Syg i ferien: Sådan ser du, om du har ret til erstatningsferie

Hvis sygdom ødelægger din ferie, kan du have ret til erstatningsferie. Læs her, hvilke rettigheder du har, og hvad du bør gøre, hvis du har tilbragt din ferie i sygesengen.
Syg som vikar

Sygdom kan ødelægge ferien, men i mange tilfælde kan du have ret til erstatningsferie, hvis du må tilbringe ferien i sygesengen.

Her får du et indblik i, hvilke rettigheder og muligheder du har, hvis du bliver syg op til eller i din ferie.

Hvis du bliver syg inden ferien 

Pædagoger, som bliver sygemeldt, inden deres ferie går i gang, har ret til at få udskudt ferien. Ferien bliver med andre ord suspenderet. Du skal huske at melde dig syg til din leder, inden din ferie skulle være begyndt.

Så hvis du bliver syg op til en ferie og er syg tre dage af ferien, har du ret til at holde de tre feriedage – enten i direkte forlængelse af ferieperioden eller på et andet tidspunkt.

Hvis du har sygemeldt dig op til en ferie, skal du huske at give din leder besked, når du bliver rask. Også selvom ferien endnu ikke er slut.

Som udgangspunkt kan du dog også give din besked om, hvornår du blev rask, så snart ferien er overstået.

Hvis du bliver syg efter feriens begyndelse

Hvis du først bliver syg efter at din ferie er begyndt, skal du huske at kontakte din leder så hurtigt som muligt.

Du skal indhente den nødvendige lægelige dokumentation for sygdommen og sygdommens varighed.

Hvis du først bliver syg efter feriens begyndelse, skal du være opmærksom på, at du først får ret til erstatningsferie fra begyndelsen af 6. feriedag, efter du har givet din arbejdsgiver besked om, at du er syg.

Du kan ’opsamle’ feriesygedage

Retten til erstatningsferie efter fem dages sygdom i ferien gælder for alt den ferie, du optjener i ferieåret, som løber fra 1. september 2022 til 31. august 2023. Og som du kan holde helt frem til udgangen af december 2023.

Hvis du eksempelvis har tre dokumenterede sygedage fra tidligere ferieperioder indenfor dette ferieår, har du altså ret til erstatningsferie fra starten af den tredje dokumenterede feriesygedag.

Læs mere om sygdom og ferie her.

Rejser til 'risikolande': Husk at tjekke ministeriets rejsevejledning

Hvis du planlægger ferie i udlandet, bør du tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning inden afgang. Hvis du bliver syg eller skadet på en rejse til et land, som Udenrigsministeriet fraråder at rejse til, kan din arbejdsgiver nemlig under visse forudsætninger gøre gældende, at der er tale om selvforskyldt sygdom eller skade. I så fald har du ikke ret til løn eller erstatningsferie i sygdomsperioden.

Det kan være svært for arbejdsgiver at bevise, at du er blevet smittet eller skadet på rejsen, men under alle omstændigheder bør du være opmærksom på rejsevejledningen.

Her kan du se Udenrigsministeriets aktuelle rejsevejledninger

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.