Coronasmitte stiger: Sådan bør skoler og dagtilbud gribe situationen an

Flere kommuner oplever høj smitte med COVID-19. Her opfordrer myndighederne nu til at børn helt ned i SFO-alderen bliver testet to gange om ugen. Desuden bør daginstitutioner i områder med høj smitte holde børnegrupperne adskilte. Læs de seneste corona-anbefalinger på dit område.

Udbredelsen af COVID-19 er igen stigende. Især i Storkøbenhavn er flere kommuner over eller på grænsen til at have høj lokal smitte – det vil sige flere end 500 aktuelle tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Samtidig viser opgørelser fra Statens Seruminstitut, at også flere børn i daginstitutions- og grundskolealder bliver smittet: Ifølge den landsdækkende oversigt fra 3. november er over 600 børn i alderen 0-5 år og næsten 2.000 børn i alderen 6-11 år blevet smittet de seneste syv dage.

Blandt andet på den baggrund har Børne- og Undervisningsministeriet opdateret corona-retningslinjerne for kommuner med høj lokal smitte.

Opfordrer til at teste SFO-børn

På grundskoleområdet opfordrer ministeriet til, at børn ned til 9 år bliver testet for COVID-19 en gang om ugen. Det betyder altså, at de ældste SFO-børn nu opfordres til at blive testet ugentligt.

Det samme gælder de ansatte i skole og SFO. Opfordringen gælder ikke personer, som tidligere har været smittet med COVID-19, eller personer, som er vaccinerede, eller som af sundhedsmæssige årsager er fritaget fra test.

Kommunerne skal fortsat stille testfaciliteter til rådighed enten på eller i umiddelbar nærhed af grundskolerne. Det gælder også fri- og privatskoler.

Høj lokal smitte: Børn bør adskilles

I skoler, som ligger i områder med høj lokal smitte, bør elever og personale ifølge ministeriet lade sig teste to gange om ugen. Også her er vaccinerede, tidligere smittede og personer, som er fritaget for test af sundhedsmæssige årsager undtaget.

Desuden opfordrer ministeriet til, at undervisning på skoler i områder med høj smitte foregår i stamklasser, og at børnene heller ikke blander sig på tværs af stamklasserne i frikvartererne. Samtidig bør sociale arrangementer holdes inden for stamklassen.

Aktiviteter i SFO og fritidstilbud i disse områder bør ifølge ministeriet organiseres, så børnene så vidt muligt holdes i faste grupper og med fast pædagogisk personale.

Statens Serum Institut opdaterer dagligt sine oversigter over, hvilke kommuner, som har høj smitte – altså over 500 aktuelle tilfælde af COVID-19 pr. 100.000 indbyggere.

Dagtilbud: Faste grupper og afhentning udenfor

Ministeriet anbefaler fortsat, at ansatte i daginstitutioner landet over, som ikke er tidligere smittet eller ikke er vaccineret mod COVID-19, bliver testet en gang om ugen. Retningslinjerne indeholder dog intet krav om, at kommunen skal stille testfacilitet til rådighed i umiddelbar nærhed af arbejdspladsen.

Institutionerne kan opfordre til, at børn, som er nære kontakter til smittede, bliver hjemme. Men børnene kan ikke afvises, hvis de ikke har symptomer på sygdom.

I områder med høj lokal smitte anbefaler Børne- og Undervisningsministeriet, at hverdagen i daginstitutionerne tilrettelægges, så børnene så vidt muligt holder sig indenfor egen stue eller tilsvarende gruppeinddeling. Desuden opfordres til, at aflevering og afhentning af børn foregår udendørs, hvis det er muligt.

Desuden opfordrer ministeriet til at have skærpet fokus på at efterleve anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens generelle vejledninger om forebyggelse og håndtering af smittespredning af COVID-19.

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.