Der er brug for at råbe op: Men lederne tør ikke og tier

Der sker intet alligevel'. 'Jeg er bange for at blive fyret'. 'Så kan jeg godt glemme alt om at blive forfremmet eller få spændende opgaver'.

Sådan lyder et lille udpluk af begrundelserne for, at omkring halvdelen af ledere af dag- og fritidstilbud indenfor det seneste år har undladt at ytre sig i offentligheden, selv om de følte, der var grund til det.

Det viser en undersøgelse af pædagoger og lederes ytringsfrihed, som BUPL har foretaget.

Tallet svarer nogenlunde til pædagogernes svar i samme undersøgelse og også til tidligere undersøgelser om andre offentligt ansatte, forklarer Pernille Boye Koch, forskningschef hos Institut for Menneskerettigheder.

Tavshed giver dårligere grundlag for beslutninger

Hun kalder det ’interessant’, at ansatte med ledelsesansvar også holder sig tilbage.

”Man kan forvente, at lederne har større overblik og indsigt, så de ville måske kunne kvalificere debatten endnu mere end de menige pædagoger. Derfor er det problematisk, at de holder sig tilbage,” siger hun og forklarer, hvorfor det helt grundlæggende er vigtigt, at man råber op, hvis noget er galt:

”Hvis de personer, der arbejder i det offentlige, ikke videregiver oplysninger om, hvordan tingene foregår, får vi et dårligere grundlag for at træffe beslutninger.”

Overfortolker loyaliteten

Men hvad holder så lederne tilbage? Ifølge undersøgelsen handler det typisk om frygt for negative reaktioner fra forvaltningen, chefen eller kolleger.

Og den frygt er ikke grebet ud af den blå luft.

”På papiret har vi jo ytringsfrihed, men det er et generelt problem, at arbejdsgiverne overfortolker loyalitetsforpligtigelsen og misfortolker reglerne om ytringsfrihed. Det betyder, at de forventer, at offentligt ansatte skal være ekstremt loyale. Men ansatte må gerne udtale sig, og det har Folketingets Ombudsmand understreget mange gange,” siger Pernille Boye Koch.
Ud over frygten for repressalier kan tilbageholdenheden også bunde i, at lederne oplever, at de er en del af forvaltningen og derfor skal stå på mål for, hvad der foregår, vurderer Pernille Boye Koch.

Samtidig kan det være svært at skelne mellem, hvornår man udtaler sig som privatperson eller som leder for en institution.

”Grundlæggende må man ytre sig, så længe man gør det som privatperson. Det gælder også ledere, men de kan være bekymrede for, at de bliver betragtet som repræsentanter for hele organisationen, hvis de kritiserer,” siger forskningschefen.

Tag diskussionerne

Ledernes tøven i forhold til at ytre sig er bekymrende, siger Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL:

”Vi er i gang med at udvikle en nulfejlskultur, og når tingene ikke fungerer, tør vi ikke sige det. Der er en tendens til, at man i stedet for at fortælle om ting, der ikke er, som de burde være, i stedet accepterer dem som vilkår.”

Hun påpeger, at en af de vigtigste opgaver for både ledere og pædagoger er at gøre politikerne opmærksomme på, når deres beslutninger står i vejen for, at kvaliteten i dag- og fritidstilbud er i top.

”Alle vil som udgangspunkt gøre det bedste, men politikerne har brug for viden for at træffe gode beslutninger. Derfor er det vigtigt at have en løbende dialog med forvaltningen, hvilket blandt andet kan foregå gennem FTR, LTR og Med-udvalg,” siger Eva Munck Immertreu, som selv er i løbende dialog med KL – også om ytringsfrihed.

”Vi sætter på dagsordenen, at der skal være en kultur, hvor vi tager diskussionerne, også selv om de er svære. Ellers ændrer vi aldrig noget,” siger formanden for Lederforeningen i BUPL.