Faglig ledelse i front: Få et skud gratis inspiration

Hvordan styrker vi faglig ledelse i dagtilbud og på socialpædagogiske arbejdspladser? Og hvorfor er det afgørende, ikke bare for kvaliteten i selve kerneopgaven, men også for rekruttering, trivsel og faglig udvikling?
De spørgsmål er omdrejningspunktet for tre temadage, som til september samler pædagogfaglige ledere fra hele landet. Temadagene er en del af et nyt projekt, der sætter fokus på faglig ledelse og undersøger, hvad der skal til for at lykkes i praksis i en travl hverdag med mange krydspres. Ikke mindst for lederne.
Møderne tager afsæt i to spørgsmål
Temamøderne, som alle pædagogfaglige ledere inviteres til at deltage i – meget gerne sammen med en kollega eller flere – tager afsæt i to overordnede spørgsmål:
- Hvordan kan den faglige ledelsesopgave understøttes gennem hele ledelseskæden, så der skabes bedre betingelser for at prioritere den faglige ledelsesopgave?
- Hvilke forudsætninger og kompetencer kræver det at udvikle stærke faglige fællesskaber og udfylde ledelsesrummet og på denne måde styrke betingelserne for at praktisere faglig ledelse på det pædagogiske og socialpædagogiske område?
Mød ledere fra hele ledelseskæden
Selv om den formelle invitation ikke er færdig endnu, kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen, da tid og sted er på plads:
- 2. september kl.14.30 – 17.00 i Roskilde (Scandic Roskilde)
- 9. september kl.14.30 – 17.00 i Vejle (DGI-Huset Vejle)
- 10. september kl.14.30 – 17.00 i Århus (Comwell Centralværkstedet)
På temadagen vil du møde mange ledere fra forskellige niveauer. Målgruppen er nemlig både faglige ledere af den pædagogiske og socialpædagogiske praksis samt ansatte i den ledelseskæde, som de er en del af: Konkret er det pædagogfaglige ledere i dagtilbud, SFO/skole og fritidstilbud, områdeledere for dagtilbud, dagtilbudschefer og skolechefer, ledere samt chefer for døgninstitutioner og andre sociale tilbud til borgere med særlige behov. Og familie- og socialchefer.
Gratis deltagelse
Det er gratis at deltage i temamøderne. I skal blot selv sørge for transporten.
OBS! Linket til tilmelding får du i det næste nyhedsbrev fra Lederforeningen i BUPL.
Forvent at blive inspireret
Bag projektet og temadagene står KL, FOA, SL og BUPL/BUPL’s Lederforening. Temadagene har de samme forskeroplæg og program, men der vil også være lokale cases og deltagere.
En af oplægsholderne er lektor Søren Voxsted fra Institut for Virksomhedsledelse på SDU. Han er forfatter til bogen ’Ledelse af dagtilbud’ og varm fortaler for faglig ledelse tæt på. Læs mere om det her.
Deltagerne på temadagene kan se frem til at få masser af inspiration med hjem, lyder det fra Nadia Halkjær Jensen, projektleder fra BUPL’s Lederforening.
”De kan forvente at blive del af dialoger om, hvordan de i deres egen kommune kan gribe opgaven an med at frigive mere tid til faglig ledelse og forhåbentligt få inspiration til deres videre proces med at flytte opgaver væk fra lederne i en ressourceknap virkelighed i kommunerne,” siger hun til Viden på Tværs.
Lederne mødes af tårnhøje krav
Behovet for at styrke den faglige ledelse har længe været tydeligt, ikke mindst på det pædagogfaglige område. I en tid med rekrutteringsudfordringer en del steder i landet, stigende krav om dokumentation og inklusion samt høje forventninger til både resultater og et godt arbejdsmiljø, er faglig ledelse tæt på udset til at sikre både retning, kvalitet og udvikling.
Men det kræver meget, både af den enkelte leder og af hele ledelseskæden. Temadagene zoomer ind på den kobling og stiller skarpt på, hvordan ledere bedst understøttes i en spændende, hektisk og udfordrende hverdag.