Du kan tæve andre med sværd og magi, men du kan ikke opføre dig, som du har lyst til

Den første gang, jeg lagde mærke til brødrene, var vi på koloni. De havde arabiske rødder og boede med deres mor, og de havde det ikke godt. Det var svært for dem at finde sig til rette i samfundet, kulturen og de sociale spilleregler. Der var hele tiden konflikter med de andre børn, og skolen interesserede dem vist ikke.

Men jeg troede på, at jeg kunne fange deres interesse.

”Kender I nordisk mytologi,” spurgte jeg, og så begyndte jeg at fortælle.

Om Tors brudefærd, Odins rejse til Jorden og Loke, der hugger Frejas halssmykke. De gamle historier om guder og helte optog dem meget, og herfra ville jeg rykke dem et skridt videre: De skulle være med til rollespil.

Jeg holdt klassens time ligesom et rollespil

Jeg havde selv spillet siden gymnasietiden og havde set, hvilket sammenhold det kan give at mødes om et bord og forestille sig eventyrlige verdener sammen med andre. Også nogle, du ikke havde troet, du ville komme til at snakke med.

Jeg opdagede, at vi kunne diskutere, skændes og indgå svære kompromiser – og grine ad det hele bagefter. For det var jo bare noget, vi spillede. Men det var først, da jeg læste til lærer, at jeg forstod, hvor stort et pædagogisk potentiale der er i rollespillet.

I min første praktik kom jeg ud til en 2.-klasse, hvor intet fungerede. Børnene kunne ikke sidde stille, og læreren kunne ikke trænge igennem. Jeg fik lov til at holde klassens time, og som det første skubbede jeg bordene til side. Så tændte vi stearinlys, satte os i en rundkreds på gulvet og gik i gang med at snakke. 

Det var, ligesom når jeg var gamemaster i rollespil. Jeg styrede diskussionen og beskrev situationer for dem, så de kunne se sagerne fra andre sider og sætte sig ind i, hvordan andre oplevede dem. De var interesserede og opmærksomme, og læreren smilede og rystede på hovedet. Sådan havde han ikke set dem før.

Jeg skal have børnene i fritiden

For at børn skal kunne lære, må der være ro, og de skal kunne afstemme deres energi til undervisningen. Det lykkes ikke, hvis de ikke har haft ordentlig mulighed for at socialisere sig, har vænnet sig til at lytte til hinanden og lært at række hånden op. Der, midt i rundkredsen, slog det mig: Jeg skal ikke have børnene i skolen. Jeg skal have dem i fritiden. Og her skal jeg lære dem alt det, de har brug for, for at trives i skolen.

Jeg droppede ud af lærerseminariet og blev vikar i en klub, hvor jeg aftalte med lederen at sætte gang i rollespillet. Det tog lidt tid at løbe i gang, men nu har jeg i mere end 20 år brugt rollespil i mit arbejde. Jeg har også uddannet mig til pædagog, og i takt med at jeg har fået mere viden og erfaring, har jeg foretaget justeringer i spillet.