Inklusion er, at alle har et fællesskab
Den seneste tid har inklusionsindsatsen i skolen igen været til debat. Trods snart et årtis arbejde med at sikre, at børn med særlige behov i højere grad kan være en del af de almindelige klassefællesskaber, er det i bedste fald hop på stedet. Alt for mange børn får ikke den støtte, de har behov for. De er parkeret uden for fællesskaberne.
Det er nedslående. Især når vi ser flere og flere børn, som ikke trives.
Der er heldigvis lyspunkter. Skoler, hvor inklusion ikke betyder spareøvelse, og hvor lærere, pædagoger og ledelse arbejder tæt sammen om at løfte alle børn. Hvor inklusion ikke er et spørgsmål om, at bestemte børn skal passe ind, men hvor man sikrer rammer for fællesskaber med mulighed for, at alle kan deltage.
Skolen skal tilrettelægges efter børnenes behov, men alt for ofte ender det med, at børnene skal tilpasse sig. Blandt andet fordi rammer og strukturer forhindrer, at vi kan finde den bedste løsning for det enkelte barn.
Alle børn har ret til at være en del af fællesskabet. Det ligger dybt i pædagogers dna og faglighed, men desværre bringes pædagogernes faglighed ikke i spil overalt. Vi er cirka 15.000 pædagoger i skolen, som har en nøglerolle, hvis inklusionsopgaven skal lykkes. Men vi skal spilles gode.
Der skal være tid til at bruge vores faglighed og udvikle praksis for børnene. Vi skal have strukturer og rammer, der understøtter børnenes behov og deltagelse i fællesskaberne. Og så skal vi have mulighed for at sikre tætte relationer til børnene, så vi for eksempel hurtigt kan spotte tegn på mistrivsel og handle på det i samarbejde med vores kolleger.
Vi ved også, at løbende efter- og videreuddannelse samt tid til fælles forberedelse og evaluering med vores kolleger har stor betydning, ligesom pædagogfaglig ledelse tæt på praksis er afgørende for at sikre sparring i hverdagen.
Pædagoger kan være en langt større del af løsningen på den fejlslagne inklusionsindsats og trivselskrisen. Men det kræver, at vi har plads til at bruge vores faglighed.
