7 gode råd: Sådan kommer I bedst ud af krisen

Læs arbejdsmiljøforsker Malene Friis Andersens bud på, hvordan man kan arbejde med arbejdsmiljøet – både individuelt, som fællesskab og som leder.

Hvordan kan I styrke jeres trivsel og arbejdsglæde i en tid, hvor corona vender op og ned på jeres arbejdsdag? Her giver arbejdsmiljøforsker Malene Friis Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø sine bud på, hvordan man kan arbejde med arbejdsmiljøet – både individuelt, som fællesskab og som leder.

Træk læringen ud

[caption id="attachment_183459" align="alignright" width="96"] Perlepladefigurerne, som er den gennemgående illustration i det nye Børn&Unge, forestiller pædagoger og er fremstillet af Kirstine Kirk, der selv er pædagog og ofte bidrager med gode råd til kreative projekter i Børn&Unge.[/caption]

Som pædagog er du trænet i at reflektere over din indsats og trække læring ud af dit arbejde. Brug din evne til refleksion og overvej, hvordan coronakrisen har påvirket dig og din arbejdsplads. Og tænk over, gerne i fællesskab, hvad I vil tage med jer videre. Hvis man kan tage ved lære af coronatiden, så det ikke bare bliver en krise, man hurtigst muligt skal forlade for at vende tilbage til normalen, kan det blive nemmere at være i den, også på længere sigt.

 

Giv plads til forskellighed

Husk, når du møder ind på arbejde, at du og dine kolleger kan reagere forskelligt på krisen. Nogle kan være mere berørte, bekymrede eller bange end andre. Derfor er det vigtigt, at du respekterer, hvordan dine kollegaer har det, så I kan opretholde et godt samarbejde.

 

Klap hinanden på skulderen

Anerkendelse er altid vigtigt på en arbejdsplads, og forskning viser, at det også har stor betydning i ekstraordinære situationer. Husk at anerkende hinanden for den indsats, I leverer i en svær situation. Ved at validere hinanden får I også valideret jeres arbejdsfællesskab, og det er rigtigt vigtigt for en arbejdsplads.

 

Klap dig selv på skulderen

Husk dig selv på, at du løser dine arbejdsopgaver i en svær situation og ikke nødvendigvis i den kvalitet, du gjorde før coronakrisen. Når du går fra arbejde, så prøv at fokusere på alt det, der lykkedes, i stedet for på det, du ikke var tilfreds med. Hjalp du med til, at et barn flyttede sig i en positiv retning, eller mødte du din kollega på den helt rette måde? Klap dig selv på skulderen over din ekstraordinære indsats og forsøg at komme væk fra en følelse af utilstrækkelighed.

 

Undgå kampen om ’den rigtige måde’

Som leder bør du give tid og udvise tålmodighed, også når restriktionerne bliver lempet igen. Det tager tid at få alle synkroniseret igen, og du bør give plads til, at medarbejderne har forskellige opfattelser af forløbet. Undgå at der opstår en kamp om ’den rigtige måde’ at opleve eller have oplevet pandemien.

 

Sluk og luk

Hvis du oplever, at dit humør er påvirket af coronapandemien, så kan du prøve at skrue ned for, hvor mange nyheder du læser, ser eller hører.

 

Ryst posen coronavenligt

Nogle finder hverdagen under coronakrisen triviel og kedelig. Vi gør de samme ting dag efter dag uden de store udsving. Der skal derfor ikke megen variation til, før det gør en forskel. Opsøg arrangementer, som kan lade sig gøre med de gældende restriktioner, så du har noget at se frem til. Det kan være en gåtur med en god bekendt, et virtuelt foredrag eller en online koncert.

Kilde: Malene Friis Andersen og coronatrivsel.dk

Psst!

Vidste du, at coronatrivsel.dk har præsenteret en række tips til at arbejde med den læring, man kan trække ud af coronapandemien – for den enkelte, på arbejdspladsen og i samfundet?

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.