Børn og unge skal ikke betale regningen

Har du købt en liter mælk eller fyldt tanken på din bil for nylig? Så har du nok også bemærket, at prisen er steget voldsomt.

Putin har spredt så meget usikkerhed med krigen i Ukraine, at vi står i en udfordrende økonomisk situation, selvom beskæftigelsen er rekordhøj.

Men er det så tid til at holde på pengene, eller skal vi investere os ud af krisen? For børnene og velfærden er svaret i mine øjne indlysende. Vi forventer 45.000 flere små børn frem mod 2030. Det er jo dejligt, men også en kæmpestor udfordring, når vi samtidig skal indføre minimumsnormeringer og sikre den pædagogiske kvalitet.

I efteråret skal kommunerne forhandle budgetter, og regeringen vil foreslå reformer, der kan få stor betydning for velfærden. Regeringen skal også have en finanslov på plads, og måske kommer der endda et folketingsvalg. Politikerne får rig lejlighed til at vise, at de har ambitioner for det gode børneliv og mod til at sigte efter mere end blot status quo.

Hvis nogen tror, at vi allerede har sikret guld og grønne skove ved at indføre minimumsnormeringer, må de tro om igen. Vi har sikret en vigtig bund under kvaliteten i daginstitutionerne. Ikke luksus, men en bund, som ambitiøse politikere bør bygge videre på. Nu er der behov for, at politikerne skaffer flere pædagoger, så vi ikke udhuler kvaliteten med en faldende pædagogandel.

Derfor skal pædagoguddannelsen styrkes, vores arbejdsmiljø forbedres, og der skal gøres op med lønefterslæbet. Vi har brug for en national rekrutteringsstrategi, ellers lykkes det hverken at tiltrække flere eller at holde på os, der allerede er her.

Vores profession er limen i vores samfund, og vores arbejde er afgørende for børn og unges trivsel, udvikling og dannelse. Den tidlige indsats gør en kæmpe forskel for den enkelte nu og senere i livet. Derfor skal der investeres i børnene, også når krisen kradser. Når der kommer flere børn, skal der også være flere pædagoger. Det er logik, som alle politikere bør kunne forstå.