Din guide til seksualvejledning på specialskoler: Få 9 vigtige råd

Josephine Egestorp er pædagog og seksualvejleder på en specialskole. Her får du hendes 9 vigtige råd til at arbejde med seksualvejledning på specialområdet.

Seksualvejledning er vigtigt på almene skoler, men måske endnu vigtigere på specialskoler, mener pædagog og seksualvejleder Josephine Egestorp. Her får du hendes vigtigste råd til at arbejde med seksualvejledning på specialområdet:

1. Kend dine fordomme

Hvis du kender dine egne, personlige fordomme, kan du bedre møde din elev åbent og fordomsfrit. Også hvis seksualiteten er grænseoverskridende eller ulovlig – fx hvis man onanerer et offentligt sted som ved en togbane. Døm ikke, men undersøg, hvad ved tog der tænder personen. Er det lyden? Det visuelle? Og kan behovet opfyldes ved se togfilm privat derhjemme?

2. Tag efteruddannelse

Pædagoger har faglig viden til at vejlede om følelsesmæssig udvikling, men særlig rådgivning, forslag til hjælpemidler og intensiv terapi kan kræve specifik viden og efteruddannelse. Søg også ny viden i fagbøger, på sexogsamfund.dk og på Socialstyrelsen.dk. Hvis du kan, så se Netflix-serien 'Love on the Spectrum'.

3. Vælg visuelt materiale

Brætspil, puslespil og billeder er gode samtalestartere, da personer med autisme er meget konkret tænkende. Erotiske billeder kan indgå i vejledning af de ældste, og falsk sæd på tube er et lige så relevant undervisningsmateriale i seksualvejledningen, som en taltavle er det i matematik.

4. Skab et trygt rum

Du skal informere om, hvem du er, hvad I skal tale om, din tavshedspligt, og at alle spørgsmål er tilladt. Eneundervisning er ofte at foretrække, da børn med autisme har meget forskellige og særlige behov. En til en kan du bedst målrette din vejledning.

5. Brug elevens særinteresser

Det kan være din elev interesserer sig meget for superhelte, dansevideoer på TikTok eller 'Ringenes Herre', og det kan du bruge til at udvikle jeres relation. Barnets tryghed og tillid til dig er - ligesom i al anden pædagogik - afgørende for barnets motivation for at lære af dig.

6. Tænk over din påklædning

Når du vejleder unge og voksne i seksualalderen, skal du være opmærksom på, at du kan tiltrække uønsket opmærksomhed. Bliver du spurgt til din egen seksualitet, så husk de tre P’er: Du må gerne have Personlighed med i din Professionalisme, men bliv ikke Privat.

7. Følg altid op

Det gør du, når undervisningen har vakt elevernes interesse for at udforske deres seksualitet, og 'Pandoras æske' så at sige er åben. Tal med eleven om for eksempel, hvor onani er OK, og hvor ikke. Og om, at det kan være OK at sige til mor ’du har en tissekone’, men ikke til damen nede i Netto.

8. Læs faghæfte 21

Om undervisning i 'Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab', og undervis i det hver uge, så krop og seksualitet bliver naturligt at tale om, og børnene tidligt udvikler et sundt forhold til deres krop.

9. Udarbejd en seksualpolitik

En seksualpolitik kan med fordel bygge på WHO's definition af seksualitet, der siger, at seksualitet er 'det, der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet' samt ’et basalt behov' og 'en menneskeret'. En seksualpolitik kan understøtte et seksualvenligt miljø, sikre fælles retningslinjer og beskytte både elever og personale mod krænkelser.

Få mere inspiration her

 

Få mere inspiration ved at følge pædagog Josephine Egestorp på Instagramkontoen ’Seksualvejledning’, Facebooksiden ’Seksualvejledning v/ Josephine Egestorp’ og hjemmesiden Seksualvejledning.nu

Josephine Egestorp er uddannet pædagog og siden efteruddannet seksualvejleder fra seksualvejlederuddannelsen i Hou.

Hun har tidligere arbejdet med voksne med udviklingshandicap.

Siden 2016 har hun været ansat som skolepædagog og seksualvejleder på Bakkeskolen i Bagssværd i Gladsaxe Kommune.

Derudover tilbyder hun konsulentydelser vedrørende handicapsexologi og udviklingsforstyrrelser for både personalegrupper og privatpersoner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.