Akademikere vil være pædagoger på 2,5 år: En nødløsning, siger BUPL

Akademikere har stor interesse for ny merit-uddannelse til pædagog. BUPL’s ansvarlige for uddannelse mener det er positivt, men også at det er en løsning, der ikke må stå alene.

Københavns Professionshøjskole (KP) oplever stor interesse for ny 2,5-årig meritpædagoguddannelse, der er skræddersyet til akademikere og professionsbachelorer. 300 personer har allerede tilmeldt sig et informationsmøde om uddannelsen, der åbner til februar, skriver Politiken.

Lasse Berg Jørgensen, medlem af forretningsudvalget i BUPL og ansvarlig for uddannelse, kalder udviklingen for både god og dårlig.

»Det er godt, fordi vi kommer til at mangle pædagoger fremover, men det er og bliver en nødløsning. Det er en kompliceret opgave at skulle varetage især de helt små børns udvikling. Det kræver stor viden og faglig indsigt, derfor skal ambitionen altid være, at man har den fulde uddannelse.«

Ifølge Lasse Berg Jørgensen er det derfor en løsning, som ikke må stå alene. Han mener, den skal suppleres af et intensivt arbejde med at gøre den oprindelige pædagoguddannelse mere attraktiv.

»Der skal handles på den evaluering af pædagoguddannelsen, som er i gang nu, så vi får skabt en bedre pædagoguddannelse. Grundfagligheden skal styrkes, og pædagogikken skal igen i centrum. Derudover skal vi have lavet en rekrutteringsplan, så flere søger ind på uddannelsen fremover.«

Det er et arbejde, BUPL gerne vil have regeringen til at stå i spidsen for sammen med Kommunernes Landsforening (KL) og professionshøjskolerne, siger han og tilføjer, at det kræver ordentlige løn- og arbejdsvilkår, hvis man skal kunne tiltrække unge til uddannelsen.

Stadig fokus på uddannelsen

Merituddannelsen er blevet indført i København, fordi især hovedstadsområdet vil opleve stor mangel på pædagoger i fremtiden. Det skyldes først og fremmest et stigende børnetal og de kommende minimumsnormeringer.

Samtidig har antallet af ansøgere til den almindelige pædagoguddannelse i København været dalende, og dekan Annegrete Juul fra det Pædagogiske og Samfundsfaglige Fakultet på KP siger til Politiken, at hun mener, at skolen derfor er nødt til gå nye veje for at finde en løsning.

Hun kalder den nye merituddannelse ’et godt supplement’ i forhold til at få skabt et større rekrutteringsgrundlag, men siger også, at den ordinære pædagoguddannelse er ’hovedvejen og den bedste vej til at blive pædagog’.

KP står sammen med seks kommuner i Region Hovedstaden for den nye merit-uddannelse til akademikerne. I første omgang er der tale om et forsøg, der får lov til at køre i fem år, men målet er at gøre ordningen permanent.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.