5 greb til udvikling efter coronakrisen: Husk at passe på dig selv

Pas på med at falde tilbage helt til ’normal’ efter genåbningen. Her får du ledelsesrådgiverens fem bedste ideer til at skabe ny udvikling og genfinde arbejdspladsens ’vi’.

Efter at coronapandemien har lagt sig, mærker mange nu sulten efter udvikling og faglig fordybelse. Men pas på med at falde i fælden om hurtigst muligt at komme tilbage til normal. Ofte sker den største udvikling ved at gøre plads til refleksion og genfinde arbejdspladsens ’vi’, lyder det fra ledelsesrådgiver Cecilie Gredal.

1. Pas på idealfælden tilbage-til-normal

I stedet for at søge tilbage til det gamle, så handler det om at finde ud af, hvad I skal samle op og tage med videre. Hvordan kan I tage det bedste med fra nedlukningen, så børnene trives og er trygge? Eksempelvis har nogle corona-restriktionerne betydet mere selvkørende børn, fordi forældrene ikke har været med i garderoben om morgenen. Og små grupper har ført til mere nærhed, mens mere udeliv har givet plads til nye pædagogiske aktiviteter. Hvordan kan I integrere det i jeres videre praksis?

2. Skræl af og giv slip frem for bare at fylde ovenpå

Typisk forbindes udvikling med at tilføje ekstra viden, aktiviteter eller uddannelse. Men udvikling kan også skabes ved at gå dybere ind i, hvad I gør som virker og har effekt på børnenes udvikling. Og samtidig blive opmærksom på, hvor I måske gør noget, som ikke er så meningsfyldt og effektfuldt – og så skrælle fx formkrav af og give slip på det, som ikke giver mening. Mere er ikke altid bedre – nogle gange er det bare mere!

3. Skab refleksionsrum til at genfinde jeres ”vi”

Sørg for at revitalisere fællesskabet i personalegruppen ved at samle medarbejderne og skabe refleksionsrum. Her handler det ikke om praktik, men om tid til at reflektere over praksis og få øje på jeres ressourcer, men også hvad medarbejderne har savnet, og hvad de er sultne efter? Hvilke værdier er væsentlige for jeres institution? Noget at det mest udviklende kan være at tale om, hvad I vil være kendt for med udgangspunkt i børnenes behov og at skabe de bedste rammer for deres udvikling?

4. Tydelige succeskriterier og medbestemmelse

Den største dræber af udvikling er, hvis der ikke er reel medbestemmelse eller tydelige succeskriterier. Derfor er det ikke dig som leder, der skal komme med alle ideerne. Din opgave er at sætte rammerne, som medarbejderne kan være med til at fylde ud. Den største udvikling sker der, hvor fællesskabet mærker, at de har reel medbestemmelse og indflydelse på formålet og udførelsen af det. Brug deres ild! Din opgave som leder er at opsætte tydelige succesriterier for det.

5. Du skal prioritere dig selv

Måske er du som leder faktisk mere træt end dine medarbejdere efter mere end et år med restriktioner og ansvar for vikardækning, oversættelse af nye retningslinjer og information til forældre og ansatte? Det er vigtigt, at du også prioriterer at nære dig selv som menneske og din egen personlige udvikling og får genfundet og gentændt mission og vision i dit personlige lederskab. Har du kun fokus på det faglige, ender det nogle gange som knokleri. Men det handler ikke om, at du skal gøre mere, end du gør nu: Du skal gøre mindre. Vær opmærksom på, at nogle gange tager noget alt for meget tid uden at have stor værdi. Så når alt synes vigtigt, må du prioritere ud fra, hvad der er væsentligst for kerneopgaven. Hvad er dine succeskriterier? Hvilken kultur vil du gerne skabe? Og hvilke indsatser har størst effekt på børnenes trivsel og udvikling?

Om Cecilie Gredal

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.