, om de såkaldte jokes, hendes datter ofte er udsat for i skolen:
’Hvis vi starter med det, ’der jo bare er for sjov’: Hvorfor har sorte mennesker hvide håndflader? Det er, fordi der skal være noget godt i alle mennesker. En dreng spurgte – også for sjov, selvfølgelig – hvor langt min datter egentlig kan løbe, uden at slavekæden strammer.’
Historierne viser, at racisme og forskelsbehandling eksisterer blandt danske børn og unge. Det er veldokumenteret i forskningen, påpeger forsker Laila Colding Lagermann, cand. pæd. og ph.d. i pædagogisk psykologi. Hun er forfatter til blandt andre bogen ’Farvede Forventninger’, der handler om de uligheder, minoritetsetniske børn og unge oplever i skolen, og om hvordan pædagoger, lærere og andre fagprofessionelle kan forebygge og håndtere dem. Laila Colding Lagermann giver her 10 råd til, hvordan pædagoger kan tale med børn og unge om forskelle og racisme, og hvordan de kan arbejde forebyggende.
10 gode råd til forebyggelse
1. Læg farveblindheden på hylden
»Vi har ofte i bedste mening en intention om at tone farveforskelle ned og tro, at børns hår- og hudfarve ingen betydning har, og at vi som professionelle kan handle farveblindt. Det er der mange gode historiske årsager til, at vi gerne vil. Apartheid i Sydafrika, slavehandelen i fx USA og jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig er historiske eksempler på, hvad en betoning af farveforskelle kan føre med sig af grusomheder. Problemet med den farveblinde tilgang er, at brune mennesker lever med brune kroppe hver eneste dag og mærker en forskel. Så hudfarve har en betydning. Det skal vi anerkende og ikke være bange for at tale om. Vi kan ikke bare aflyse farveforskelle ved at lade som om, at de ikke findes og ikke har betydning for børns liv.«
2. Giv plads til børns fortællinger om forskelsbehandling
»Når børn selv fortæller om oplevelser, hvor de har følt sig forskelsbehandlet, så giv plads og rum til deres fortællinger og deres perspektiv. Sig ikke: ’Er du nu også sikker på, det var på grund af din hudfarve?’, men anerkend, at det er barnets oplevelse og spørg nysgerrigt ind til barnets oplevelse. Det handler om – også på dette område – at have en åben, nysgerrig og anerkendende tilgang til børnene.«
3. Anerkend børnenes oplevelser af racisme
»Jeg har hørt professionelle sige om børn, ’at så trækker han racismekortet’. Det er ikke en anerkendende tilgang. Vær i stedet nysgerrig på, hvorfor barnet har behov for at tale om racisme. Spørg fx: ’Ok, du synes, at det handler om racisme, kan du ikke sætte nogle flere ord på det?’ Hvis du ikke selv oplever, at der sker en forskelsbehandling, så tænk på, at børnene også har oplevelser udenfor institutionen eller skolen, og det kan blive en samlet oplevelse af, at ’det er også fordi, jeg er brun’.«
4. Tag afsæt i det, der sker i verden
»Når der sker noget i nyhederne – det kan være demonstrationer i USA eller begivenheder omkring Rasmus Paludan, som børnene er optagede af, så se det som en oplagt mulighed for at undersøge, hvad der rører sig blandt børnene, og hvordan de fortolker det. Det giver god anledning til at skabe plads og rum for også at tale om børnenes egne oplevelser af forskelsbehandling.«
5. Pas på med selv at forskelliggøre enkelte børn
»Tag snakken om forskelle, når børnene selv bringer det på banen, men pas på med at udpege nogle børn som anderledes. Jeg har interviewet en pige fra Burundi, som fortæller om, hvordan hun nogle gange bliver peget ud, fx under en temadag om indianere: ’Og ja, du er jo på en måde vores indianer!”. Det oplever hun som meget akavet, for her sidder hun og vil bare gerne være ligesom alle de andre unge. Men bedst som hun er tryg og tror, at hun er det, bliver hun peget ud som forskellig fra de andre af den voksne.«
6. Se bag racistisk adfærd
»Opstår der situationer, hvor børn kommer med racistiske ytringer mod andre børn, som fx ’skrid hjem, hvor du kommer fra’, skal der selvfølgelig handles på det i den konkrete situation. Men se også bag den adfærd og undersøg, hvorfor børnene har behov for at markere forskelle. Er der en høj eksklusionsangst i børnegruppen? Handler det om at være nervøs for, hvor man selv hører til? Observer børnene i deres fællesskaber for at finde svar. Der ligger altid noget bag den adfærd, børnene viser os, og det er den professionelles ansvar at få øje på, hvad det er.«
7. Brug minoritetsetnisk børnelitteratur
»Mangfoldigheden i børnegruppen bør afspejle sig i det materiale, der inddrages i aktiviteter og undervisning. Der er efterhånden mange minoritetsetniske forfattere, og der findes børnebøger, som fx bøgerne om Nour og Nora (af Camilla Kaj Paulsen, red.), der handler om børn med forskellige hudfarver og lægger op til, at pædagoger kan tage nogle af snakkene selv med de mindre børn. Når et barn fx siger ’ræk mig lige den hudfarvede tusch’ – hvad betyder det så? Ikke alle børns hud er lys beige. Både brune og hvide børn har godt af at møde en diversitet, der afspejler vores verden, som er blevet mere mangfoldig. Nahia Khiljee har skrevet en fantastisk digtsamling ’Kære Søster’, som kan bruges med unge.«
8. Brug det fælles tredje
»Hvis man igennem fælles tredje kan arbejde med diskrimination og ulighed, så kan det være en måde at samle og skabe samhørighed blandt børnene. I skolen kan det være et emne om ’Frihedskæmpere gennem tiden’, eller Martin Luther King eller noget tredje, der optager børnene og skaber interesse. Hvis man gennem temaer kan arbejde med det, der rører sig blandt børnene, vil det være en fin måde at gribe det an på.«
9. Udvis tillid og positive forventninger til alle børn
»Der er desværre ofte en ubevidst ’forventningsfattigdom’ blandt fagfolk til brune børn: ’Det er også lidt synd, løb du bare ud og leg’. Man siger, at Muhammed ikke kan klare sig lige så godt som de andre børn. Det sker ofte ud fra en god intention, men intention er ikke lig med effekt. Jeg har talt med et hav af lærere og pædagoger, og jeg endnu ikke mødt en, der havde dårlige intentioner på børnenes vegne. Men vi er nogle gange nødt til at se kritisk på os selv og undersøge: Hvilken effekt har min tilgang til børnene på børnene?«
10. Få en politik for ligebehandling
»Ligesom mange skoler og institutioner i dag har en mobbepolitik, kan man overveje at få en politik, der har til formål at forebygge og forhindre krænkende behandling af børnene. Alle børn og unge har brug for at opleve samhørighed med andre børn og unge, og at de hører til. En måde at forebygge diskrimination på er at tale om, hvordan I kan sikre at alle børn og unge oplever tilhør og samhørighed. Man kan med stor fordel inddrage børnene og de unge i det arbejde.«
