Børnehuset Petra har ikke fast spisetid: Det giver ro og nærvær

Børnehuset Petra har gjort op med den faste spisetid. Det har skabt gode rammer for at bruge måltidet som et læringsrum med mulighed for både ro, fordybelse og nærvær.

Tre borde står klar i Børnehuset Petra i ­Hjallerup. Inden længe slår klokken 11, og de første børn begynder at kigge op i køkkenalrummet, hvor bordene er dækket med små vandkander og skraldebøtter. Ved siden af køkkenet står to rulleborde med tallerkner, glas og bestik, som børnene let kan nå, for selvhjulpenhed er et af omdrejningspunkterne for måltidet i Børnehuset Petra. Her er den faste, korte spisetid blevet skrottet til fordel for en café-struktur, hvor børnene kan komme og spise fra klokken 11 til 13.

Pædagogerne sidder klar ved hver deres bord, men ikke til at hjælpe med det praktiske omkring måltidet. Det ordner børnene nemlig selv, forklarer Anne Thomsen, pædagog i Børnehuset Petra.

»Børnene henter selv deres madkasse, tallerken, bestik og glas. Det er meget værdifuldt for dem, at de selv er medansvarlige for måltidet, og de lærer at blive selvhjulpne,« siger hun.

Børnene skal selv ­vurdere, hvornår de vil spise inden for det givne tidsrum, og på den måde får de selv en aktiv rolle i forbindelse med måltidet, forklarer Jonatan Leer, der er docent ved Professionshøjskolen Absalon og har forsket i smagspædagogik og madkultur.

»Måltidet kan nemt blive en passiv og ­praktisk situation, hvor børn bliver over­våget og kontrolleret, fordi det hele skal klares på re­lativt kort tid. På den måde får ­børnene mulighed for selv at handle i forhold til måltidet. Børn kan rigtig mange ting og bliver meget selvhjulpne, hvis vi sætter gode ­rammer omkring måltidet,« siger han.

Caféen styrker fællesskabet

De tre borde bliver hurtigt fyldt op, og børnene sidder på kryds og tværs af relationer og aldersgrupper. Der er ingen faste pladser, og det betyder, at alle pædagoger og børn får ­kendskab til hinanden. Pædagogerne bliver siddende ved bordet under måltidet og rejser sig som udgangspunkt kun, når en kollega skal tage over. Der er køkkenpersonale tilknyttet børnehaven, og de sørger for at fylde vandkander, hjælpe med at varme børnenes mad, hvis de ønsker det, og tørre bordet af, hvis der bliver spildt.

Derfor kan pædagogerne blive siddende, og det er vigtigt for det gode måltid, mener Anne Thomsen.

»Der er ro over måltidet, og madkulturen kan være i fokus på den her måde. Mad skal ikke overstås på en halv time, men er derimod et læringsrum, hvor børnene kan lære rigtig meget, fordi der er ro til det. Jeg kan være nærværende og til stede. Jeg skal ikke andet end at sidde ved bordet og fokusere på børnene og måltidet,« siger hun.

Læring under måltidet

Nogle børn bruger lang tid på måltidet, mens det for andre en kortere proces, men det er op til børnene selv at bestemme, hvor længe de vil spise. Klokken 12:15 sørger pæda­gogerne for at hente de sidste børn, som endnu ikke har spist.

For det meste kommer børnene op i caféen helt af sig selv. De har lært rutinerne.

»Der er så meget læring i den her mad­rutine, som foregår hver dag. Vi vil gerne give børnene den gode oplevelse ved mål­tidet, hvor der er fokus på ro og nærvær,« siger pædagog Anne Thomsen.

Når der er ro omkring et måltid, kan det ifølge Jonatan Leer give anledning til mange gode samtaler imellem børnene og pædagogerne.

»Måltidet kan være et godt udgangspunkt for at tale om, hvor maden kommer fra og ikke mindst om kulturelle forskelle. Man kan lære grundlæggende sociale kompetencer om ­rummelighed, forståelse og forskellighed ­under et godt måltid,« siger han.

3 gode råd til det gode måltid

I Børnehuset Petra har de altid spist i café, og derfor har de erfaring med, hvad der skal til for at skabe rammen om det gode måltid. Her er tre af deres råd til jer, der overvejer at gøre det samme:

● I skal have en dialog om måltidet. I skal have idéen gennemarbejdet i personalegruppen, så alle er enige om praksis og de pædagogiske tanker. Der skal være klare retningslinjer for, hvordan måltidet skal foregå hos jer. Hvad kan lade sig gøre rent praktisk, og hvad er hensigten med måltidet?’

● Personalemøder. Selv om I er enige om de pædagogiske mål og metoder, er det en god idé løbende at tale om det på jeres personalemøder.

● Forberedelse. Når klokken slår 11, skal ¬pædagogerne også være klar til at spise. De skal sætte sig ved bordene og være indstillet på at indgå i det læringsrum, som måltidet er. I skal have en professionel kultur i forhold til børns læring under måltidet. Måltidet er lige så meget ¬pædagogisk arbejde som alle andre læringsrum.

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.