Børneforkæmper var gået på pension, da ministeren ringede. Én ting bekymrer hende særligt

Bente Boserup nød egentlig at have tid til at gå i haven hjemme i Søborg. Dyrke veninderne. Være mere sammen med børnebørnene. Læse bøger.

Efter et langt arbejdsliv med børn og unge gik hun på pension fra Børns Vilkår i 2022. De få arbejdsopgaver, hun valgte til, kunne hun lave med omhu og for en gangs skyld give sig rigtig god tid til.

Men så ringede telefonen.

Minister ville finde Puks afløser

I røret var social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som ville have Bente Boserup som ny forperson for Børnerådet, der de senere år har været udfordret.

Den seneste formand, tv-vært Puk Elgaard, forlod posten i slutningen af 2022 på grund af utilfredshed med arbejdsbetingelserne, og rådet er blevet kritiseret for at være usynligt i den offentlige debat.

”Pernille Rosenkrantz-Theil bad mig om at gentænke Børnerådet. Hun sagde, at der ingen tvivl er om, at jeg står på børnenes side. At jeg ikke skal ud og gøre karriere, og jeg er ikke bange for at sige, hvad jeg mener. Og det er jo rigtigt,” siger Bente Boserup med et lille grin, da Børn&Unge møder hende i havestuen i Søborg med udsigt til figen og æbletræer i haven, som der alligevel ikke blev helt så meget tid til.

Skal ikke gøre nogen andre end børnene tilpas

”Så nu er det bare fuld fart på igen. Det er fantastisk at få lov at binde en sløjfe på arbejdslivet på den måde,” siger Bente Boserup.

”Og vi skal ikke gøre nogen andre end børnene tilpas.”

Børnerådet er et uafhængigt statsligt råd, der arbejder for at sikre børns rettigheder og rådgiver Folketinget, regeringen og myndigheder. Lige nu arbejder Bente Boserup og resten af rådets medlemmer på et nyt kommissorium for rådet, som vil være klar til vedtagelse til foråret.

Og så skal de mødes med socialordførere for alle Folketingets partier. Ambitionen er, at det igen bliver en selvfølge for politikerne at tage fat i Børnerådet i alle spørgsmål, der vedrører børn og unges liv.

”Det er vigtigt, at vi markerer os og kan levere noget ordentligt til politikerne, hvor vi kommer med børneperspektivet. Også i forhold til debatten om daginstitutioner,” siger Bente Boserup.

En markant stemme for børns rettigheder

Gennem 50 år har Bente Boserup arbejdet med børn og unge, og hun er en markant stemme, når det kommer til udsatte børn og børns rettigheder. I dag er det, som bekymrer hende allermest, udviklingen på daginstitutionsområdet. 

”Det er et kæmpe problem, at der ikke er hænder nok. For det betyder i mange tilfælde, at børn ikke får den helt basale omsorg, som de skal have. Det er faktisk det, der bekymrer mig allermest. At det går ud over alle børn,” siger hun.

Vi kan ikke være udsultede institutioner bekendt

Bente Boserup er ikke i tvivl om, at de forhold, som små børn møder i daginstitutionerne, får betydning for deres trivsel også videre frem i livet. For vi har så solid viden om børns udvikling, og hvad de har behov for, at vi ikke kan være de udsultede institutioner bekendt, mener Bente Boserup, der taler resolut og afklaret:

”Noget af det, børn bliver udsat for i nogle daginstitutioner, ville man jo fjerne børn fra, hvis det foregik derhjemme. Jeg tænker på ikke at blive taget op, ikke at blive trøstet, ikke at blive skiftet. At blive overladt til andre børn på samme alder, hvor jungleloven kommer til at herske.”

Ikke alle børn får en bedsteforældredag

De særligt udsatte børn bliver dobbelt ramt, når daginstitutionerne og fællesskaberne er under pres, understreger Bente Boserup.

Nogle børn kommer hjem og bliver taget op og får omsorg af forældrene. De får en bedsteforældredag, og man kompenserer i familierne på alle mulige måder. De børn klarer sig måske.

Men de børn, der heller ikke bliver taget hånd om derhjemme, bliver ramt langt hårdere, understreger hun. Det gør hende vred, at samfundet, politikerne, ikke vil tage det alvorligt, på trods af, at både pædagoger og andre fagpersoner, forældre og forskere råber op.

Nu skal børnene altså have det godt

”Jeg har det sådan: Hallo! Når man går ind ad døren på en professionshøjskole og vil være pædagog, er det jo, fordi man vil gøre noget godt for børn og unge. Man vil gøre en forskel, siger pædagoger igen og igen. Men så kommer de ud i udsultede institutioner uden de redskaber, de har brug for,” siger Bente Boserup, der mener, at der skal ske noget fuldstændig radikalt, hvis institutionerne skal ud af den krise, som de befinder sig.

