Efter måneders coronakrise: Nu tvinger Folketinget ministeren til at handle

Efter måneder med høj coronasmitte blandt pædagoger vil et flertal i Folketinget nu tvinge regeringen til at indskærpe, at kommuner bør bruge coronanødbremsen. Samtidig skal forældres mulighed for at holde syge børn hjemme styrkes. Gode tiltag, men kommer for sent, mener BUPL.

Coronasmitten blandt ansatte i landets daginstitutioner er stadig høj: Ni procent af de ansatte i landets daginstitutioner har fået konstateret COVID-19 inden for den seneste uge. Det samme gælder syv procent af medarbejderne i klubber og SFO.

Desuden var mere end hver femte daginstitutionsmedarbejder i sidste uge syg eller coronahjemsendt, viser de seneste tal fra Kommunernes Landsforening (KL).

Nu vil et flertal i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg tvinge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til at sende et brev til landets kommuner, som understreger, at kommunerne bør bruge coronanødbremsen, hvis højt sygefravær gør det umuligt at sikre en forsvarlig hverdag med nok personale til at sikre børnenes trivsel.

Coronanødbremsen indebærer blandt andet at begrænse antallet af børn eller forkorte åbningstiden i en institution.

Kræver løsning for forældre

Flertallet består af Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Frie Grønne. Partierne kræver samtidig, at ministeren understreger, at private og selvejende institutioner skal have de samme muligheder for at trække i nødbremsen, som kommunale institutioner har, uden frygt for økonomiske sanktioner.

Partierne har desuden bedt regeringen om at finde en løsning for forældre, som er hjemme med børn fra institutioner, der helt eller delvist er lukket på grund af højt coronarelateret personalefravær.

Partierne foreslår, at det kan ske ved at udvide den gældende ordning for forældre til coronasmittede børn til også at omfatte børn i helt eller delvis lukkede institutioner.

”Forældrene har længe været presset af det her, og det har mange arbejdsgivere også,” siger SF’er børneordfører, Charlotte Bromann Mølbæk.

BUPL: Gode tiltag, men de kommer for sent

BUPL’s formand Elisa Rimpler er tilfreds med, at det nu bliver indskærpet, at kommunerne bør bruge nødbremsen, hvis man ikke kan lave en pædagogisk forsvarlig hverdag. Hun hilser det også velkomment, at et politisk flertal vil styrke muligheden for, at forældre kan blive hjemme, hvis det er nødvendigt at sende nogle børn hjem for at få hverdagen til at hænge sammen i daginstitutionen.

”Det er gode tiltag, selv om det kommer sent. Vi gjorde opmærksom på den alvorlige situation allerede før jul, da smitten begyndte at løbe løbsk. Manglen på handling er gået ud over både børnenes trivsel og pædagogernes arbejdsmiljø,” siger Elisa Rimpler.

Kan gribe hurtigt ind ved nye coronabølger

SF’s børneordfører, Charlotte Bromann Mølbæk, har gennem længere tid været i dialog med børne- og undervisningsministeren om behovet for at gøre noget.

”Men jeg indrømmer gerne, at vi burde have presset endnu mere på tidligere. Til gengæld har vi taget affære så hurtigt som muligt i forlængelse af samrådet. For vi ser, at nogle kommuner stadig tolker mulighederne for at bruge nødbremsen forskelligt, og det går ikke,” siger hun.

Samrådet, Charlotte Bromann Mølbæk henviser til, foregik 3. februar. Her understregede ministeren, at kommuner bør bruge nødbremsen, hvis det på grund af stort coronafravær ikke er muligt at sikre en pædagogisk uforsvarlig hverdag for børnene.

Charlotte Bromann Mølbæk forventer, at et ministerbrev til kommunerne også vil være gavnligt i tilfælde af fremtidige smittebølger:

”Hvis vi kommer til at stå med samme udfordringer på grund af udbredt smitte, så mener jeg, man med det samme kan tage de redskaber i brug. Og så må vi i øvrigt til den tid se, om der er andre politiske tiltag, som er nødvendige,” siger hun.

Både børn og pædagogers trivsel er presset

Charlotte Bromann Mølbek følger situationen i landets pædagogiske institutioner tæt i den kommende tid.

”Institutionerne har været under et stort pres i lang tid, og der kan være behov for en genopretning i forlængelse af det pres,” siger hun.

Elisa Rimpler understreger også, at der bør være særlig politisk opmærksomhed på både børneliv og pædagogers arbejdsmiljø i de kommende måneder:

”Det er positivt, hvis der fremover vil være klarhed over, hvornår kommunerne bør trække nødbremsen, når vi bliver ramt af en smittebølge. Men samtidig er jeg nødt til at understrege, at vi i øjeblikket står med massive udfordringer med trivslen for både børn, pædagoger og ledere, som ikke bare går væk af sig selv,” siger hun.

Læs om folketingspartiernes pålæg til regeringen her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.