Et kig i krystalkuglen: 5 ting du skal holde øje med i 2022

Ligeløn, minimumsnormeringer, sociale normeringer på fritidsområdet, ny pædagoguddannelse og evaluering af den styrkede pædagogiske læreplan. Læs her om de 5 vigtigste begivenheder, der forventes at ramme pædagogområdet.

Der er visse ting, der er svært at spå om i fremtiden, herunder hvordan den galopperende coronapandemi udvikler sig. Andre tings komme er lidt lettere at forudse. Her kan du læse mere om de begivenheder, som vi allerede nu tør spå vil få indflydelse på pædagogernes arbejdsliv i 2022.

Hvad med pædagogers ligeløn?

Pædagogers løn ligger lavere end andre offentligt ansatte med sammenlignelig uddannelseslængde. Hvor galt det står til, skal afdækkes i 2022. Inden året er omme, skal Lønstrukturkomiteen, der blev nedsat i kølvandet på overenskomstforhandlingerne sidste år, have analyseret lønstrukturerne på det offentlige område. Komiteen skal også belyse, hvordan løndannelsen i det offentlige kan udvikles og ændres.

”Det er vigtigt, at arbejdet fører til konkrete anbefalinger og forslag, der kan give et mærkbart lønløft til pædagoger og andre faggrupper, der har et dokumenteret lønefterslæb,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler om Lønstrukturkomiteens arbejde.

Udrulning af minimumsnormeringer

Loven om minimumsnormeringer blev vedtaget i december. Nu har kommunerne to år til at få normeringerne til at leve op til de lovbefalede minimumsnormeringer på 1 pædagogisk personale til 3 børn i vuggestuen og 1 pædagogisk personale til 6 børn i børnehaven.

Der er stadig et stykke vej for kommunerne, før de lever op til kravene:

  • I 2019 var normeringen på landsplan 1:3,1 i vuggestue og 1:6,5 i børnehave, ifølge Børne- og Undervisningsministeriet.
  • 31 kommuner lever op til kravene for vuggestuer, mens kun 16 lever op til kravene for børnehaver.

I 2022 skal folketingspolitikerne også aftale, hvordan den opkvalificeringspulje, der skal sikre flere
pædagoger i forbindelse med minimumsnormeringerne, skal udmøntes.

Sociale normeringer til fritidsordninger

Endelig tager politikerne på Christiansborg det første skridt, der kan forbedre normeringerne på det nødlidende fritidsområde. På finansloven for 2022 blev der afsat:

46,8 millioner kroner i 2022
123,4 millioner kroner årligt fra 2023 til 2025

til at indføre sociale normeringer i SFO’er, fritidshjem og -klubber med mange børn i udsatte positioner. Hvordan udmøntningen skal være, er endnu ikke aftalt i Folketinget. Det skal forhandles på plads i løbet af årets første måneder.

Evaluering af den styrkede pædagogiske læreplan

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) offentliggør først i det nye år en evaluering, der sætter fokus på, hvordan kommuner og dagtilbud arbejder med fokusområderne.

82 procent af daginstitutionslederne og dagplejepædagogerne oplever i høj eller meget høj grad, at det pædagogiske personale løbende reflekterer over, hvordan det pædagogiske læringsmiljø understøtter børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Kilde: Spørgeskemaundersøgelse om den styrkede pædagogiske læreplan, EVA, 2019

Bedre uddannelse til pædagoger

Pædagoguddannelsen skal revideres. En evaluering dumpede i november pædagoguddannelsen, og allerede i begyndelsen af det nye år skal politikerne i gang med at forhandle en ny pædagoguddannelse på plads.

BUPL har blandt andet disse bud på, hvad en ny pædagoguddannelse bør indeholde:

  • Pædagogik som et bærende og styrket element
  • Flere undervisningstimer og mere feedback
  • Kreative elementer gennem hele uddannelsen
  • Færre mål
  • SU-finansieret praktik

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.