Ellers bliver det umuligt at rekruttere til faget, samtidig med at dygtige pædagoger forlader praksis, fordi de ikke kan leve med vilkårene i institutionerne.

”Vi skal poste millioner i børneområdet. For nu skal børnene altså have det godt. Der skal skrues op, både for uddannelse, efteruddannelse, supervision og lønninger. Samfundets skal skrue op og sige: Vi tager den store krise på daginstitutionsområdet alvorligt. For mig er pædagogernes job det vigtigste job. Det vigtigste overhovedet.”

Røg cerutter inde på stuen

Det var mødet med dygtige pædagoger, der sporede en ung Bente Boserup ind på det arbejde med udsatte børn og unge, som kom til at definere hele hendes arbejdsliv. 

Da hun var færdig med gymnasiet, ville hun arbejde lidt og finde ud af, hvad hun skulle. Hun fik job i en daginstitution på Nørrebro i København, hvor hun dengang boede med sin kæreste. Det var i 1973. 

”Der var barneplejersker med kitler, som røg cerutter inde på stuen, og så var der nogle knalddygtige pædagoger. Jeg var helt vild med at være der,” siger Bente Boserup.

Pædagogerne tog et barn med hjem, hvis far var for fuld

Hun blev meget optaget af nørrebrofamilierne. Der var nogle virkelig udsatte, som havde det dårligt. Dengang var der ikke noget, der hed familiebehandling, men der foregik alligevel meget familiebehandling i garderoben og ude på legepladsen, fortæller hun.

Hun så, hvor stor en forskel dygtige pædagoger kunne gøre for børn og familier, der havde det svært. En gang imellem tog pædagogerne et barn med hjem, hvis far var blevet for fuld, eller der var noget andet galt derhjemme. Det ringede man ikke til kommunen med – det var bare sådan, man gjorde, og familierne havde tillid til én. 

”Jeg vil ikke romantisere tiden, men der var ingen berøringsangst. I hvert fald ikke på Nørrebro. Jeg må sige, at pædagogerne gik til stålet. Hvis der var noget, som de ikke fandt godt nok omkring børn og forældre, så sagde de det.”

Det eneste, du bare aldrig må gøre med udsatte børn

Senere uddannede Bente Boserup sig til lærer og arbejdede i folkeskolen, før hun læste videre til familieterapeut for igen at komme til at arbejde med børn og unge i udsatte positioner. I dagbehandling samarbejdede hun med psykologer og pædagoger, og her oplevede hun, hvordan det tværfaglige samarbejde kan gøre en stor forskel. 

Arbejdet med så udsatte børn kan være slidsomt, og Bente Boserup begyndte at frygte forråelsen hos sig selv, fortæller hun. 

”Jeg er kommet hjem med store spark på skinnebenene og er blevet truet med kniv. Jeg har prøvet at blive kaldt en fed luder og alt det der. Jeg blev bange for, at jeg ville blive nødt til at vende ryggen til, fordi jeg ikke kunne holde det ud længere. Og det er det eneste, du bare aldrig må gøre med de børn,” siger hun.

Børnene kunne bare afbryde, hvis hun var dum at høre på

Lidt tilfældigt så en hun en lille stillingsannonce i dagbladet Politiken for BørneTelefonen. Hun søgte, fik jobbet og blev dybt fascineret af, at børn ringede helt frivilligt. 

”Jeg var jo vant til at have børn i behandling, men her definerede børnene selv, hvad de havde brug for at snakke om. Jeg var ikke en myndighed, jeg kunne ikke bestemme over deres liv, og de kunne bare afbryde, hvis de syntes, jeg var dum at høre på,” siger hun.

Bente Boserup var med til at udvikle tilbuddet med en chatrådgivning og en bisidderordning til børn, sådan som det også er blevet skrevet ind i lovgivningen. Det er noget af det, hun er mest stolt af, og det har givet hende troen på, at det kan lade sig gøre at opnå forandringer til det bedre, når man arbejder hårdt og hænger i. 

Folketinget skal høre de unge fortælle selv

Som forperson for Børnerådet vil hun nu især arbejde for, at børn bliver meget mere involveret på områder, der vedrører dem.

”Jeg håber virkelig på, at det vil lykkes. Og så kunne jeg godt tænke mig, at vi en gang om året fremlægger for Folketinget, hvordan situationen ser ud for børnene lige nu. At vi får lavet et oplæg og måske får nogle unge med, der selv kan fortælle og på den måde appellere til politikerne,” siger hun.

Hun vil også søsætte meget mere oplysning og flere kampagner til børn og unge om deres rettigheder i samarbejde med andre organisationer på børneområdet. For der kommer hele tiden nye børn, der skal oplyses.

”Børn skal kende deres rettigheder, og de voksne skal rette sig efter dem. Jeg vil aldrig give børn ansvaret, men når de kender deres rettigheder, tør de bedre komme til os voksne,” siger hun.