Virkeligheden skriger på flere pædagoger

Hvis ikke vi lykkes med at gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog, står vi overfor en decideret velfærdskatastrofe og en pædagogmangel, der er dobbelt så stor som i dag. Sådan skriver BUPL-formand Elisa Rimpler i lederen, Børn&Unge nr. 7/2023.

Når de nye pædagogstuderende om få dage har studiestart, vil mange stole stå tomme på uddannelsesstederne. Igen, fristes man til at sige. Optaget på pædagoguddannelsen er faldet med 25 procent siden 2016.  Samtidig skriger virkeligheden på flere pædagoger. Hvert tredje ledige pædagogjob bliver ikke besat, og mange pædagoger må helt ind på nabostuen for at finde nærmeste uddannede kollega at sparre med. Nogle børn må spejde endnu længere efter en pædagog. 

Det er allerede kritisk. Og hvis ikke vi lykkes med at vende udviklingen og gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog, står vi overfor en decideret velfærdskatastrofe og en pædagogmangel, der er dobbelt så stor som i dag. 

Det er godt, at regeringen har lyttet til os og vil investere i en bedre og mere attraktiv pædagoguddannelse. Det er der i den grad brug for. Men det siger også sig selv, at det ikke er gjort med det.

Politikerne bliver også nødt til at investere i en bedre løn og bedre vilkår, både for at tiltrække nye pædagoger og fastholde de rutinerede. 

De unge, som står overfor at skulle vælge uddannelse i de kommende år, spørger sig selv: Hvilket arbejdsliv kan jeg se frem til? Hvad får jeg i løn? En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at over halvdelen af de unge, der overvejer en pædagoguddannelse, fravælger den enten på grund af lønnen eller udsigten til dårlige arbejdsvilkår. 

Selvom jobbet som pædagog er det bedste og mest meningsfulde, jeg kan forestille mig, forstår jeg deres forbehold. For virkeligheden er, at vi langtfra altid har tid til at være de dygtige pædagoger, som vi ved, vi kunne være for børnene. Og på bundlinjen har man som pædagog udsigt til en livsindkomst, der er millioner lavere end andre med samme uddannelsesniveau. Det er et politisk ansvar at lave om på det. 

Der er brug for flere pædagoger for at sikre børn og unges trivsel og udvikling. Og vi har brug for flere uddannede kolleger for at sikre fagligt stærke og attraktive arbejdspladser. 

Lige om lidt tager regeringen hul på trepartsforhandlingerne om løn og rekruttering i velfærdsfagene. Det er en historisk mulighed for at gøre op med pædagogers dokumenterede lønefterslæb, som vi ikke har råd til at forpasse.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.