Europæiske ministre: Invester i dagtilbud af høj kvalitet

EU’s ministerråd opfordrer nu medlemslandene til at investere i dagtilbud. Høj kvalitet kræver veluddannet og vellønnet personale og tid til opgaven, er budskabet. Danmark er ikke i mål, lyder det fra BUPL.

EU's ministerråd, der vedtager EU's lovgivning, har netop vedtaget en henstilling til, hvordan medlemslandene kan arbejde for høj kvalitet i dagtilbud. Uddannelsesområdet, som dagtilbud hører under, besluttes i de enkelte lande, så henstillingen er ikke bindende.
Men det er en klar og entydig opfordring til EU-landene om at investere i dagtilbud af høj kvalitet.

Det er en god nyhed, også for danske pædagoger, mener BUPL:

»EU siger nu klart og tydeligt, at høj kvalitet i dagtilbud kræver veluddannede og vellønnede professionelle. Det kan vi bruge i argumentationen for at løfte professionens betydning og anseelse på en måde, så det skaber resultater. Det gælder i debatten om minimumsnormeringer, som er højaktuel nu i forbindelse med folketingsvalget og ved overenskomstforhandlingerne,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af forretningsudvalget i BUPL.

Klare anbefalinger

I henstillingen har EU en række anbefalinger til medlemslandene om, hvordan de opnår høj kvalitet i dagtilbud. Henstillingen indeholder blandt andet anbefalingerne om:

  • Adgang for alle børn til dagtilbud af høj kvalitet.
  • Læreplaner som anerkender børn interesser, legens betydning, kontakt med naturen, musik, kunst og fysisk aktivitet.
  • Uddannelses-, løn- og arbejdsforhold, som bidrager til professionalisering af området, og som giver de professionelle tid til observation, planlægning, forberedelse, refleksion og samarbejde med kollegaer og forældre.
  • Evaluering af det pædagogiske arbejde i institutionerne med inddragelse af børns perspektiver.
Vi er ikke i mål

Danmark er i front, når det gælder andelen af børn, der går i dagtilbud, men på andre områder halter Danmark bagefter. Danmark ligger for eksempel lavt i forhold til andre OECD-lande, når det kommer til pædagoglønninger sammenlignet med læreres lønninger:
Der er større forskel mellem professionernes løn her end i mange andre lande.

Henstillingen rammer også ned i den aktuelle danske debat om vilkårene i daginstitutioner.

»EU understreger betydningen af, at hvis man skal kunne udføre et godt pædagogisk arbejde, så skal der være tid til både at planlægge arbejdet, udføre det – og til at evaluere arbejdet i personalegruppen. Der er vi ikke i mål,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Henstillingen om dagtilbud af høj kvalitet lå klar sidste forår, men den er først nu blevet vedtaget enstemmigt af undervisningsministrene. Samtidig har EU-kommissionen udarbejdet et arbejdsdokument med 22 faktorer, der skaber kvalitet i dagtilbud. Listen rejser blandt andet spørgsmålet om normeringer, uddannelse af personalet, tid til forberedelse og om sammenlignelige lønninger for pædagoger og lærere.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.